Da jeg var 13 år gammel var jeg helt sikker på, at når jeg blev 15, så havde jeg i hvert fald en kæreste. Hvad det mere konkret betød, var jeg ikke helt sikker på, men det var som minimum noget med at vi hørte sammen. Og noget med at være håbløst forelsket, hvilket jeg på det tidspunkt var i engelske Johnny med det lidt for store trekantede hoved og det lækre mørke hår. Han gav mig hjertebanken og ismave, hver gang jeg spottede ham på gangene i skolen, og jeg begyndte at gå til badminton, bare fordi han gjorde, og en dag gemte jeg hans skoletaske, blot for at være nær noget, der var hans, og fik hylende dårlig samvittighed, da jeg så ham løbe rundt og lede efter den, da det ringede ind. Senere listede jeg den skamfuldt ud igen midt i en time, hvor jeg havde løjet mig på toilettet.
Jeg blev 15 og havde ikke skyggen af kæreste. Til gengæld var jeg håbløst forelsket i Kim fra min klasse og det var helt sikkert, at vi ikke ville blive kærester. Ever! Han var høj, blond, moden af sin alder, den sejeste dreng på skolen med metalkam i baglommen og jeg… ja, jeg var kommet et år for tidligt i skole, fnisede alle de forkerte steder og havde ingen attraktive buler i festhøjde, så jeg begyndte gymnasiet nogle få måneder senere som single.
Der fulgte flere år, hvor jeg prøvede mig frem. Og mit billede af hvordan han skulle se ud (høj, muskuløs), være (virkelig klog og tjekket) og hvilket liv han skulle leve (meget mere spændende end mit!) var ret klart. Så jeg mødte forskellige muligheder og da jeg med tiden udviklede mig til at være mindre fnisende og mere langbenet, hjalp det også på det udbud jeg kunne vælge imellem. Men jeg blev alligevel ved med at falde for han-pakker, der altid var skruet forkert sammen i forhold til at gøre mig glad. I stedet gik jeg efter målbare kriterier, der lignede successer, men som blot øgede min følelse af selv at være forkert.
Summa summarum: Jeg var helt vildt god til at vælge dårligt.
Heldigvis blev det bedre med tiden. Meget bedre! Og det blev det, fordi jeg opdagede, at den mand, der gør mig lykkelig og glad, ikke er en, som jeg skal konkurrere med. Eller som skal redde mig. Eller gøre mig socialt acceptabel. Eller fjerne min ensomhed.
Den mand der gør mig lykkelig, skal helt enkelt få mig til at grine. Og han skal få mig til at komme.
En mand der kan få mig til at grine, gør nemlig mig glad. Og jeg vil egentlig bare gerne være glad og i godt humør det meste af tiden. Det er simpelthen så banalt, at det er lige til at tude over! Alligevel lykkedes det mig i årevis at have fokus på næsten alt andet. En mand der gør mig glad, får mig nemlig til at føle mig vigtig og elsket, fordi det betyder noget for ham, at jeg er glad. Og derfor gør han en indsats for at jeg rent faktisk er det. Fordi han deler så generøst ud af sig selv, bliver han til en partner, som jeg har lyst til at dele det lyse og det mørke i livet med.
Og en mand der får mig til at komme, er en mand, der forstår at tænde mig. Ikke bare i sengen (eller i køkkenet eller i bilen eller…) men i lige så høj grad i hjertet og i hjernen. En mand der får mig til at komme, giver mig lyst til at hengive mig til ham – på alle måder! Fordi han også formår at skabe nærvær og intimitet sammen med mig.
Engang var en mand kvindens sociale og økonomiske forsikring. I dag er han vores ligeværdige partner. Og vi er frie til at give os selv over til et menneske, der får os til at føle os elskede, levende og givende. Så ja tak til latter og liderlighed efter kroppen, hjertet og livet. Og gerne i rigelige mængder!
Klumme i Femina okt 2015
