Da jeg havde skrevet ordene, var min første tanke: Denne overskrift må være den dummeste, jeg nogensinde har forfattet!
For helt ærligt: Hvis man ikke er det, ville man så vide det?
Og hvis man synes, man er det, er det så, fordi man accepterer sig selv på godt og ondt og altid følger ens egne indskydelser og følelser? Men hvis man gør det, kan man jo umuligt være et socialt menneske, for det kræver nemlig, at man også tilpasser sig gruppen og samfundet i en vis udstrækning – og er man (vi, de fleste af os!) i virkeligheden så u-autentiske?
Tidens store mantra er autentisk, og det kommer som en ganske naturlig reaktion på årtiers dyrkelse af image og branding, der har været de store markører for vores attraktive identitet og selviscenesættelse. Nu er det imidlertid slut med de larmende mærkevaretasker, de alt for slutty glamoursko, den alt for her-kommer-jeg!!-attitude, og i stedet træder den sofistikerede dame ind på scenen; hende der ikke larmer, men som alle alligevel kigger på, fordi hun har den helt rette blanding af indre ro og ydre klasse. Ukorrumperet. Ægte.
Autentisk.
Hvad vil det så sige at være autentisk? At man har en essens, der ikke lader sig rykke af ydre faktorer. At man er original, sand og troværdig. Dermed er autenticitet også nært knyttet til løgn. Som dens anti-tese. Og det gør faktisk det hele endnu mere spændende, for man kan jo ikke være autentisk, hvis man lyver. På den anden side er man i virkeligheden nok mere autentisk, hvis man indrømmer, at man lyver indimellem. For det gør næsten alle.
Der er flere undersøgelser, der påpeger, at mange kvinder lyver meget. Reklamebureauet Envision lavede i 2011 en undersøgelse, der viste, at 37% af de kvindelige deltagere havde løjet for sig selv i løbet af den seneste uge, mens 35 % indrømmede at have løjet for andre i samme periode. Og hele 9 ud af 10 af både kvinder og mænd mener, at kvinder lyver.
Hvis jeg skal være helt ærlig – og det skal jeg jo nok være i denne klumme! – så tror jeg faktisk, at tallet er lavt sat. Jeg tror, at mange flere lyver for både sig selv og andre. Ikke nødvendigvis store løgne om økonomi, parforholdet eller arbejdet. Næh, mere de små reparationsløgne som: ”Den her gamle las – den har jeg da haft i årevis!” om en nederdel købt samme dag. Eller: ”Det generer mig faktisk ikke at samle hans bremsesporsunderbukser op”, selvom du mister en flig af lysten til sex med ham. Eller: ”Jeg elsker altid at være sammen med mine børn!” selvom du drømmer om en børne/mandefri weekend helt for dig selv.
Når vi lyver, er det ofte, fordi vi ikke synes, at vores egen sandhed er ok. At vi skammer os over os selv. Over at vi (igen) har brugt penge på os selv til tøj. Over at vi ikke er mere overbærende overfor den mand vi elsker. Over at vi ikke gider vores børn hele tiden.
Derfor disse små reparationsløgne, der skal tjene til at korrigere virkeligheden ind i en drøm, som ingen kan leve op til. Og det værste er, at jo flere af os, der ikke fortæller sandheden højt om, hvordan vi i virkeligheden har det, jo mere låser vi os fast i vores eget selvbestaltede fængsel af perfektion. Fremfor frihed til at faktisk at være autentisk. Både en autentisk bitch engang imellem. Men sørme også en autentisk sød kone, fantastisk kollega eller vidunderlig mor.
De fleste kvinder i undersøgelsen lyver for at få deres liv til at virke bedre, end det reelt er. Og så lyver de ’for at skjule noget på hjemmefronten’, ’for at skjule noget på arbejdet’, ’for at virke klogere’, ’for at virke sjovere’, ’for at virke mere interessante’ eller simpelthen ’for at virke perfekte’. Disse grunde er næsten forventelige.
Lidt overraskende er det til gengæld, at flere kvinder også lyver sig selv dårligere end de faktisk er for ikke at såre andre. Og det er næsten mere problematisk, synes jeg, for det frarøver løgneren hendes egen anerkendelse, og alle os andre inspirationen til selv at blive bedre og drømme større.
Jeg synes, det er sørgeligt, at vi efter 100 års kamp for ligestilling, stadig befinder os i et selvbestaltet bur af urimelige forventninger til først og fremmest vores egen fuldkommenhed. Når så stor en del af vores løgne går på, at vi kvinder er noget mere og bedre, end det vi er, må det være, fordi vi i for stor udstrækning lader os diktere, hvad normen er. Vi orienterer os i medierne, på arbejdspladsen, i byen, til sammenkomster og har en tendens til at lægge mærke til alt det, hos andre kvinder, som er specielt godt ved dem. Mens vi glemmer, hvad vi selv er gode til, fordi: ”Nå ja – det er jo bare noget jeg kan!”. På den måde har vi transformeret hundredtusindvis af kloge, selvstændige, selverhvervende kvinder, der faktisk vader i succes, til nogle selvmutilerende væsener, der aldrig er tilfredse med deres liv, fordi der altid er noget, der kunne blive bedre. Og det er der da også.
Det giver os bare ikke retten eller pligten til at lyve os hverken bedre eller dårligere. Tværtimod. Den eneste vej ind i ens egen autentiske styrke og kraft, er at turde være den, man er. Og opgive løgnene. Også de helt små, der gnaver et lille bitte stykke selvværd af hver gang. Og det bedste af det hele er, at jo mere du står ved dig selv i al din menneskelige uperfektion, jo mere frisætter du andre til at gøre det samme. Intet er nemlig så inspirerende, som et menneske, der tør stå ved sig selv på godt og ondt. Vel?
Boks: Kvinders 10 mest brugte løgne
1. Der er ikke noget galt – jeg har det fint.
2. Denne her er ikke ny – jeg har haft den i evigheder.
3. Det var ikke så dyrt.
4. Det var på udsalg.
5. Jeg er på vej.
6. Jeg ved ikke, hvad det er – jeg har ikke rørt ved det.
7. Jeg fik ikke for meget at drikke.
8. Jeg har hovedpine.
9. Nej, jeg har ikke smidt det ud.
10. Jeg missede dit opkald.
Kilde: www.tv2.dk
PS: Overvej dog gerne om du kan servere en sandhed som følgende, på en mere indfølende måde: Nej, jeg gider ikke tale med dig, for du er bare helt vildt kedelig! Eller: Det rager ikke dig, hvordan jeg har det!
