Nogle gange sker det. Heldigvis Ikke hver gang, men nogle gange, oplever jeg et åndeløst stik af uendelig ensomhed, når jeg trykker på den lille røde knap på remoten og tv’et slukker. Pludselig står stuen tilbage uden stemmer, livet er gået ud og jeg er alene tilbage i noget, der før var en stue, men som nu er et dødskammer af social vægtløshed.
Så bevæger jeg fødderne, lyden slår mod væggene og jeg minder mig selv om, at når jeg findes, findes verden og livet også. Men det er langt fra altid nok. Selvom jeg nyder at være alene, kan en enkelt dag i selvvalgt isolation ved aftenstide skabe en svag ulogisk panik: Er jeg da helt glemt? og jeg kan finde på at sende en sms, bare for at vide, at verden udenfor stadig regner med mig. Og på den måde, har jeg meldt mig ind i det fælles liv igen. Alene-ensomheden er indfanget og sat på plads i sit bur.
Men ensomheden er et frit dyr og findes i flere udgaver. Det bryder igennem de nøje tilrettelagte tremmer af image og socialitet, og pludselig står den der med sine klare øjne, mens jeg er til fest, romantisk middag, familietamtam og skraber alt, hvad der måtte minde om tilhørsforhold og fællesskab, væk omkring mig, og så står jeg atter der, tynget af et absolut og skræmmende ingenting.
Hvordan skete det lige?! har jeg tænkt, hver gang jeg støder på den, mens ærgrelsen og forundringen slås om at få det sidste ord. Hvorfor føler jeg mig så alene, så udstødt, så forladt i det her selskab, der engang var mit andet jeg? Hvor blev kærligheden og samhørigheden af? Nogle gange finder vi hurtigt tilbage til trygsomheden; andre gange må vi igennem flere af denne slags ikke-møder for at erkende, at tiden er kommet til at opgive. Enten måden at være sammen på. Eller hinanden overhovedet.
Med alderen har en tredje form for ensomhed indfundet sig. I perioder rammer den mig massivt og får mig til at dukke hovedet, fordi den gør mig så skamfuld, at jeg næsten ikke kan få mig selv til at skrive om den: Misundelses-ensomheden. Jeg er langt fra alene om den (lettelse!) og har lige mødt den igen hos Peter Bastian i hans selvbiografi, hvori han nævner, hvordan han på et tidspunkt fik så meget succes, at han begyndte at bemærke alt det, han ikke fik. Ikke blev inviteret til. Ikke vandt. For nogle år siden ramte denne opmærksomhed også mig – uden nogen sammenligning i øvrigt! Fy for pokker en hæslig form for ensomhed! Og hvor er der få, der tør tale om denne udgave. Især her i landet, hvor vi alle helst skal være lige og hvor ambitioner i visse udgaver er direkte pinlige. Alligevel kender alle den, fordi den er et grundvilkår ved det menneskelige liv: Den bitre følelse af, at man ikke er en medlem af en gruppe, som man gerne ville være medlem af – fordi man ikke er god nok. Ikke er den udvalgte.
Når man er ung, har man en tilbøjelighed til at tænke, at det kan man da altid blive, hvis man nu arbejder hårdt nok på det. Men når man bliver ældre, er der uvilkårligt grupper man må vinke farvel til nogensinde at blive medlem af, og skal man ikke ende som en bitter kælling, er kuren at sige farvel til den drøm med åbent hjerte. Men vejen derhen går ofte gennem erkendelsen af, at man faktisk er møghamrende jaloux, misundelig og ensom i al sin udstødthed og det er jo ikke ligefrem noget, der gør en stolt af sig selv…
Alle er vi ensomme i perioder og på forskellige måder, og det smukke er, at jo mere vi deler vores ensomhed, jo mindre ensomme bliver vi. Lad os derfor tale om den, gøre den legal og slå tabuet ihjel, så vi bedre kan mødes.
Bonusinfo:
Folkebevægelsen mod Ensomhed er en ny bevægelse, der har til formål at halvere antallet af ensomme til 106.000 i år 2020. Den er skabt af mere end 40 organisationer og virksomheder.
