”Så gik jeg hen og spurgte ham – og det synes jeg selv var virkelig modigt – om hvad hans problem var med mig. Men han kiggede bare afvisende på mig og sagde: Jeg har ikke et problem med dig! Og det synes jeg var så langt ude, for det havde han jo tydeligvis!”
Terapeuten kiggede på mig og sagde helt neutralt: ”Men det var jo ikke ham, der havde et problem med dig. Det var dig, der havde et problem med ham!”
Denne ordveksling, der eksploderede i mit hoved for mere end 20 år siden, skete under min første terapisession. Den vendte fuldstændig op og ned på min verden og selvforståelse og blev vejen ind til at forstå, at man gennem kvalificerede samtaler kan blive fri af begrænsende selvopfattelser, nedarvede mønstre og en masse livsresultater, som man helst ville være foruden.
For terapeuten havde jo fuldstændig ret!
Det var mig, der havde et problem med ham jeg fortalte om. Men med mig i min opvækst havde jeg en hel perlerække af overbevisninger, der hele tiden satte mig i en offerposition, men som blev udspillet som anklager mod andre. En af mine klassikere var fx, at jeg ikke ”måtte” afvise et andet menneske, og derfor altid i stedet forsøgte at lave om på vedkommende, så der også blev plads til mig i relationen.
Siden da har jeg jævnligt benyttet mig af terapi, når jeg stod i en krisesituation, og jeg har været i stolen hos en lang række dygtige mennesker, der hver især har flyttet mig tættere på det menneske, som jeg har lyst til at være. Hvilket har været fint. Men for et år siden, havde jeg en snak med en fuldstændig genial terapeut, Louise, som helt ublu sagde til mig:
”Hør her, klat-terapi er fint. Men hvis du virkelig vil ændre på dine dybe mønstre, må du også gå her, når du har det godt. Og helst fast en gang hver anden uge.”
Hvilket jeg først syntes lød lidt som en dårlig psyko-briks joke. Men som jeg alligevel endte med at gøre, fordi jeg var så stjernetræt af at rode rundt i en tristesse, som igennem et par år havde forfulgt mig og som ingen synlig grund havde.
I et år har jeg nu fulgt hendes råd og sikke et år, det har været!
Magisk, vildt, grænseoverskridende, angstprovokerende og så afsindigt befriende, at jeg føler mig kaldet til at inspirere andre til at gøre det samme! For det tog mig de første 2/3 af gangene at tale om ”de andre” der var ”medskyldige” i min situation, før der endelig ikke var flere udefrakommende undskyldninger for, hvorfor en del af mig var trist. Og så var vi endelig inde ved kernen! Også fordi Louise har en eminent evne til hver eneste gang at skubbe mig et skridt længere ind til kernen af problemet end jeg selv kan forestille mig.
Ikke overraskende har det vist sig, at tristessen kommer fra et dyb inde i mig, som indtil nu har været blokeret. Men som jeg i dag endelig har både plads og mod til at mærke, fordi min kerne er blevet så meget stærkere. Til gengæld har den også afsløret en smerte, der er stærkere end nogen anden, og som har et tidligt ophav, hvorfor den har været afgørende for dannelsen af min personlighed. Det afgørende gennembrud kom for nogle sessioner siden, hvor jeg mødte den lille pige i mig, der bærer på min grundtristhed, og Louise spurgte mig:
”Elsker du hende?”
Og jeg uden forbehold kunne svare ja.
Vi har alle den slags historier. Alle har noget med sig, der forhindrer dem i at være frie og elske sig selv. Og alle – alle – kan gøre noget ved det, hvis vi vil. Heldigvis. At det også kan freake mig lidt ud som mor til tre drenge, forsøger jeg at holde i skak ved at tænke på den hemmelige konto jeg har oprettet, og som er mærket:
”Til mine tre sønners terapi. Undskyld. Mor”.
Bragt i Femina d. 5.3.2020. Louise Leth hedder min terapeut og hun får naturligvis min varmeste anbefaling. Find hende her www.louiseleth.dk
