”Nå, jamen hvad synes du så om døden?!!!!”
Dette bizarre spørgsmål fik en af mine veninder engang serveret fra sin mor i en skinger stemme, da min veninde brokkede sig over, at de aldrig talte om ting, der virkelig betød noget. Sætningen blev med tiden en joke for os, som vi kastede i hovedet på hinanden, når vi synes at vores samtaler trængte til lidt mere dybde. Naturligvis med det resultat, at vi i stedet begyndte at grine hysterisk. For hvad kan men egentlig synes om døden? Den kommer jo ufravigeligt og oftest ukontrollabelt, og er det eneste sikre ved livet.
Men – viser det sig – der er faktisk rigtig mange, der synes noget om døden. Især om den måde de skal dø og begraves på. Og i kølvandet på en lang periode, hvor døden har været gemt væk på plejehjem og lighuse, er det en interessant udvikling. Foreningen Liv&Død melder om flere og flere, der udfylder blanketten Min sidste vilje, hvor man minutiøst kan skrive alt ind; fra salmer/sange, kor eller ej, kiste- og urnetype, kisteudsmykning, askespredning, ligvognskørsel osv. Nogle efterladte ser det som en stor hjælp, fordi de får en klar spiseseddel at planlægge efter, men andre føler sig berøvet muligheden for at sige farvel på en måde, som både ærer den afdøde og giver mening for de efterladte.
Måske er det en helt naturlig udvikling, set i lyset af de sidste 30 års massive fokus på individet, hvor selvrealisering, personligt potentiale, mål og selvudvikling på det nærmeste har været Gud for enhver, der kan stave til ”coach” og ”terapi” – men jeg undrer mig nu ikke desto mindre over, at det viser sig nødvendigt med så gennemgribende kontrol på alle livets områder. Så meget, at det altså nu også skal dominere døden. For hvorfor er det egentlig vigtigt at kontrollere hvordan man bliver begravet? Hvad er det helt grundlæggende, som man forsøger at kontrollere, ved også at bestemme, hvordan man skal begraves?
Eller er det bare mig, der har fået en overdosis af (især) kvinder, der har en overbevisning om, at hvis bare de har styr på alt fra den rigtige øko-blepåsætningsmetode, den rigtige bolignipsindretning, børnenes rigtige tøjcolourkoordinering, parforholdets rigtige intimitetsudstrækning, sexlivets rigtige kadance og ikke mindst, den helt rigtige måde at være rigtig på – også i døden (!) – ja, så er de lykkedes?
Ja, ja, jeg ved det godt. Det er naturligvis overdrevet og afspejler bare mine egne fordomme, men jeg synes nu alligevel, at der er en rem af huden i beskrivelsen, for jeg oplever stadig, at mange kæmper med et indre attitudeproblem, der er hængt op på perfektionen, som et forsvar mod livets kaos. Inklusive angsten for at være uelsket, forladt, ensom – eller død.
Selv har jeg de senere år gået og tænkt på, at når jeg dør, vil jeg gerne begraves i den billigst mulige kiste, og så må asken meget gerne puttes i en urne lavet af mine børnebørn til formning, så der bliver flest mulige penge tilbage til champagne og øl til festen bagefter. Urnen må også gerne placeres et centralt sted, så dem der kan bruge det til noget, har et sted de kan besøge. Som minimum i tankerne.
Alt andet – sangvalg, tøjvalg, blomstervalg, korvalg, rustvognvalg, talevalg, kirkegårdsvalg og hvad der ellers måtte være tilbage at beslutte, overlader jeg trygt til dem, der kommer til at ordne begravelsen. Helt i tillid til, at det bliver helt perfekt! Jeg tænker nemlig, at jeg som død vil være temmelig ligeglad, mens jeg bestemt ikke er ligeglad, om dem jeg efterlader, har det bedst muligt med min begravelse. Det er jo dem, der skal leve med min død. Ikke jeg.
Derfor er det heller ikke i døden, at jeg skal have et afgørende budskab. Det skulle gerne være mit levede liv, der er mit endelige budskab. Og det er nok også derfor, at jeg undrer mig en smule over, at så mange mennesker er begyndt at designe deres egen død. Som om vi er bange for, at vi slet ikke ender som den person, vi gerne vil ses som. Fint at vi er blevet trænet i at tage ansvar for vores identitet, lykke, mål, personlighed, krop, sind, følelser, udseende og relationer. Men er det ikke at kamme en smule over også at gøre det i døden?
Døden er om noget, det tidspunkt i livet, hvor vi opgiver os selv. Hvor vi ikke længere har brug for kontrollen, for den er jo tabt. Og fordi vi intet har at miste, kan vi netop give os selv til fællesskabet helt uden begrænsninger og forbehold. Når vi dør, er vi færdige med at give vores bidrag til verden, og derfra er verden fri til at fortolke og formidle, det bidrag, som giver mening for dem. Det er dem, der kommer til at fortælle alle historierne fremadrettet, og derfor har jeg heller ikke behov for at bestemme detaljerne om min begravelse. Uanset hvad der sker til begravelsen, kan den ikke snyde; mine nære og kære vil alligevel huske mig for den jeg var; ikke den jeg blev designet til at være, når jeg først er død. Men vi kan bruge tankerne bag Min sidste vilje til at snakke om, hvad der giver livet mening, mens vi lever.
Mit største ønske når jeg dør er, at afskeden med mig, giver mening til livet. Ikke til døden. Det er derfor, at jeg gerne vil have masser af champagne og øl på bordet bagefter, for uanset hvordan man end vender og drejer det, så har alkohol den både vidunderlige og forbandede egenskab, at den dulmer den indre sociale kontrol, der gør, at de inderste følelser får mere frit løb. Men det er jo, når vi føler det vi nu engang føler, og vi tør dele det med andre og stå ved dem, at vi også bagefter oplever en forløsning, der kan bringe os videre ud i livet. Mere hele. Mere samlede. Mere livsduelige.
Og det er min sidste vilje med min død.
BONUSINFO: Min sidste vilje
På www.livogdoed.dk kan man under fanebladet Min sidste vilje selv udfylde en blanket, som tager højde for alle de valg, der er i forbindelse med en begravelse. Plus plads til at skrive særlige ønsker.
Denne klumme har været bragt i Femina 2013
