Da jeg var gravid med mit ældste barn, vidste jeg bare, at det var en pige. Da jeg var gravid med mit andet barn, vidste jeg igen, lige så sikkert, at det var en pige.
I 15 år har jeg nu været mor til to lækre, skønne, vidunderlige drenge, som jeg elsker meget højt.
Alligevel er det tab ikke at have en datter.
Hvilket selvfølgelig ikke har en pind at gøre med mine sønner; jeg ville bare også gerne have haft en datter, som jeg kunne dele køn og dermed måske også visse interesser og erfaringer, som potentielt kunne knytte tættere bånd. Og så fordi hun og veninderne ville være fantastiske studieobjekter på første hånd, for sådan en kultursociolog som mig!
Det sidste lyder ikke specielt kærligt, men faktisk er det ren kærlighed fra min side.
Der er nemlig desværre tonsvis af statistik, der viser, at de yngre generationer kæmper på langt flere fronter end nogensinde før, og at de i uhyrlig grad er præget af angst, depression, ensomhed og ikke mindst stress, så alt hvad vi voksne kan gøre for at hjælpe dem til et liv med færre komplikationer, er en opgave vi bør tage på os. Jeg forsøger derfor at lære dem bedre at kende ved ind i mellem at ”låne” nogle unge piger, så de selv kan fortælle, hvad der præger deres liv og hjerter.
Ikke overraskende er der alle de klassiske spørgsmål på spil om kærlighed, tilhørsforhold, ambitioner, livsformål osv. Men der er en væsentlig forskel fra min barn- og ungdom:
Det ekstreme er blevet normen.
Da jeg var barn og ung, var der en vis afstand fra de såkaldt ”almindelige” piger og til deres idoler og forbilleder, og der var en udbredt forståelse af, at det almindelige var at være almindelig.
Sådan er det ikke i dag, hvor det ”almindelige” er at være noget særligt. Enten ved at være særligt positivt privilegeret, fx ved at have titusindvis af følgere på Instagram, eller ved at være særligt negativt udfordret, fx ved at have været udsat for overgreb, men hvor hun har overkommet det, og på den måde har fået en både særlig stærk position og derigennem en særlig form for positiv opmærksomhed.
Problemet er bare, at det naturligvis er løgn. For det almindelige er stadig at være almindelig. Og heldigvis lever de fleste piger såkaldt ”helt almindelige liv” med en god og jævn opvækst, hvor de klarer sig godt både i skolen og socialt.
Det forhindrer dem dog ikke i at udkæmpe hårde kampe i deres indre, og de bliver ind i mellem frygtelig kede af det, nogle gange uden en særlig ydre grund, og de føler sig udenfor, uden nødvendigvis at blive mobbet, og de føler sig jævnligt helt forkert, selvom alle andre synes det kører for dem. De må bare ikke føle sådan. Synes de selv. For det er jo ikke særlige problemer.
Og på den måde rammer de sig selv med dobbelt skam. Skam over ikke at være noget særligt. Og skam over at have det dårligt, selvom de har helt almindelige liv.
Det er her vi voksne kan træde til og gøre dem ”normale” på den gode måde. Ved at spejle dem i al deres normalitet og give dem plads til at føle præcis det, de føler. For som voksen ved man jo, at livet er et langt ridt af opture og nedture, og at man selv som ”normal” i perioder kan føle sig så grundforkert og grundulykkelig, at man faktisk ikke rigtig kan stille noget op mod det. Man ved også, at det på et tidspunkt går over, og at man nok skal blive glad igen.
Det de almindelige piger faktisk har mest brug for, er at få fred fra det særlige. Hvilket også er det, som alle de ”særlige” har brug for! Og det er måske det, vi voksne mest af alt skal give dem, udover kærlighed: Fred til at være, som de er.
Klumme bragt i Femina 7. december 2017
Har du en datter eller en søn, der trænger til et positivt indspark, kan de melde sig til en årlig gratis event eller få inspiration ud på deres skole. Se mere på www.GlobalDignity.dk.
