januar 13

FÅR JEG PRIMETIMESEX I DE HER SKO?

Primetimekvinderne er på vej frem. Her kan du læse et indlæg der blev bragt i B.T.

Forleden dag læste jeg, at mens mænd oftest er utro i deres 30’ere, er kvinderne det i deres 40’ere. Mens kvinderne er optaget af børnene, er mændene altså optaget af andre kvinder. Men når mændene så falder til ro i hjemmet, og børnene er på vej ud i verden, så giver kvinderne sig selv lov til at søge nye oplevelser hos andre mænd.

At det er sådan, kommer ikke bag på mig. Det har nemlig ikke kun noget med at få mere tid til sig selv at gøre. Det har i høj grad noget at gøre med ens selvbevidsthed som kvinde.

Det har været almindeligt antaget omkring kvinder, at vi naturligt skubber vores seksualitet lidt mere i baggrunden, når det hele går mere mod syd og persiennenumsen åbenbarer sine mere eller mindre flatterende sider. Men sådan er det ikke længere. Måske snarere tværtimod. For med den øgede erfaring og alder, får vi også en øget selvbevidsthed, der mere koncentrerer sig om det vi har at tilbyde og det vi gerne vil have – og langt mindre om det vi har mistet. Det er for det meste reklamerne, der forsøger at få os til at mene, at vi har mistet det mest dyrebare i vores liv – nemlig vores ungdom, hvilket er det samme som vores gode udseende – og dermed vores grundlæggende værdi i samfundet.

Sådan har det været. Ingen tvivl om det. Men nu har kvinderne generelt fået langt større synlig magt i samfundet, og dermed begynder vi også at kunne sætte en anden dagsorden for, hvad der er noget værd. Og det vi synes er noget værd, er for eksempel os selv i flere og mere mangfoldige udgaver.

Det betyder også, at alder har fået en anden betydning. Flere og flere voksne holder sig bedre, dyrker sport, spiser sundt, går op i deres udseende og gør noget ved de sider af sig selv, de mindst kan lide vha plastikkirurgi eller andre former for indgreb. Men det handler ikke kun om det. For kvinderne gælder det især, at det er en ændret opfattelse af ens egen værdi i samfundet. Med den øgede alder og erfaring (og de mange års akkumulerede succeser) oparbejder vi en større selvtillid – og intet er mere tiltrækkende end selvtillid!

Det gør at flere og flere kvinder ser på sig selv og oplever sig selv som seksuelle væsener, og dyrker den side hos sig selv mere eksplicit end vi har set det tidligere. Og her vil jeg skynde mig at understrege, at det handler ikke om opretstående silikonebryster, rynkefri hud eller miniskirts! Det handler om, at flere og flere kvinder +40 år giver sig selv lov til at komme i kontakt med deres seksualitet og dermed – og det er her, det begynder at blive rigtigt spændende! – også i kontakt med deres egen skaberkraft eller livskraft!

Når et menneske er i kontakt med sin inderste livskraft, begynder man også at udsende signaler om liv og dermed optræder man oftest livligt, charmerende og nærværende, og det er virkeligheden det omverden reagerer på – og ikke om man nu er spændt op med lak og læder.

For nylig lancerede jeg et foredrag med titlen Får jeg sex i de her sko? Om kvindelighed, mode, fordomme og livsglæde! Jeg har aldrig tidligere oplevet at få så stærke reaktioner på et foredrag, fordi jeg så tydeligt skaber en forbindelse mellem mode og sex. Nogle finder det uhyre befriende, andre synes det degraderer kvinderne til kun at være noget værd, hvis en mand vil bruge dem til sex. Det mit foredrag imidlertid handler om er, at mode er en nem og sjov måde for kvinder at komme i kontakt med deres seksualitet og dermed deres livskraft – og når de begynder at lege med moden, begynder de også at frigøre nye sider i deres egen selvforståelse og gør det sjovere at være dem.

Det interessante er, at der er mange primetimekvinder, dvs kvinder over 40 år, som finder budskabet provokerende og befriende på samme tid. Og som straks går ud og køber nye sko, når de har været til foredraget – for nu skal de hjem og eksperimentere. Til gengæld skynder de sig ikke, at bestille tid hos plastikkirurgen. Primetimekvinder kan nemlig rigtig godt lide sig selv – nu mangler markedet bare at finde ud af det!


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}