Her mit seneste indlæg som klummist i Information
Af Emilia van Hauen, sociolog, forfatter og foredragsholder
En sommerferiedag tog vi den lejede familieøse med skydedøre og højt til loftet op til den pittoreske bjergvej, der skulle føre os til en smuk bjergvandring. Pludselig befandt vi os på en grusvej størrelse 34 med grotesk langt ned på højre side og en stejl bjergvæg på venstre side. Sådan kørte vi i 16,8 km. På nær de få gange, vi lige skulle tage et hårnålesving i dækhøjt grus, og hvor asfaltdåsen fik lov til at vise, at den kunne lege firehjulstrækker. De smukke landskabsscenerier blev set gennem et slør af angst, der ikke blev mindre, da vi også skulle vende på vejen. Ned kom vi dog. Med bil og familie i hele udgaver. Først vel nede igen gik det op for mig, hvor sjældent jeg opsøger fare i min hverdag. Den der type fare, der får hovedbunden til at stikke levende, og maven til at blive overrislet af isvand. Hvilket ellers var en jævnlig oplevelse da jeg var yngre. Hajsvømning. Aktiv vulkanklatring. Forelsket i den meget, meget forkerte. Den slags.
Er det et voksensyndrom? Eller måske et dansk fænomen? For nylig kom det frem, at de unge opsøger flere og flere ekstremsportsoplevelser. Det kunne forklare voksensyndromet. Som selvstændig erhvervsdrivende og mor til 2,5 barn (delebarn), bliver der konstant taget stilling til det generelle tryghedsniveau i familien. Cykelhjelme. Sukker og fedt rationering. Parabenefri cremer. Worklife bla bla blalance. Til gengæld er faldskærmsudspring og paragliding ikke en del af vores hverdag. Men ungdommen har altid været mere vovet, så måske er det bare ekstremsporten, der tager tørnen med at få de unge til at mærke livet og sig selv, fordi det nu er muligt at gøre det. Engang var det vildeste at køre på en boret knallert og rapse i butikkerne. Eller sabeltigerjagt, hvis man går tilstrækkelig lang tilbage i tiden. Så i virkeligheden er der nok ikke noget nyt i det.
Det kunne godt være et dansk fænomen. Eksempler: Det varsles, at over halvdelen af de børn, der er blevet født efter 1999, bliver over 100 år gamle – og alligevel vil vi ikke tage et endeligt opgør med efterlønnen. Folk bliver forargede over, at en mand kun tre gange om ugen kan få kommunaltbetalt Viagra. Dagpengeperioden forkortes fra fire til to år og udløser en sand storm af protester. Der bliver lavet lyskryds og rundkørsler overalt. Og lige om lidt bliver cykelhjelme garanteret påbudt ved lov, og rygning strafbart. Danmark dyrker trygheden. Ingen må lide smerte over noget. Ingen må føle afsavn.
Man skulle tro, at vi på den måde er et udtryk for et meget voksent og ansvarligt samfund, men i virkeligheden gør det voksne mennesker til børn. Når man fratager dem muligheden for at redde sig selv, gør man dem til passive modtagere af tryghed, og lærer dem ikke at opsøge den naturlige fare, som livet også tilbyder og som oftest er med til at udvide grænserne for ens egen formåen. Det giver et samfund, der som vores, konstant taber terræn på OECD-placeringerne, fordi det at vove ikke betaler sig. Vi siges at være et lønmodtagersamfund, og hvis vi skal overleve velbehageligt i en verden af BRIK-dominans, skal vi nok til at gøre andet end at skære ned på uddannelsesudgifter og dyrke den civile tryghed.
Undersøgelser viser, at et trygt (arbejds)miljø giver en mere tillidsfuld og kreativ organisation. Alligevel skal vi måske satse lidt mindre på trygheden, og meget mere på ansvarligheden. Ansvarlighed gør, at den enkelte tænker selvstændigt og sørger for selv at komme i hus med hvad man nu end er i gang med. Desværre har ansvar fået sådan et usexet ry. Ansvar er det vi gerne ser alle andre tager, men som er så kedeligt selv at skulle tage. Det er heller ikke noget, som der er mange stemmer i. Vi vil gerne underholdes af karismatiske politikere, der på elegant vis kan servere en punchline, som sætter verden på plads, og samtidig demonstrerer personens vid og bid. Men når man gør som Lene Espersen og udviser manglende rettidigt ansvar, flår vi hende fra hinanden og gider hende slet ikke. Så er ansvar pludselig det vigtigste, og alt andet må vige. Men ansvar uden fare for det ukendte endnu uerobrede territorium bringer ikke landet meget videre, og derfor må idealet være et balanceret mix.
Man siger, at et land har de politikere de fortjener. Vi skal fortjene nogle politikere, der tør tage chancer og skabe nye muligheder, også selvom de udfordrer de tryghedssøgende danskere. Vi har ikke råd til at lade være. Der er så mange lande i verden, der har masser af mennesker som hellere end gerne opsøger faren for at skabe chancer, at hvis ikke vi ændrer vores bobleplastmentalitet, ender vi som en nation, der altid befinder os ved bjergets fod og aldrig dyrker den gode udsigt. Fra toppen. Så: Hvilken mulighedsbaseret fare vil du opsøge i dag?
