Når du bliver stoppet på gaden af en lys dansk ung mand med rastafarihår, rygsæk og en mappe med masser af info-blade under armen, er din første indskydelse måske at verfe ham væk med et venligt smil og gå lettet videre. For du orker ikke at forholde dig til verdens fattige, torturofre, pinte dyr eller storøjede børn med pillede arme og store maver. For helt ærligt: Nytter det overhovedet noget?
Jeg er netop vendt tilbage efter en længere tur rundt i Tanzania, Zanzibar og Kenya for at besøge projekter, der støttes og drives af CARE Danmark. Det er tredje gang jeg er af sted. Første gang gik rejsen til Niger. Anden gang til Ghana. Og derfor kan jeg med sindsro berolige: Jo – det nytter. Afgørende!
De lokale får flyttet sig. Mod en større økonomisk og social sikkerhed i deres hverdag. Så hver dag ikke er konstant og livstruende kamp for føden, boligen, familien, dyrene. Og det vildeste er at blive indviet i, hvor utrolig få midler, der skal til, for at en afgørende forskel indfinder sig.
Hvad er en klimasikret høne fx?
En and.
For mens høns drukner, når der er oversvømmelse, svømmer ænder ovenpå. Så let og elegant kan en familie sikre deres husdyr. I områder, der er truet af tørke, handler det om at hjælpe landsbyerne til at lave lokale kornbanker, så de ikke skal købe sindssygt dyrt korn af bagmænd, der udnytter katastrofen, men i stedet kan regne med en fast pris.
Man ved i dag, at det kun koster 1 dollar at forebygge sult hos et barn, mens det koster 80 dollars at behandle et barn for underernæring. Og derfor handler det om at handle i tide. I landbrugsområder lærer man at dyrke forskellige typer af afgrøder, så man kan udnytte jorden flere gange i løbet af et år, i stedet for bare en enkelt. Det mindsker risikoen for fejlslagen høst.
I skovområder lærer de lokale ikke at rydde hele områder til tørke, men derimod at plante og vedligeholde en skov på en bæredygtig måde, så den også på lang sigt giver et godt udbytte. For mange handler det om få bygget nogle brønde, så kvinderne og pigerne sparer flere timers daglig gang for at hente vand. Som i stedet kan bruges til at gå i skole.
Og rigtig mange landsbyer har i dag spare-låne grupper, hvor de lokale sparer penge op i en fælles pulje, som derefter låner penge ud til beboerne, der kan bruge det til at starte en ny forretning op, og på den måde er med til løbende at løfte hele området. For slet ikke at tale om den grundlæggende uddannelse i rettigheder og muligheder, der hele tiden finder sted, og som flytter de sociale og demokratiske vægtskåle rundt i større intern balance.
97% af alle CARE’s ansatte er lokale fra de udviklingslande, hvor CARE har projekter. Det handler altså ikke kun om at handle i tide, men i høj grad om involvering. Om at give de mennesker, der skal leve, en mulighed for at klare sig selv. Bedre.
Her kan vi lære meget af dem. Vi ser det nytter, fordi de tager ansvar, inddrager alle i projektet, og gerne ofrer nogle traditionsbundne principper, der ikke længere virker hensigtsmæssige, for at landet og menneskene skal udvikle sig. Vores velfærdssamfund, som i generationer har været beundringsværdigt godt, er ikke længere bæredygtigt.
Hvordan får vi inddraget alle til at bidrage, så Dovne Robert og Fattig Carina ønsker at yde deres pligt, og ikke kun håndhæver deres ret? Tag med CARE Danmark til Afrika og få svaret!
I øvrigt mener jeg, at vi danskere kan være vildt stolte af Prins Joachim, som altid leverer en fantastisk indfølende og professionel indsats, båret af god humor, når han rejser rundt i verden som protektor for CARE Danmark.
