Et højt konfliktniveau mellem forældrene er, hvad der skader børnene i en skilsmisse. Ikke selve skilsmissen. Men omverdens påførte skam skader også dybt. Derfor er Isabella Arendt både galt afmarcheret og ukærligt nedladende, når hun gør forældrenes brud forkert.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Isabella Arendts kommentar i Berlingske sidste lørdag om, at ”vi tager for let på skilsmissen” og ”der findes ingen børn af skilsmisseforældre, der har det bedre som følge af en skilsmisse” er ikke blot uansvarlige, farlige og respektløse udsagn, der ikke tager udgangspunkt i fakta. De er også direkte kontraproduktive.
Fakta er nemlig, at mindst 75 procent arbejder sammen om børnene og hverdagen og udviser almindelig fleksibilitet og omsorg for hinanden og børnene, mens de skaber et nyt liv for dem, mens det er mindstedelen der desværre skaber en såkaldt højkonfliktskilsmisse. Som Søren Marcussen fra Center for Familieudvikling udtaler ”Det er ikke det, at forældrene bliver skilt i sig selv, der skader et børneliv. Det er, hvilke skilsmisser vi skaber. Langt de fleste børn har det og godt og klarer sig godt efter en skilsmisse.”
Det respektløse i Arendts udtalelser skyldes især, at hun ikke har spor belæg for at vide, hvor hårdt og vedvarende forældre har kæmpet for at blive sammen, for det viser undersøgelserne typisk ikke. Til gengæld er der flere som Arendt, der aldrig selv er gået igennem en skilsmisse, men som til gengæld mener at vide, hvad der ligger bag andres, kun ud fra egne antagelser og idealer.
Vi der imidlertid har været igennem en skilsmisse ved godt, hvordan man kan føle sig fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse, ensomhed, skyld – og kærlighed. Og sådan føler mange børn det også i perioder. Men når man på trods af det vælger at gennemføre den, gør man det ud fra troen på, at livet på den anden side bliver bedre. Også for børnene. En skilsmisse er en livskrise for alle involverede, og derfor er mange forældre opmærksomme på, hvad der sker i børnenes verden, taler om og gør plads til det. Og ja, så fucker man op engang imellem og så samler man op igen. Som man også gør i kernefamilier. Hvad der til gengæld forværrer situationen, er præcis det Arendt gør ved at udtale sig på en fordømmende og nedladende måde blottet for næstekærlighed, konkret viden og respekt for andres fremmede situation, og hvor hårdt det slår børnene, viste mine egne dengang deres far og jeg blev skilt.
Et år efter skilsmissen spurgte jeg mine to sønner på vej til en nytårsfest om hvordan deres år havde været. ”Det har været det bedste år i mit liv!” svarede min ene søn prompte og den anden nikkede. Og jeg – der var totalt overrasket – sagde noget i retning af: ”Øh, jamen, altså – også selvom vi er blevet skilt?” Begge nikkede. Hvis vi nu havde haft et meget dysfunktionelt ægteskab, var jeg nok ikke blevet så overrasket, men det var bare helt almindeligt dysfunktionelt, som de fleste ægteskaber er. Efter nytåret var vi alle tre hos en familieterapeut for at sikre, at de ikke følte de skulle skjule noget af hensyn til vi forældres følelser. Til sessionen faldt den ene i søvn, mens den anden høfligt svarede på spørgsmål, indtil terapeuten gav dem fri og til mig sagde: De har det godt. Der er ikke noget, de skjuler for jer.
Mine børn er ikke unikummer. Og vi er ikke særlige forældre. Mange oplever dette, samtidig med at de også oplever en masse sorg, forvirring, vrede osv. Så ja, der er brug for hjælp til at finde et nyt fælles ståsted, men én ting er der i hvert fald ikke brug for, og det er fremmedes og samfundets påføring af skam og forkerthed over nu at tilhøre en andenrangsfamilie. Det gør Arendts kommentarer farlige og uansvarlige. For de gør ikke blot forældrene forkerte; de gør også børnene forkerte og giver dem et stigma, som kan tage år og langvarig terapi at gøre op med. Og som kan opleves som meget værre end selve skilsmissen. For de fleste er en livskrise noget, der styrker dem, når de er på den anden side og tidligt at lære, at man i fællesskab kan komme igennem sådan en, kan være én af de værdifulde lektier børn også kan få af en skilsmisse.
I stedet kunne man (også du, Arendt) heppe på at familierne i fællesskab gør det, som en af mine veninder befriende sagde, da hun efter mere end 25 års ægteskab blev skilt: Dette skal være en upgrade! For os alle.
Udgivet i Berlingske d. 3.august
