Kvinder lyver. Jo vi gør. Og ret ofte, faktisk. Både overfor andre – og os selv. Vi lyver også i mange farver, ikke kun hvid og sort, og især lyver vi om de områder af livet, hvor vi traditionelt har mest styr på tingene. Især set ift mænd. Interessant nok, deles mænd og kvinder til gengæld om at lyve mest om det samme. Skal du ramme kvinderne, er det derfor ikke en ringe idé at prøve at imødekomme de fem mest udbredte løgne, ved at vende dem om og anvise løsninger til at fortælle sandheden. Som jo vil være befriende for alle. Også dem der lyver.
Jeg har flere gange holdt foredrag om kvindelige løgne – til kvinder. Når mænd hører om det, er deres umiddelbare reaktion: ”Det må være et meeeeget langt foredrag!” og så griner de smørret – og overbærende. Kvinders reaktion er… anderledes. Mindre spontan. Mindre lattermild. Mere skamfuld. Og nysgerrig – med underteksten: Gad vide om jeg også lyver om det, som alle de andre lyver om? Mænd indrømmer gerne at de lyver, men ser det ikke som et hverken personligt eller samfundsmæssigt problem; mere som en del af gamet – for at vinde. Både egne fordele og det endelige resultat, gerne for gruppens skyld. Kvinder ser det klart som et problem – og en nødvendighed. Især af hensyn til andre. Mange kvinder lyver nemlig sig selv ringere, dummere, grimmere, tykkere end de faktisk er, for ikke at såre de andre, som de er sammen med. Men kvinder lyver også – helt forventeligt – for at leve op til de uudtalte sociale forventninger om perfektion.
I 2011 lavede reklamebureauet en undersøgelse, der viste, at 37% af de kvindelige deltagere indrømmede at have løjet for sig selv i løbet af den seneste uge, mens 35 % indrømmede at have løjet for andre i samme periode. Og hele 9 ud af 10 af både kvinder og mænd mente, at kvinder lyver.
Og her kan du passende holde en lille pause og tænke over, hvor tit du lyver? Uanset hvilket køn du er. Og ikke mindst i hvilke situationer? Og hvorfor? Når du ved, hvorfor du selv lyver, er det nemlig meget lettere at holde op – hvis det er det, du ønsker!
Envisions tal er høje, men hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg at også de lyver. Desværre. For løgnene er nemlig primært båret af urealistiske forventninger til sig selv og sin egen perfektionsgrad, som er den onde spiral på lavt selvværd, fordi målet er så uopnåeligt, at uanset hvad man gør, ender man som en udtalt fiasko. De grunde som kvinderne anførte for at lyve var:
- skjule noget på hjemmefronten
- skjule noget på arbejdet
- virke klogere
- virke sjovere
- virke mere interessante
- eller simpelthen for at virke perfekt
Hvor mange af dem kan du ticke af? Hvis jeg skal være ærlig, har jeg sikkert benyttet mig af dem alle sammen. Nogle gange sikkert uden at vide, at det var det, der egentlig var på spil.
At kvinder er mere drevet af (indre) perfektion end mænd, er vist en udbredt erfaring, og måske skyldes det, at vi lever i et socialt univers, hvor det er sværere at blive dømt inde eller ude. Mænd er dygtige til at skabe klare hierarkier og laver ofte systemer, der placerer deltagerne ret tydeligt ift hinanden og målet. Så ved man ligesom om man er golfmesteren, cykelhajen, overdirektør eller ølchamp’en i fællesskabet og kender derigennem sin egen plads, og behøver ikke at skulle være en vinder på andre områder. Og ja, selvfølgelig er det ikke så sort/hvidt som skitseret her, men det snerper derhenad. For kvinder er det lidt anderledes, fordi vi sjældent har lige så skarpe kriterier at blive bedømt ud fra. De flyder mere og i øvrigt handler det ofte om evner og præstationer, som man ikke nødvendigvis kan sætte hierarki på. Men bag ønsket om perfektion, ligger der en genkendelig angst for at blive udstødt af fællesskabet. Når man er perfekt, er man stadig en ønskelig del af gruppen, fordi man har noget at bidrage med, og derfor ender man ikke alene og udstødt – hvilket er menneskets største frygt. På trods af denne sympatiske og forståelige grund, er det ikke desto mindre sørgeligt, at kvinder efter 100 års kamp for ligestilling, ender med at blive i et selvbestaltet bur af urimelige forventninger til deres egen fuldkommenhed. På den måde er hundredtusindvis af kloge, selvstændige, selverhvervende kvinder, der faktisk vader i succes, forvandlet til nogle selvmutilerende væsener, der aldrig er tilfredse med deres liv, fordi der altid er noget, der kunne blive bedre.
Her kan kvinderne lære meget af mændene, der har et noget mere overbærende syn på sig selv og egne evner, hvorfor de lige præcis af denne grund, faktisk vinder deres egne evner og ender med at kunne det, som de før har løjet om. Dette er hermed ikke en opfordring til at lyve på sit cv, men mere en opfordring til at tage nogle chancer og tro mere på sig selv, og på den måde gafle nogle opgaver, som gør, at man bliver dygtigere.
Når man kigger på de fem mest udbredte løgne blandt kvinder, er det bemærkelsesværdigt, at de alle er forbundet med det, som anses for at være kvinders styrkeområder; nemlig det sociale. Relationerne. Følelserne. Altså lyver vi om de sider af livet, som vi anses for at være særligt velbevandrede i, mens vi ikke lyver på samme måde om særlige præstationer og resultater, der er mere knyttede til vores suveræne dygtighed eller en høj placering i hierarkiet.
Jeg har for sjov leget lidt med farver og typer af løgne, for at kategorisere dem og gøre dem mere overskuelige, og det giver i alt 6 forskellige typer af løgne.
Den hvide løgn
Den kender og bruger vi alle sammen, og den får faktisk hverdagen til at glide lettere, selvom mange umiddelbart synes, at det ikke er nødvendigt med den slags løgne. Den bliver også nogle gange kategoriseret som en bestillingsløgn, hvor man beder om en særlig løgn, til et særligt ømfindtligt spørgsmål, hvoraf klassikeren er: Ser min numse stor ud i de her bukser? Den hvide løgn er enten præget af konfliktskyhed, hvor løgnere ikke orker at skulle stå på mål for et standpunkt, som skaber problemer hos modtageren, eller af hensyn til den andens følelser. Det vigtigste ved den hvide løgn er dog, at den ikke har risiko for at glide over en i direkte sort løgn, hvor modtageren af den ender med at føle sig narret godt og grundigt.
Hvide løgne er sjove at arbejde med, fordi de er med til at udstille vores svage sider, uden at vi behøver at føle os dumme. Sådan for alvor. Også fordi vi alle kender præmisserne for hvide løgne. Og det gælder både mænd og kvinder.
Den røde løgn
”Mig?? Ja, jeg har da kun været i seng med fem mænd. Dig inklusive!”
Dette er ifølge flere undersøgelser (og dem findes der mange mere eller mindre lødige af) sådan cirka den femte mest brugte løgn hos kvinder. Vi lyver simpelthen om antallet af partnere vi har været i seng med. Og det i sig selv er mindre interessant, end hvorfor vi synes, vi skal lyve om det.
Jeg kalder det for en rød løgn – fordi den er knyttet til følelser. Flere følelser.
Den ene er følelsen af ikke at være ok, hvis man som kvinde har haft mange seksuelle partnere. Så er man stadig lidt billig, let på tråden, et forsuttet bolsje (fortsæt selv!) og det mærkelige er, at denne opfattelse stadig eksisterer side om side med Lady Gaga, Rihanna, Madonna, Scarlett Johanneson og mange flere kvinder, der både udstiller deres seksuelle side meget eksplicit og samtidig kommunikerer åbent om deres forhold til sex og hvor meget det betyder for dem. Altså kæmper mange kvinder stadig mod forestillingen om, at vi grundlæggende ikke ejer vores seksualitet, men stadig skal lade kulturen (især mænd?) dømme, om man er ok, hvis man lever den ud på en måde, hvor man har mange skiftende partnere. Loyalitet, dyd og eksklusivitet er altså stadig værdier, der er knyttet til en kvindes sociale valør, selvom vi ikke længere i praksis er afhængig af en mands godkendelse, for at opnå social beskyttelse og tilhørsforhold.
Men løgnen er rød fordi den går videre end vores egen følelse af værdi. Den breder sig også til et hensyn til manden, så han ikke føler sig truet af andre mænd og deres formåen. Dermed er det også et spørgsmål om at vise empati overfor mandens selvopfattelse og selvværd, hvilket er klassisk social kvindeadfærd. Det handler om at få ham til at føle sig så god og godt tilpas som muligt, fremfor at slynge ud, at man jo har en hel del erfaring på det område, og i øvrigt forventer sig noget af ny oplevelse, hvis ellers han skal leve op til tidligere eventyr! Det er sjældent det bedste oplæg til en hyggelig nat, selvom mænd jo i høj grad er drevet af et veludviklet konkurrencegen.
Vil du befri en kvinde for røde løgne, handler det om at turde italesætte de følelser, der virkelig er på spil fremfor at forsøge at vise glansbilledet. Det skaber identifikation og beundring hos andre kvinder, der udmærket kan genkende det, og vil være med til at fjerne nogle af de tabuer, der stadig hersker omkring disse løgne.
Den grønne løgn
”Nej da – den er ikke ny!”
Du har allerede gættet, hvad jeg taler om. Uanset hvilket køn du er. Og ja, det handler hverken om en grill til familiehaven eller et superergonomisksikkerhedsoptimeret børnesæde; det handler naturligvis om tøj og sko. Jeg giver den farven grøn, fordi den er knyttet til vores sociale forventninger. Og mest til de sociale forventninger, der er til kvinder i parforhold og med familie. Et af nøgleordene er omsorg. Forstået som omsorg for andre, ikke for sig selv.
I flere omgange har jeg holdt et foredrag i samarbejde med Ældre Sagen om det man kalder for sandwichgenerationen; altså den generation af voksne, der er klemt mellem egne børn og plejekrævende ældre i familien. I starten beder jeg deltagerne om at skrive en liste over alle de mennesker, som de tager sig af i hverdagen. Antallet varierer meget. Og du kan selv lige nå at hoppe med på vognen: Prøv at lave en mental liste over dem, du tager dig af i din hverdag?
Fælles for (næsten) samtlige er, at de glemmer at skrive sig selv på listen! Også dig? Man husker naboen med den gøende hund, marsvinet, mandens fjerne gigtplagede tante og barnets lugtende legekammerat, men man glemmer sig selv. Man er i dette tilfælde i stor udstrækning lig med ”hun”. Kvinder anses populært for at være den sociale lim i vores samfund, fordi en stor del af deres adfærd og bevidsthed er centreret om at få det sociale til at glide godt.
For mange år tilbage læste jeg to bøger, der handlede om hvordan man opdrager henholdsvis drenge og piger. Drengene var ret ukompliceret, for de ønskede kun at vide tre ting. 1. Hvem er lederen? 2. Hvad er reglerne? 3. Hvad sker der, hvis jeg bryder reglerne? Enkelt, overskueligt og meget orienteret mod hierarkier og præstationer. Pigerne var en noget andet historie! Grundlæggende handler det om at få det sociale rum til at fungere så gnidningsfrit som muligt med inddragelse af så mange som muligt. Altså er omsorgen rettet mod ”de andre” mere end mod en selv. Og det er derfor kvinder lyver om, at de (nu igen!) har købt noget til sig selv. Fordi det er skamfuldt at bruge energi og penge på sig selv. Når man lige så godt kunne bruge det på at få fællesskabet til at få det endnu bedre sammen.
Kvinder kan så argumentere for, at når man køber noget nyt og pænt til sig selv, gør det også en mere attraktiv, og dermed holder man bedre fast i manden (hvis man altså har sådan én) og dæmmer op for en potentiel skilsmisse og mulige ulykkelige børn. Ud fra den anskuelse kan det at købe de fedeste nye Louboutin’er (for uindviede: et fransk skomærke der er kendt for sine røde såler og sine astronomisk høje priser faktisk være en både familievenlig og samfundsgavnlig handling!
De sociale løgne er under udvikling, fordi kvinders position i samfundet er under ændring. Derfor ser vi også, at flere og flere kvinder ikke har noget problem med at bruge penge på sig selv – om det er sko, tøj eller kurser og rejser. Alligevel er der stadig en vis skam og undskyldning forbundet med sådanne handlinger, og derfor er grønne løgne interessante at arbejde med, fordi de er med til at udvikle vores samfund på flere parametre. Jo færre grønne løgne kvinder fortæller, jo mere et gennemsigtigt og socialt frit samfund vil vi få. Og jeg vil lige skynde mig at tilføje, at også mænd fortæller alle disse farver løgne, bare med andet indhold, og derfor gælder det samme for dem.
Den blå løgn
”Jeg vejer kun 52 kg!”
Titler, ure, biler og sportsudstyr (alt fra racercykel til speciallavede golfkøller) er traditionelt nogle af de mest udbredte statussymboler blandt mænd. For kvinder er det føromtalte sko, tasker – og vægten! Da Posh blev til Victoria Beckham, blev hun også til en såkaldt size 0, en vægt af fatamorganiske dimensioner for de fleste almindelige kvinder, men et opnåeligt ideal for andre WAGS (wives and girlfriends af fodboldstjerner) der har adgang til personlig trænere, diætister og kokke og muligvis drevet af en angst for at blive dumpet offentligt med ydmygelse på. Hvilket vi så med al tydelighed, da Rooneys kæreste Coleen gik fra en tilgængelig kvindestørrelse til at have omkredsen af en fodbold som talje. Og det samme har vi faktisk været vidne til dengang vores kronprins fandt sin prinsesse i Australien. Mens bevidstheden som kändis og forbillede stiger, falder vægten støt. Måske er det derfor, at dette er den tredje mest brugte løgn for kvinder. Og derfor at det er ordet ”kun” der er det vigtigste i sætningen, og ikke selve vægten.
De blå løgne er statusløgne. Status handler om at sikre sin plads i det sociale hierarki, og afhængig af tilhørsforhold til en gruppe, er der forskellige symboler, der giver en den eftertragtede status. Det kan være helt materielle ting som de føromtalte sko og tasker, til noget mere immaterielt som en vægt eller en særlig viden om et bestemt fag. Indenfor akademiske kredse er det nogle andre symboler end dem i et hiphopmiljø der vil kunne give status, og jonglerer man forkert med symbolerne, afslører man sin egen uvidenhed og dermed falder man automatisk i status.
Kvinders status er stadig meget knyttet til skønhed. Og frugtbarhed. Mere end intelligens og dygtighed. Og ja, også selvom vi skriver 2013. Den ekstreme er den gamle, grimme, ugifte og barnløse prinsesse, der har en status under nulpunktet. Fordi hun på ingen måde lever op til nogle af de forventninger der er en til en prinsesse, som ellers anses for at være et smukt, ungt og uskyldigt væsen, der først lever sit livsformål ud, når hun er blevet reddet og afhentet af prinsen til et liv som hustru og mor. Kvinder skal både være smukke frugtbare og elskelige for at være en fuldbåren succes, og en kvinde der er grim, ugift og barnløs kan være nok så dygtig og have det mest imponerende CV, uden at hun på den måde for alvor kan kompensere for sin manglende sociale status i de tre andre områder. Hvilket er temmelig skræmmende at tænke på, når vi nu ved, hvor ligestillede kvinder ellers er.
Nye statusløgne hos kvinder handler om opgaver på jobbet, frynsegoder, forretningsrejser og uddannelser/kurser. Men også fx at turde indrømme, at man benytter sig af hjælp i huset, om det er en au-pair eller ”blot” rengøring. Frivilligt arbejde er også et af de nyere områder, hvor kvinder kan vælge at ville pynte på sandheden, og her er der ikke kun tale om festudvalget på skolen; hellere aftenarbejde på ”Reden” på Istedgade eller i et suppekøkken juleaften.
Den store kamp kvinder komme til at udkæmpe de næste mange år er, at det kvindelige får samme status som det mandlige i samfundet. Ikke bare i ligestillingsmæssig sammenhæng, men i grundlæggende værdisætning. Og det er så småt i gang, men så længe det er værre at være en tøsedreng end en drengepige, er der et arbejde der skal gøres. Til fordel for begge køn.
Den lyserøde løgn
”Jeg missede dit opkald!”
Dette er den næstmest brugte løgn blandt kvinder. Og mon ikke vi alle kender den? Jeg kalder den for den lyserøde løgn, fordi jeg ser den som en meget romantisk løgn. Kvinder skal være kærlighedens muse, kærlighedens agent, og når man screener folk fra i opkald, er der ikke meget ubetinget kærlighed over det. For nogle er det direkte det modsatte. ”Uha – ham gider jeg ikke at snakke med lige nu. Senere. Måske!” Men det gælder ikke kun ens partner eller date, det gælder også ens mor, veninde, kollega eller i meget, meget sjældne tilfælde ens barn. Det kan være et udtryk for konfliktskyhed, og er det helt sikkert også i flere tilfælde (”Åh nej – ikke igen! Jeg orker ikke mere klynkeri om hendes gamle kæreste!”), men det har også meget med vores forventninger til os selv om ikke at såre andre. Bevidst. Så vi lyver hellere lidt, og kan pludselig ikke høre telefonen eller modtage sms’er, selvom vi står midt i byen og der er fuld dækning overalt og 98 % batteri. I hele det sociale aspekt er kvinder også knyttet til nærhed, og at vælge en person fra, der ringer for at få den nærhed, virker forkert, selvom man har verdens bedste undskyldning (”Jeg stod lige og var ved at betale i Netto!”). Romantik og kvinder er uløseligt forbundet, fordi kvinder normalt gerne vil knyttes til kærlighed og gerne opsøger at opleve det – i en eller anden form, uanset om det er i virkeligheden eller gennem en film eller en bog.
Romantiske løgne kan være virkelig farlige, fordi de kan fastholde kvinder (og mænd) i dårlige relationer i årevis, og derfor er det ret virkningsfuldt at analysere sine romantiske drømme og se, om de blot kan kategoriseres under almindelige hvide løgne, eller om de virkelig skal opgraderes til at være lyserøde – for så skal der nogle rigtige ændringer til.
Der er en tendens til, at romantik bliver en smule latterliggjort og anses for at være lettere overfladisk, fordi det jo altid ender godt. Det mange glemmer er, at romantik har drevet pigerne mod at blive kvinder siden de overhovedet vidste, hvad lyserødt er. Derfor er de, der tager det romantiske alvorligt og gerne bruger det positivt, anerkendende og meget gerne også med humor, kan nå langt i at frigøre kvinderne fra de romantiske begrænsende løgne. Og resultatet kan meget let være en stor dybde og stamina ift at turde elske ret betingelsesløst.
Den gule løgn
”Nej, jeg er ikke sur!”
En løgn der giver de fleste mænd nervøse tics. For har han først taget sig mod til at spørge, på baggrund af en svag fornemmelse af, at ”noget er galt”, ved han også, at hvis dette er svaret, så er det lige før helvede bryder løs – fordi han har overset et eller andet meget vigtigt, som han burde have lagt mærke til, husket, gjort. Det er samtidig den mest udbredte løgn blandt kvinder. Kvinder lyver altså mest om hvordan de i virkeligheden har det, og derfor kalder jeg det for en gul løgn, knyttet til falskhedens farve. Og tager vi den et skridt højere op, handler det grundlæggende om en livsløgn. I stedet for at stå ved, hvordan hun har det, lyver hun om det og håber på to ting:
- At det ikke bliver opdaget, og at hun på magisk vis bliver glad igen, fordi det viser sig slet ikke at være vigtigt for hende. Eller
- Den anden gætter hvad der i virkeligheden er galt og fikser det.
Det er denne sidste reaktion, der giver mænd tics, for desværre oplever mænd lidt for ofte, at når de så spørger ind til, hvad der er galt, får de svaret: ”Ja, når du ikke selv kan gætte det, kan det også være lige meget!” Og så røg den hyggelige aften, weekend og selv ægteskab, hvis det her sker lidt for ofte.
Det tragiske bag denne løgn er, at det hele bunder i manglende selvværd. At kvinder ikke tør vise og udstille deres ægte følelser, hvis de følelser er båret af sorg, vrede, desperation eller aggression. Mange kvinder (ja, ok – på nær de, der er med i Fra lækker til love – men tæller det overhovedet?) har lidt udfordringer med at være krævende eller besværlige på en måde, hvor de med god ret og kærlig omsorg forventer, at de kan have ret i det, de nu engang føler. For kvinder skal helst føle glæde, varme, overskud, kærlighed for sine nære omgivelser. Ikke bare manden, men også børnene, veninderne, resten af familien. Hvis kvinder var sikre på, at deres følelser ville blive taget alvorligt, ville mange af disse udbrud aldrig blive sagt højt; i stedet ville de blive erstattet af en fortælling eller en klar besked om, hvad man var gal eller ked af, og derefter kunne så følge en dialog om, hvad der gik forud for denne følelse, og hvad der skal til, for at hun får det godt igen.
Mænd lyver også. Og deres mest udbredte løgn er denne:
”Nej, der er ikke noget galt!”
Altså lyver begge køn lige meget om, hvordan vi i virkeligheden har det. Hvilket i sig selv kunne give alle tiders grobund for at droppe denne type løgne og i stedet mødes på bar og samme bund. Ved at lave om på vores sociale omgangsregler for at nærme os hinanden på en autentisk måde.
Livsløgne gør os til mentale og følelsesmæssige krøblinge, hvilket naturligvis er et tab for os selv, men også for vores samfund som helhed, fordi vi i virkeligheden afskærer os fra det kreative og originale element, som vi alle indeholder og som er med til at skabe udvikling i fællesskabet – når det vel og mærke bliver delt. Altså når vi tør udstille hvem vi er, hvad vi føler, og hvad vi gør…sådan i virkeligheden!
Nye normer
For få år siden toppede femikrimibølgen, som til stadighed undrede alle andre end de kvindelige læsere selv. Det underliggende spørgsmål var gang på gang, hvordan det kunne være, at kvinder var så vilde med at læse om vold og bestialske hændelser? Underforstået, når kvinder nu normalt står for det kærlige og sociale aspekt af samfundet, hvorfor havde de så denne trang til at læse om alt det modsatte. Den næste store bølge står vi midt i nu, og det er den erotiske litteraturs sejrsgang over hele den vestlige verden, skarpt ført an af bogen Fifty Shades of Grey, der er på niveau med Mit livs novelle, når det handler om abstraktionsniveau og litterære kvaliteter, men som tydeligvis har frigjort en indre længsel efter erotik, forførelse og andet sex med lidt ekstreme noder i hverdagen. Disse to bølger, der jo rammer den såkaldt almindelige kvindelige, er et udtryk for, at der så småt er ved at være plads til andre normer end vi tidligere har set, når det handler om kvinders idealer og værdier, manifesteret i en ændret adfærd. Der måske også vil have en direkte indflydelse på, hvad vi lyver om.
Selv i vores frigjorte ligestillede tid, har vi måttet konstatere, at kvinder stadig lyver om det, kvinder traditionelt altid har været forbundet med, nemlig skønhed, kærlighed og omsorg, og vi topper det oven i købet med ikke at turde stå ved det vi føler, selv når vi føler os svigtet. Højst sandsynligt af angst for at blive udstødt eller direkte afvist, hvis vi insisterer på vores virkelighed. Uagtet at kvinder i dag er stærke nok til at stå alene, socialt set, fordi vi både kan forsørge os selv og ikke er afhængige af mandens status i samfundet. Og chokerende er det også at måtte konstatere, at også mændene gør det samme.
Måske er løsningen at indføre noget man kunne kalde den gennemsigtige løgn. Den løgn, der ikke er en løgn, men som italesætter alt det, vi ikke tør sige højt – men som vi er og gør? Hvide løgne har vi nok altid brug for, for alt andet vil simpelthen være alt for besværligt i hverdagen, men de andre farver løgne kunne vi godt forsøge at befrie os for, ved at turde være mere og mere autentiske og på den måde stå ved, hvad det vil sige at være menneske i en hyperkompleks verden, hvor kravene til os bliver højere og højere. Hvis vi altså tager dem på os. Og det behøver vi jo ikke. Vel?
Af Emilia van Hauen, sociolog, HD(A), IAA, foredragsholder
Artiklen er Publiceret i Tid og Tendenser i 2013
