Generationskløften er ikke dybere end en frugtbar plovfure, hvis vi forstår de grundlæggende menneskelige principper. Og den ustyrlighed, som mange unge Z’ere udfordrer samfundet med, er afgørende for vores fælles udvikling.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
For en generation siden, nemlig 17 år, skrev jeg min første søndagskronik her i avisen og dengang var mine tre sønner elleve, seks og fire år. I dag er de alle voksne, forsørger sig selv og har skabt egne hjem, studerer og arbejder, eller er på eventyr et sted i verden – og så er de alle repræsentanter for generation Z, som er vores samfunds yngste på arbejdsmarkedet.
En generation varer typisk mellem 15 og 20 år og har hvert sit særkende, fordi de er vokset op under forskellige vilkår, der har præget deres selvforståelse, identitetsskabelse, relationer og adfærd. Hvilket de naturligvis tager med sig ind i deres voksenliv og gennem deres arbejde, forældreskab og ledelse af samfundet institutioner, udvikler de fællesskabet i deres ånd.
Fordi vi mennesker er genetisk kodet til at have fokus på det, der kan slå os ihjel, så vi kan nå at reagere i tide og overleve, har vi også ofte mest fokus på de konflikter, som ofte opstår, hvor vi samles og mødes. Det gælder i familierne, skolerne, foreningerne og arbejdspladserne, og når det handler om alder, kaldes uoverensstemmelserne ofte for generationskløften. Og ja, selvfølgelig er der forskelle, men den berømte kløft er ofte ikke dybere end en plovfure, der med lidt god vilje, et åbent sind og konkrete indsigter kan strøs frugtbare frø i, så vi i stedet kan forenes i gensidig forståelse og gøre alle stærkere. Hvis vi altså vil.
For der findes nemlig en hjemknap, som samler vores menneskelige essens, og gør, at vi kan mødes på tværs af forskelle. Hjemknappen består af to grundlæggende behov: 1. Vi har alle brug for at blive brugt. 2. Vi har alle brug for at elske og blive elsket. En lang række sociale studier har bevist, at det afgørende for vores lykke og sundhed, er, at vi får lov til at bidrage med noget af værdi til fællesskabet – og at vi har et fællesskab, som vi tilhører. Så hvis man oplever problemer på en arbejdsplads, i en familie, på en skole osv, kan man starte med at spørge sig selv: Mon alle føler sig som en del af dette fællesskab? Og får de alle lov til at give noget af værdi til os? Hvis svaret er nej, kan man starte dér.
Alle unge-generationer har været med til at skubbe til samfundsudviklingen ved at være ustyrlige. ”Ustyrlig” forstået på den måde, at man ikke lader sig styre af de dominerende normer og værdier. Boomerne (1945-1960) gjorde oprør mod nogle rigide autoriteter og skabte en række vigtige bevægelser. X’erne (1960-1980) gjorde oprør mod kollektivismen og satte individets ressourcer fri. Y’erne (1980-1995) gav grobund for at bruge teknologien til at fjerne alle de kedelige opgaver, så de kunne have fokus på kreativitet og relationer. Og Z’erne (1995-2010)?
Deres ustyrlighed handler om, at de ikke ønsker at følge en livsform, hvor man skal være produktiv, effektiv, optimeret og maksimeret, og se på sig selv som en maskinel enhed, der hurtigst muligt skal gennem et konkurrenceorienteret uddannelsessystem (bla båret frem af et hav at tests og Fremdriftsreformen) og som har mere fokus på karakterer, end karakterdannelse og nysgerrighed. Alt dette for at man i hast kan lande som en storforbrugende og stabil samfundsborger, så samfundsvæksten er sikret.
I stedet gør det op med hierarkiet, insisterer på ligeværd, er dybt engageret i samfundet ved at skabe en masse (mikro og makro) aktivisme, bruger gerne deres følelser til at styre efter og erfare for at være mere autentisk til stede, en del af dem går helst i genbrugstøj, mange kæmper for diversitet, inklusion og ligestilling, de unge kvinder er godt i gang med at tage et nyt ejerskab over deres lyst, seksualitet, krop og karriere, mens de unge mænd stiller sig frem og deler, hvordan de er blevet ramt af angst og stress og siger til deres ældre mandlige chefer, at de ikke gider at kopiere deres liv, fordi de vil have en bedre balance i deres liv og blive nærværende fædre. Hvilket der er brug for, for statistikkerne over vores mentale tilstand udvikler sig hele tiden mod større mistrivsel. Og så går de forrest i kampen for klimaet, for nu er udfordringerne så nær på, at klimaets protestråb giver os spytperler på panden. Mens vi samtidig dealer med en helt ny geo-politisk orden, der slet ikke er faldet til ro endnu i en tilregnelig form.
Derfor er Z’ernes ustyrlighed mod mere menneskelighed og bedre balance præcis det, vi har brug for! For vi skal finde en ny måde at leve sammen på. Hvilket de selvfølgelig ikke kan gøre alene, så glem generationsplovfuren og tag i stedet gummistøvlerne på og vad over til dem, for vi har en del, der skal rettes op på, hvis de kommende generationer skal synes, at vi efterlod dem en verden, der er bedre end den vi selv fik. Og som tilbyder et liv og en klode, der er værd at kæmpe for.
Udgivet i Jyllands-Posten 2/4 2023
