Mange virksomheder og organisationer bløder deres unge medarbejdere, der ikke ser nogen værdi i at være fastholdt i et traditionelt hierarki og rigidt system. Slet ikke med ledere, der ikke fatter, hvordan de skal tage vare på deres (unge) medarbejdere.
”Dit liv? Dét gider jeg altså ikke at have!”
Den sætning fik en højtstående partner i et prestigiøst konsulentfirma smidt i hovedet, da han stod og talte med en af de unge fremadstormende mænd i koncernen. Og selvom partneren allerede havde en fornemmelse af, at hans livskarriere måske ikke var helt så attraktiv at stræbe efter, som da han selv var ung, fik han alligevel et chok. For det var jo det, han havde brugt hele sit arbejdsliv på: At kravle opad og opad og opad i systemet ved at lægge enorme mængder timer i arbejdet for til sidst at ende med den suveræne partnerposition – og være misundt og beundret. Indtil nu altså, hvor hele hans livsform blev gjort ligegyldig.
Hvis han var den eneste, jeg havde hørt den historie fra, kunne jeg måske afskrive det med, at han bare havde et særskilt kikset liv. Men problemet for de mange virksomheder, der baserer sig på partnermodeller og meget langvarige ansættelser er, at størstedelen af de unge ikke gider den model. Tværtimod. Og hvis de statusgivende organisationer der har adgang til de store prestigiøse opgaver og kunder, har problemer med at fastholde de unge, så skulle det være helt umuligt for de mindre statusgivende. Med mindre man kan tilbyde noget andet.
Deloittes Millenial Survey 2022 (der nu også inkluderer generation Z og dermed de yngste på arbejdsmarkedet) er lige blevet frigivet og fortæller noget meget interessant om ledelse.
For det viser sig, at den gode løn, det store ansvar, jobsikkerheden og den progressive karriereudvikling ikke længere er det, som de unge søger. Næh, skal en leder være i høj kurs, skal hxn prioritere trivsel og være kompetent indenfor mental sundhed, og skal derfor være i stand til at forebygge, tale om og håndtere problemer. Og hxn skal derfor heller ikke sende mails udenfor arbejdstid, hvilket naturligvis er et vink med vognstang til at have en rimelig balance mellem arbejde og privatliv.
Undersøgelsen kommer med nogle nedslående tal, for det viser sig, at 50 procent af generation Z (født mellem 1995-2010) har været hjemme pga stress eller angst, men under halvdelen har turdet fortælle hvorfor. I stedet har de givet en anden grund, fordi de er bange for, hvordan deres leder vil opfatte dem. Mental sundhed er altså stadig stigmatiseret på arbejdspladsen, og det er naturligvis et stort problem, for ifølge WHO er vores mentale sundhed den største udfordring i fremtiden.
Men endnu værre er det at læse, at Deloittes undersøgelse viser, at hele 38 procent af de unge føler sig udbrændte. Udbrændte? Inden de er fyldt 30!
24 procent vil blive på deres nuværende arbejdsplads i mere end fem år og 39 procent har tænkt sig at forlade den indenfor to år. Og 20 procent fortæller, at grunden til at de forlader deres arbejde er, at COVID-19 tiden har fået dem til at reflektere over deres værdier og ambitioner. Hvilket er meget i tråd med det, som i dag er kendt som the great resignation; at USA manglede at få besat over 10 millioner stillinger sidste sommer, fordi folk ganske enkelt havde besluttet sig for at leve mindre stressende liv og derfor var begyndt at organisere sig anderledes. Det som de unge sætter højest er at mærke, hvordan deres arbejde giver mening, og det står altså over en høj løn eller andre finansielle fordele.
Hvis alt det sammenholdes med, at freelancing er den hurtigst voksende arbejdsform i EU (ifølge en rapport fra 2019, Malt and EFIP er det steget med 45 procent siden år 2000), at også de højest uddannede vælger at starte som freelancere, og at næsten 30 procent får deres opgaver gennem de sociale medier, så begynder der at tegne sig et meget klart billede af fremtidens arbejdsmarked. Og ikke mindst af det ønskede arbejdsliv blandt de yngre generationer. Derfor er det helt absurd at tale om fastholdelse, for de unge ønsker ikke at have den form for relation til deres arbejde. Og derfor er det smart at bruge ordet tilknytning, som det lille hjernehack, der peger mod frivillighed, ligeværdighed, initiativ, inklusion og mere i samme skuffe. Hvilket er præcis dét, som de unge efterspørger, fordi det handler om at de kan være en del af et fællesskab, som giver mening for dem at bruge deres timer og deres sjæl på, og som orkestreres af en leder, der helt enkelt forstår mennesker. Og nej, det skal ikke kun være mellemlederne, der skal udvise den form for lederskab; det skal nå helt op til bestyrelsesbossen. Der jo faktisk selv er en slags freelancer…
Skrevet af Emilia van Hauen
Udgivet i Jyllandaposten 26/06 2022
