De gider godt ligestillingen, insisterer på mere balance og nærvær og leger med deres egen identitet. Endelig er mændene også i gang med at sætte sig selv fri af deres begrænsende normer – og så er de vores fantastiske fremtid.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Da jeg var gravid med mit første barn vidste jeg bare, at det ville blive en pige. Da jeg var gravid anden gang var jeg heller ikke i tvivl: Det var en pige! Og i 2002 var jeg så mor til tre drenge. Som i dag er tre unge mænd, der hver især har gang i deres liv, studier og karrierer. Kærligheden til dem har været en konstant faktor i mit liv, der til stadighed giver mig en irreversibel følelse af mening i mit liv og for det er jeg dybt taknemmelig. Det er en privat lyst (og nok også en biologisk drift) der har gjort mig til mor; ikke en ”luk øjnene og tænk på Danmark” pligtfølelse. Noget som tre unge konservative mænd ellers opfordrede til for nylig i et indlæg, hvor de kaldte det ikke at ville have børn for et ”stille landsforræderi”, hvilket logisk nok har givet dem en shitstorm, for vi er langt forbi et fortidigt syn på, om at staten – og ikke dig – suverænt ejer din krop.
Til forskel fra disse unge mænd, er der nemlig mange andre mænd fra samme generation, som bidrager til fællesskabet med nye og udviklende idéer og måder at leve og udfolde deres identitet på, hvilket styrker vores samfund. Og også er med til at sætte deres fædre og bedstefædre fri af snærende fortidige forestillinger om, hvad en ”rigtig” mand er. Bla via nytænkning gennem frisættelse af individets identitet, ressourcer og bidrag. Som fx Sebastian Lynggård (Herlige Svend) der italesætter mænds sårbarhed som en menneskeret eller sangerne Harry Styles og Bisse, der leger med deres fremtoning og kreativitet ved bla. at bruge traditionelt kvindetøj.
Andre gør det ved at tilbyde en ny forståelse af vækst og balance, som ikke kræver, at vi konstant skal være flere, men måske hellere mere og bedre. Tobias Rahim, Justin Bieber, Shawn Mendes, Jonas Vingegaard er alle fire unge mænd, der har gjort op med at skulle præstere udover deres fysiske og mentale formåen og som offentligt har trukket stikket med henvisning til udmattelse, angst, mental sundhed og et ønske om at opleve balance i deres liv. Og med plads til nære relationer.
Det sidste er noget som forskeren Sara Louise Muhr bla. har italesat med de unges mænds opgør med det hun kalder for ”karrierefængslet”: Fremfor at arbejde solen sort og lave en vertikal karriere, der sender dem op på fx partnerniveau i en konkurrenceorienteret organisation, foretrækker de at have tid til også at være nærværende fædre og vælger arbejdsmiljøer fra, hvor de primært anses for at være en produktiv enhed der efter mange års (social?) opofrelse endelig kan opnå personlige privilegier, penge og status. Og som tager afstand fra den hær af mandlige ledere, der ikke har respekt for andre, som fx Jon Stephensen, Frank Jensen, Per Christensen, Michael Dyrby, Jeppe Kofod mfl. Jeg har selv talt med flere partnere fra revisions/konsulent/advokathuse, der kæmper med at holde på de unge mænd, der ikke længere ser partnerens karrievej som attraktiv og som giver udtryk for det på denne måde: ”Dit liv? Dit liv vil jeg da ikke have!”
Og så er der ligestillingen. Det fyldte i medierne for nyligt, da en dansk vælgerundersøgelse viste, at 20 procent af de unge mænd synes, at ligestillingen er gået for langt. Men lektor i vælgeradfærd Ditte Shamshiri-Petersen forklarer, at det oftest er mænd med mindre uddannelse, som bor udenfor storbyerne og som derfor er en i en anden konkurrencesituation på jobmarkedet, der har det standpunkt. Så i virkeligheden handler det mere om respekten for at alle kan få lov til at arbejde end ligestilling. At det overhovedet bliver til både en nyhed og et problem skyldes naturligvis, at ligestilling bliver betragtet som et nulsumsspil, fremfor en samfundsmæssig udvikling, der skaber vinding for alle parter og giver en bedre balance.
At unge mænd med alle demografiske baggrunde kan være trætte af ligestillingsdebatten er helt forståelig, når den bliver ført i en antagonistisk tone, for så bliver de jo gang på gang gjort til skurkene. Hvilket jo netop hænger dårligt sammen med, at 80 procent af dem enten er neutrale i spørgsmålet eller ikke mener det er et problem. Faktisk mener den største andel af de unge mænd, at det er sværere at være en kvinde i dag end en mand og at feminisme har gjort mere gavn end skade.
Som mor er det let nok at være fuld af beundring for disse unge mænd, der insisterer på et mere menneskelig balanceret samfund, men som sociolog og borger er jeg bare så lettet og taknemmelig for, at så mange af dem orker at tage kampen. Og at de endelig endelig endelig er i gang med at tage deres eget ejerskab over at definere, hvad de synes det vil sige at være en mand. Det har kvinderne gjort de sidste 100 år og se bare hvilken udvikling på samfundsplan det har medført!
Udgivet i Berlingske d. 17. april 2024
