”I år var min høst 40 neg hirse”, sagde han, ”men så skyldte jeg 15 væk, så jeg havde kun 25 tilbage.”
”Ok”, sagde jeg, ”hvor mange neg bruger du egentlig om dagen til at brødføde din familie?”
”Et”
Denne kronik har været bragt i Jyllandsposten 18.9.11
I 2009 var jeg i Niger for den humanitære organisation CARE og tilbragte fire døgn i en landsby, der lå flere timers hjulsporkørsel fra en større by. Niger er verdens fattigste land. Den dag jeg opdagede, at landsbyen ikke ejede en eneste skraldespand, blev det meget konkret. Fattigdommen er så massiv, at de ikke har noget at smide ud. Her handler livet i første omgang om ren overlevelse. Derfor tog manden med hirsenegene til Nigeria for at tjene til føden. Og derfor priser jeg mig lykkelig over, at jeg er født ind i en velfærdsstat, hvor vi er blevet så rige, at selv dem uden arbejde, har råd til at leve et liv, der ikke er præget af sult og elendighed.
Men den er helt gal alligevel. Faktisk står vi en alarmerende dødelig situation. Og det løber mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at de ansvarlige politikere ikke har låst sig inde i et ”situation room” hvor de bliver, til der er fundet en 2.0 udgave af velfærdsstaten. Vi må nemlig konstatere, at vi nu har flere på overførselsindkomst, end borgere, som tjener penge. En del af dem er, skal retfærdighedsvis siges, studerende, og forventes derfor at bidrage senere, men alligevel!
Mens Niger kæmper indædt mod deres næsten bundløse fattigdom, oven i den værste sultkatastrofe vi længe har set i Afrika, samt den yderligere politiske isolering, de måske bliver pålagt pga Gadaffis mulige tilflugt, har vi i Danmark egenhændigt og frivilligt sat os i en situation, hvor vi har krydset den økonomiske og sociale dødsgrænse.
Dødsgrænsen er den grænse, man i bjergbestigersprog taler om, når man befinder sig så højt oppe, at uanset hvor meget ilt og mad du indtager, så nedbrydes kroppen systematisk og du ender med at dø. Med mindre du altså bevæger dig neden under den igen. Denne dødsgrænse har vi nu nået i Danmark, når det gælder om økonomisk bidragende eller modtagende mennesker.
Økonomisk set er det naturligvis en katastrofe. Det behøver man ikke at være overvismand for selv at regne ud. Men menneskeligt set er det om muligt en endnu større katastrofe. I ramme alvor siger vi nemlig til over to millioner mennesker, at det de kan bidrage med, ganske enkelt ikke har værdi. Og derfor får de penge for at forholde sig passive, eller lade sig aktivere med diverse kurser, som desværre for sjældent har den tilsigtede virkning.
Det er vist ikke urimeligt at antage, at alle mennesker på denne jord, hele tiden vil stræbe efter at have et godt liv, der er trygt forbi den rene overlevelse. I Danmark er vi i sådan en situation, og det kan vi takke velfærdsstaten for. Men når majoriteten – læs det lige igen: majoriteten! – af befolkningen får penge for ikke at handle og ikke skabe noget af værdi, er velfærdsstaten som vi kender den, vokset til et kontraproduktivt monster, der undergraver den smukke og menneskekærlige idé, der oprindeligt drev den.
For det første sætter den en så urimelig høj standard, at alt for mange kommer til at føle og opleve sig som tabere, fordi det de kan bidrage med, ikke har nogen værdi. Ikke underligt at stress og depressioner er kendte størrelser hos arbejdsløse. Og det sker på trods af, at vi hele tiden højner vores uddannelsesniveau og øger vores kvalifikationer. Dernæst fordi de, der er aktive på arbejdsmarkedet og tjener penge, aldrig kan vide sig sikre på, hvornår de atter engang forventes at betale endnu mere til ”systemet”.
I Niger dør du, hvis du ikke gør noget. Og uanset hvor fortvivlende din situation er, kan du ikke undgå at opleve, at din eksistens rent faktisk har en værdi, så længe du handler og holder døden fra døren. I Niger er ingen derfor i tvivl om, at de bidrager til at opretholde livet. Sådan kunne det også være i Danmark. Det kræver blot, at vi vender tilbage til troen på, at ethvert menneske i den arbejdsduelige alder, har noget – et eller andet! – at bidrage med til fællesskabet. Og at det skal værdsættes udover alt andet. Det vidner en virksomhed som Specialisterne om, hvis ansatte er autister, som udfører matematiske opgaver; danskere som under normale omstændigheder ville være på overførselsindkomst, men som nu oplever, at også deres egenskaber har en særskilt værdi. Og dermed får de et grundlæggende selvværd. Og det er det, vi skal dyrke, som det ordnende princip for en velfærdsstat: den enkelte borgers bidrag.
I den globale konkurrence forventes vi at overleve gennem vores originale kreativitet fostret af den frie tanke og den selvstændighed, som siges at karakterisere den danske folkesjæl. Men hvordan vil det være muligt i fremtiden, hvis den bærende kultur bliver båret af passivitet og en institutionaliseret identitet af værdiløshed? Hvordan skal vi overleve, hvis antallet af borgere der forsørges, er større end antallet der forsørger? Alene det demokratiske system vil jo sikre, at de, der bliver forsørget, stemmer så de får bedst muligt betingelser, og det vil næppe give bedre vækstbetingelser til de danskere, der forsørger.
I Danmark er vi stadig så rige, at vi har råd – og pligt! – til at sende berettiget bistand til et land som Niger, der i den grad har brug for udviklingshjælp. Men bliver vi ved med at forfølge bjergtoppen af det eksisterende velfærdssystem, og dermed fortsætter med at befinde os over dødsgrænsen, går der ikke mange generationer, før vi selv havner i fattigdom. Og så bliver spørgsmålet ikke længere, om hvilken slags velfærdsstat, vi ønsker at have, men om hvordan vi egentlig skal overleve.
Det siges, at hvis man plopper en frø ned i en gryde med kogende vand, vil den reagere instinktivt og hoppe ud af den og dermed redde livet. Hvis man derimod lægger den ned i gryden med koldt vand, og derefter tænder for blusset, vil den ende med at blive kogt levende, fordi den langsomt vænner sig til den dødelige situation. Og accepterer den som en naturlig tilstand. Skal vi virkelig være dén frø?
