Der er kun to ting du behøver at tænke over på din ferie, for at komme ny og frisk tilbage.
”Ved du hvad?”
Han taler drævende. Med lange a’er og korte e’er.
Selvbevidst.
Overbevist.
Venter ikke på svar.
”Jeg tror simpelthen ik, at der nogen som helst af de hersens fancy mennesker, der ved hvodden man slapper ornligt af!”
Først tager han en meget lang tår af sin øl, og så smækker han den ned mellem benene og trækker i den ternede kasket. Jeg sender ham et smil. En smule skævt. For jeg er ikke enig.
Dem han henviser til er ”sådan en” læser som dig. Eller en skribent som jeg. Du ville nemlig (højst sandsynligt) ikke læse nærværende blad, hvis ikke det er fordi, du på en eller anden måde er mere end gennemsnitligt engageret i dit job. Og da du sikkert snart er på vej på ferie, er du måske ”en af dem”, der ifølge den ternede kasket ikke kan slappe ”ornligt” af, når du om lidt smækker computeren sammen og stiller planten over til kollegaen, der heller ikke får vandet den, mens du er på ferie.
Hans bemærkning falder en eftermiddag på en bænk i solen, mens der er kalas i de professionelles højborg:
Folkemødet på Bornholm.
Hvor end jeg kigger, er der et kendt ansigt. Fra tv. Fra andre medier. Fra erhvervslivet. Fra politik. Eller fra ”kulturen”. Hver gang jeg bladrer med øjnene mellem menneskene, ramler de ind i nogle træk, som jeg enten kender kender, eller som jeg bare genkender, fordi de er offentlige personer af den ene eller anden slags.
Og snakken går hele tiden.
Hvilket den jo gør ved de fleste sociale lejligheder. Selv begravelser. Men her er koncentration af mennesker med eksplicitte dagsordner lige så tæt, som myggesværme i Lapland en varm sommer, og det gør, at snakken ikke bare er en jævn behagelig summen af stemmer, men derimod en hel masse staccato udbrud af sandheder, som gerne serveres med samme overbevisning, som når en 3-årig plager efter sin første is på en varm sommerdag.
Om aftenen skifter stemningen lidt og nu bliver der også danset, sunget og flirtet (ok, det sidste bliver der faktisk hele tiden!) og også drukket en del mere, så man skulle tro, at folk slap den professionelle snak.
Men det sker ikke.
For der bliver til stadighed diskuteret politik, magt, indflydelse, nu blot sat ind i en beruset sammenhæng, der sjældent skærper vinklen og argumentet. Men som til gengæld øger sladderen. Om hvem der har fået hvilken stilling. Eller ikke fået den. Om hvem, der knalder med hvem. Eller nu er holdt op. Om hvem der er ved at finde sammen i det skjulte. Professionelt. Privat.
Betyder dette, at denne ”klasse” af mennesker, der har søgt til øen, fordi de har noget på hjerte og enten gerne vil aflevere et budskab til andre, eller selv blive fyldt af et eller flere budskaber. Eller fordi de gerne vil udøve eller opnå magt/indflydelse, ikke kan slappe ”ornligt” af?
Selvfølgelig ikke.
Men afslapningen for ”sådan nogle som os” handler sjældent om at sidde på en bænk med en bajer og iagttage andre. Oftere handler afslapningen om et tankemæssigt frirum, hvor man tillader sig selv at søge inspiration fra andre end de normale kilder, eller opsøge stilhed og tomhed, som renser og gør plads til nyt.
Fordi job og personlighed oftest er smeltet sammen i en skøn og til tider lidt anstrengende fætter-kusine fest, hvorfor man i virkeligheden aldrig har rigtig fri.
Hvis du nu er som de der ”fancy” mennesker er flest, vil en del af din afslapning nok derfor bestå i at evaluere dit livs kvalitet, og måske deraf også revidere dine fremtidige mål og ønskede vilkår. Simpelthen for at få luftet ud.
De sidste tre år har jeg beskæftiget mig ret indgående med, hvad succes og fiasko egentlig er. Og i den ligning indgår spørgsmålet om, hvad der skaber et liv, der er værd at leve. Med mening. Nærvær. Og værdi.
Svaret er så enkelt, at selv myggesværmen i Lapland vil kunne forstå det, for det består nemlig kun af to elementer.
Bidrag. Og relationer.
Det lyder banalt, det er det også og hurra for det, for det gør det både sandt og tilgængeligt. Problemet er imidlertid, at vi lader os forvirre af og forføre til at have fokus på alt muligt andet, og derfor ser vi, at alt for mange bukker under for stress, angst, depressioner, mens resten det meste af tiden føler sig bagud med det meste.
Så hvis du helt på selvhjælpsbogsagtig maner (efter Svend Brinkmann må alt gerne være selvhjælpsbogsagtigt!) vil lave en enkel evaluering, hvor du samtidig sikrer, at det væsentlige er med, kan du med fordel tage udgangspunkt i netop de her to områder.
Starter vi med bidraget, er det en befriet form for formål. Flere og flere lider nemlig af decideret formlskvalme, fordi der er gået WHY i alting, og det er blevet for stort, helligt og ukonkret til, at det faktisk kan implementeres i en travl hverdag.
Koncentrerer man sig i stedet om, hvad man helt konkret bidrager med til markedet eller samfundet, eller ind i organisationen, er man allerede i gang og gør det. Dvs man manifesterer hver dag noget, som skaber den der forskel, som er så populær at tale om.
Ferien er et glimrende tidspunkt at tænke over, hvad man egentlig ønsker at bidrage med. Sådan helt enkelt og konkret. Både personligt. Og på/med sit arbejde. Eller sin organisation.
Så:
Hvad vil du gerne bidrage med? Hvad er det du helt praktisk gør hver dag, som skaber en eller anden form for værdi i dit eget og dine andres liv?
Og hvis du er leder, hvad mener du så, at din virksomhed skal bidrage med? Til samfundet? Til kunderne? Til medarbejderne? Igen: Fuldstændig konkret og ikke en eller anden luftig why-idé.
Det andet er dine relationer.
Du ved allerede det, du skal til at læse nu, men de seneste år har vi været så snøret ind af forestillingen om individualiseringen, at vi kan have glemt den mest enkle sandhed vi har om mennesker, nemlig:
Uden de andre, er vi ingen.
Punktum.
Så vi har brug for at dyrke vores relationer, for at være hele mennesker. Masser af undersøgelser viser os vigtigheden af dem, og måske bedst undersøgelsen Harvard Study of Adult Development, der blev startet i 1938 og som fulgte 724 unge mænd i 75 år, for at finde ud af, hvad der skaber lykkelige og sunde liv.
Svaret var ret entydigt: Gode relationer.
Ferien kan bruges til to ting i den sammenhæng. Det ene er selvfølgelig at bruge så meget tid som overhovedet muligt med de mennesker, som du elsker.
Det andet er, at overveje hvem der egentlig er ”dine” mennesker.
Altså:
Hvem skal have adgang til dig og dine følelser og din forpligtelse, fordi de får dig til at føle dig hjemme? Alt for mange lader sig påvirke alt for meget af mennesker, som de reelt ikke har en gensidig forpligtende relation til, men som alligevel får adgang til at gøre dem kede af det, stressede, føle sig forkerte eller bliver gale på, og det er livet simpelthen for kort til, så derfor er en virkelig værdifuld øvelse at finde ud af, hvem man gerne vil bruge sin tid og følelser på, hvordan det skal ske og hvem der til gengæld må hænge i periferien uden krav på dig.
I min seneste bog Succestyranniet – og vejen ud har jeg mere indgående beskrevet begge dele, hvis du vil have det uddybet.
For den ternede kasket lyder ovenstående måske mere som et narcissistisk stykke arbejde, der ville være en straf at udføre. Men når ens hverdag bevæger sig i et komplekst univers, hvor meget skal overskues og ikke mindst skabes, vil man uvilkårligt have brug for at kende sig selv og sine motiver, for at kunne yde sit bedste, og derfor er der brug for denne slags overvejelser. Som netop kan blive til en kærkommen afslapningsøvelse, fordi den i sidste ende renser ud og rydder op, så der faktisk bliver plads til at være nærværende og i ro.
Måske mens man drikker en bajer på bænken?
Kronik i Børsen den 26.6.17. #borsendk #emiliavanhauen #succestyranniet
