Skilsmisse er ikke længere en social minoritet. Alligevel bliver det stadig opfattet som en undtagelse. Det gør, at der endnu ikke findes ordentlig og professionel vejledning i hvordan den gode skilsmisse helt praktisk bedst gennemføres så potentielle konflikter forebygges, og hvordan en god dagligdag planlægges i fællesskab. Det giver nogle uhyggelige statistikker, som vores samfund ikke burde have. Det på høje tide, at vi får skabt en ordentlig skilsmissekultur, der ikke er præget af tabuer og forkerthed.
Der er to situationer i min erindring om vores skilsmisse, som jeg desværre uden besvær kan vandre lige ind i. Den ene var det tidspunkt, hvor vi havde samlet vores tre sønner om spisebordet og fortalte dem, at far og mor skulle skilles. Først stod energien helt stille i stuen og så udbrød vores yngste søn: ”Det er en joke! …ikke?” Det sidste ord kom meget forsigtigt, mens hans blik trak sig sammen bag en lurende lukkethed af sorg og angst. Og de to andre drenges øjne stirrede ned i bordet, for at blive skånet for den nye virkelighed, som de stod overfor. Det er nok overflødigt at nævne, at mit hjerte gik i tusind stykker. Og kom til at gøre det igen og igen i mange måneder derefter.
Den anden var en dag kort efter jul, hvor jeg stod alene i Silvan i Gladsaxe og købte 40 seniorflyttekasser. Aldrig har jeg følt mig så fuldstændig revet over i afmagt, vrede, sorg, angst, fortrydelse og kærlighed. Inde i mig var der kun et uendeligt mørke, og jeg fatter ikke, at jeg overhovedet var i stand til at gennemføre det. Både købet af kasserne. Og skilsmissen.
Men vi blev skilt. Og nu her, snart seks år efter, siger vores børn, at det selvfølgelig er besværligt at være skilsmissebarn, men også at det har nogle store fordele i form af flere ferier, et større socialt netværk, to hjem (det synes især den ene, er en fordel) og andre mindre ting. Når deres erfaringer bliver inddraget i en samtale om skilsmisser, bliver de altid mødt med en vis skepsis.
For forventningen er, at en skilsmisse kun er negativ. Og afgjort! Der er nærmest uendelig meget smerte forbundet med en skilsmisse, men den bliver ofte desværre også gjort langt større, end den behøver at være, fordi både skilsmissebørn og fraskilte voksne på næsten subtil vis bliver påduttet en skam og en fiaskofølelse, som de ikke nødvendigvis selv føler – men som omverden ofte giver udtryk for, at de forventes at skulle føle. Og det øger jo bare situationens frustration. For både voksne og endnu mere for børnene, der ikke aner, hvad der egentlig rammer dem. De mærker bare, at noget (de) er forkerte.
Mange tv-programmer og artikelserier, der handler om skilsmisse, fokuserer også ret ensidigt på de problemer og sorger, der er ved en skilsmisse, og da jeg henvendte mig til både DR og TV2 med idéer til en tv-serie om den gode skilsmisse, blev jeg mødt med et svar om, at det antageligvis ikke ville være spændende nok at følge.
Gransker man statistikkerne viser det sig imidlertid, at det ikke er selve skilsmissen, der er synderen. Det er den konfliktfyldte skilsmisse, der er problemet. Fx er der en øget selvmordsrisiko blandt skilsmissefædre på 800 procent, en fordobling af selvmordsrisiko blandt skilsmissebørn, en øget depression for alle involverede og en øget risiko for involvering i kriminalitet. Jeg gentager lige: Disse tal gør sig gældende for den konfliktfyldte skilsmisse. For i samme åndedræt er det vigtigt at nævne, at 80 procent af børnene klarer sig godt efter skilsmissen (mod 90 procent i en kernefamilie).
Disse tal er samlet af Teamwork Family, som er en ny digital platform for skilsmisseforældre, hvis formål det er at ”eliminere konflikter før de opstår”, som der står på deres hjemmeside. Og som tilbyder et månedligt abonnement til en meget lav pris. Jeg ved det. Dette lyder som dårlig skjult reklame. Men jeg har to grunde til at fremhæve, at det er et privat initiativ, der står bag.
For det første var det med fortrydelse, at jeg måtte høre Richardt Deleuran, stifteren af denne portal, fortælle, at medierne over en meget bred kam, valgte at præsentere de kendte kilder, der ofte udtaler sig om børnesager, hvor gode råd á la: ”Det er vigtigt at tale ordentligt sammen” og ”Sørg for at få et godt samarbejde” blev smidt på bordet. Mens de ikke valgte at få de helt konkrete gode råd, altså helt ned i hverdagspraktikken, som ”hvordan fordeler vi jul og nytår” og ”hvem betaler for cyklen hvis den er blevet stjålet hjemme hos den ene forælder, der har glemt at låse den”, med i deres artikler og udsendelser. Altså da de valgte at skrive om dette nye initiativ. Hvilket kan virke som dårligt journalistisk arbejde, men som måske mere er funderet i angsten for at vælge den sikre kilde. Men helt ærligt: Hvilken forælder bliver skilt og tænker: Jeg skal da klart tale virkelig grimt til min ex nu vi er skilt! Det må vist være i promilleklassen.
Det er nemlig sjældent de gode intentioner, der er i restordre i en skilsmissesituation. Alle forældre med den mindste klat af sund fornuft vil forsøge at få alting til at fungere så godt som muligt. Det er bare meget, meget menneskeligt, at de gode intentioner og det fine storsind forsvinder, når hverdagen banker på og der (igen) er givet for lidt sokker med, ex’ens forældre er blevet lovet en bedsteforældre-Tivolitur med børnene i ens egen weekend eller legeaftalen ikke er blevet overholdt alligevel og man pludselig må styrte ud ad døren og hente et barn, man troede var trygt placeret.
Dårlig kommunikation og dårligt aftalte retningslinjer – ikke af ond vilje, men af manglende erfaring, overblik og viden – er to af de største årsager til, at en forventet ok skilsmisse, uforvarende og pludselig kan udvikle sig til et konflikthelvede for alle parter. Selvfølgelig også fordi disse praktiske konflikter går ind og rører ved følelser, forventninger og psyken, og hvis ikke de bliver behandlet ordentligt, bliver hele gryderetten af praktik og følelser en potentiel bombe af alt, hvad der kan gå galt i en relation.
Medierne har et ansvar her.
For det første bør de hoppe op af det gamle hul om at skilsmisser på sær vis stadig er en social minoritet og at de kun er dårlige for børnene, så der både kommer en langt bredere referenceramme på et fænomen, en social kategori, en privat situation – hvad man end vælger at kalde det – der jo er en normalitet, og sådan at de gode konstruktive og positive historier også får et hjem, hvor de kan slå rod i vores fælles bevidsthed. Og inspirere.
Samtidig gør det heller ikke noget, at medierne opper sig med langt mere konkrete praktiske råd til den gode skilsmisse. Jo hurtigere de praktiske problemer løses og man bliver enige om hverdagens drift, jo mindre et grundlag er der for potentielle konflikter. Også på det følelsesmæssige plan.
Den anden grund er samfundspolitisk. Når nu det er et socialt fænomen, der på lang sigt beviseligt belaster samfundsstatistikkerne og som samtidig er så udbredt, at ingen løfter et plukket øjenbryn, når de bliver præsenteret for den, ville det så ikke være på sin plads, at enten staten, regionerne eller kommunerne oprettede et sted, som sagtens kan være en kombination af personlige rådgivning og en digital platform, hvor den helt almindelige skilsmisseborger, kan hente helt konkrete gode råd om, hvordan man laver nogle aftaler, som tager højde for også utænkelige scenarier, der måske viser sig at være ikke så utænkelige alligevel, sådan at man forsøger at fjerne så mange praktiske forhindringer for den konfliktfrie skilsmissefamilie, som muligt?
Igen: Inden det går galt og man har en situation, hvor forældre og børn må møde i Statsamtet. Eller hvor forældrene må punge ud i dyre domme til advokater og familieterapeuter, når det er gået galt, hvilket alle bestemt ikke har råd til, og som derfor skaber endnu en skævvridning i samfundet.
Ja, det er en privat situation, som folk selv må rydde op i. Problemet er bare, at den samfundsøkonomiske regning kommer bagefter. Og enhver der har den mindste smule erfaring med problemløsning ved også, at forebyggelse er langt billigere – på både det økonomiske, som det relationelle område – end helbredelse. Og at helbredelse ikke altid kommer til at ske, hvis skaden er blevet for stor. Spørg bare vores sundhedsvæsen om det.
Jan Kaa Kristensen, der er souschef i Center for Familieudvikling, er også meget klar i spyttet, når det handler om at få dæmmet op for konflikterne, inden de bliver fastlåste. Ifølge ham oplever 46 procent af alle skilsmisseforældre konflikter efter bruddet, mens det ”kun” er 12-15 procent af skilsmisser der ender i såkaldt ”højkonflikt”. Konflikterne er altså til at blive løst. Især hvis praktikken og aftalerne falder på plads tidligt i forløbet. Og det sker lettest, hvis der er professionel hjælp at hente, hvor de kan blive kyndigt vejledt i best practice.
Den gode skilsmissekultur skal altså bygges op omkring to ting:
1. Flere positive historier om hvilke gode muligheder en ansvarsfuld skilsmisse kan føre med sig, også for børnene, så der bliver skabt en langt mere nuanceret normalitet, der fjerner de nuværende tabuer, skammen og forkertheden ved situationen.
Og 2: Et offentligt system der tilbyder en metode og et forløb, der er med til at forebygge konflikterne og give grundlaget for en god hverdag, så børnene ikke ender som de uskyldige ofre – også på lang sigt. Det er nemlig ikke kun et privat anliggende. Men lige nu er der kun privat hjælp at hente.
Kronik i Børsen 30.9.18. Mest læste den dag.
