Uddannelse giver karakterer. Dannelse giver karakter. Det første skaber en præstationskultur, mens det andet skaber en mestringskultur. For at klare sig godt i både skolen og livet, er der brug for en balance mellem begge.
Desværre er der i dag et alt for ensidigt fokus på måling af præstationerne, som træner eleverne i at føre (usunde) overlevelsesstrategier, hvilket giver alt for mange unge med psykiske lidelser og en overfladisk læringskultur. Det kan den gode lærer – og leder – være et effektivt bolværk imod.
”Hvad gør en lærer god? For jer? I er jo en generation, der er vokset op med spændende, korte og nogle gange ret vilde læringsvideoer fra Youtube om alt hvad, hvad I vil vide noget om, og I er også vant til at game jer til skills, så jeg er nysgerrig efter at høre, hvad der i dag gør en lærer god?”
Vi er langt inde i konferencen om de unges præstationskultur, arrangeret af CEFU, Center for Ungdomsforskning, da jeg får lejlighed til at stille spørgsmålet. For på scenen sidder der nu fire ex på det, som hele dagen handler om, nemlig generation Y, på randen til Z. De har delt generøst ud af deres tanker og erfaringer, så vi andre kan få menneskelige håb og frustrationer på de mange både spændende og nedslående statistikker, teorier og hypoteser, der er blevet præsenteret i løbet af dagen.
De vælger alle fire at svare på spørgsmålet. Og konklusionen i mine øjne er ret enkel, for den handler basalt set om en eneste ting: Nærvær.
Det at læreren ser dem, interesserer sig for dem, bekymrer sig om dem som enkeltindivider og vil noget med dem. Det er, hvad der betyder mest for de unge. Ikke at de kan trylle med fancy teknologiske hjælpemidler, at de ikke stiller krav og derfor er flinke eller at de forsøger at skabe troværdig rapport ved at klone sig selv ind i en wanna-be-YZ-udgave. Den nære oprigtige interesse er noget, som alle ledere – og selvfølgelig lærerne selv – bør tage til sig, hvis de vil have det bedste ud af relationen.
Hvilket er fuldstændig i tråd med konklusionerne på de seneste års mange undersøgelser, der er kommet frem om, hvad der egentlig skaber lykkelige og sunde liv. For her er der altid én parameter, der entydigt træder frem: De gode relationer. Dvs relationer hvor man kan stole på, at den anden er der for en, hvis man har brug for det. Skændes man i det daglige? Er man uenige om alt fra tandpastatuber og huskøb? No worries! Det der virkelig betyder noget er, at man føler en grundlæggende tillid til den andens loyalitet og hengivenhed, når man kalder vedkommende ind på banen.
Derfor kom deres svar ikke bag på mig. For det første fordi de gav udtryk for en almenmenneskelig længsel, som altid vil være present, uanset generation. Eller faglighed, køn, social klasse, nationalitet eller hvilke andre kategorier, vi kan finde på at dele os selv op i.
For det andet fordi jeg gennem flere år har beskæftige mig med denne aldersgruppe og det der altid rammer mig er, at de unge naturligvis (!) er nøjagtig lige som vi andre, hvilket alt for mange voksne desværre har en tendens til at glemme. De har brug for, lige som alle vi andre, have lov til at bidrage til fællesskabet og blive elsket, og det er måske værd at huske, når man enten som leder for eller kollega og forælder til dem, forsøger at forstå dem. For at kunne arbejde eller leve bedre sammen med dem.
Men samtidig viser CEFU’s egen undersøgelse, at de unge er ret trænede i strategisk overlevelse, når de har været igennem bla et gymnasieforløb. For i løbet af uddannelsens tre år, bliver karaktererne nogle, som jages målrettet uden at det nødvendigvis betyder, at den enkelte elev har flyttet sig i sin egen dannelse. De viser sig tydeligt i flere af de udtalelser, som de unge i undersøgelsen giver:
”Altså, du rækker ikke hånden op, fordi du er interesseret og gerne vil deltage. Så rækker du hånden op, fordi du vil præstere og vise læreren at du er god.”
”Hvis du ikke forstår, hvad du siger, så er det lidt lige meget, du skal bare sige det, så kan læreren tro, du ved det. du behøver egentlig ikke rigtig forstå det, du skal bare gøre det.”
Det kommer også frem, at flere af dem rækker fingeren op uden at kende svaret, bare for at vise læreren, at de er aktive, og hvis de så bliver taget, siger de enten at de lige har glemt svaret eller at den elev før dem, lige har sagt det, de selv havde tænkt sig at sige.
Min absolut ynglings er dog denne, som fik salen til at storgrine: ”Jeg holder den bare lidt på klem, sådan der (viser en finger op, der er lidt bøjet).”
Udtalelserne er jo sjove, men gemmer i virkeligheden på en dyb tragik. For de – og mange flere findings i undersøgelsen – viser, at de unge desværre er langt mere orienterede mod at gøre en figur, der giver bonus i form af høje karakterer, end de er mod at træne sig selv i deres egen læring og mestring. Det er uhyggeligt, fordi vi i dag har så mange skræmmende tal på, hvordan de unge har det. 10 procent lider af selvskadende adfærd, halvdelen af stress, 20 procent af depressioner og 20-30 procent af angst. Og tallene er i stigning.
De unge lever i et konstant spejlkabinet, hvor de hele tiden monitorerer sig selv, deres konkrete præstationer og ikke mindst deres sociale værdi, hvilket giver alt for mange af dem en basal følelse af usikkerhed og manglende indre værd, og som måske kan hindre dem i at udvikle deres nysgerrighed og oprigtige læringslyst. Hvilket ikke bare betyder, at vi dyrker en ungdom, der føler sig ekstremt presset, men også skaber en generation, der ikke primært er drevet af viden og interesse, men derimod har lært at overfladisk afliring af eksisterende lærdom er vigtigere end at tænke og skabe selv, fordi man er drevet af ægte nysgerrighed og ærgerrighed efter at være med til at skabe en ny og bedre verden. Noget som altid har været ungdommens – til tider naive – privilegium.
Der er sket det, som CEFU kalder en instrumentalisering af læringsrummet, hvor eleverne ikke alene har en strategisk tilgang til undervisningen og læringen; de forsøger også samtidig på nærmest seismografisk vis at aflæse, hvad det er læreren gerne vil have, hvorefter de går i konstant dialog med sig selv, om de nu gjorde/sagde det godt nok, ved at aflæse lærerens reaktion, når de har sagt eller skrevet noget.
Læreren er på denne måde blevet mere en autoritær dommer, der vurderer deres præstation og personlighed, end en mentor, der flytter dem i dannelsen af deres sind og ånd. Hvilket er stik modsat det, vi som nation siden 1864 har dyrket, nemlig dannelsen af det enkelte menneske med dertil hørende selvstændig tænkning og gode frivillige fællesskaber. Folk fra hele verden har valfartet til vores samfundsmodel for at hive lærdom ud af den, og nu er vi selv på vej til at underminere den.
Karakterræset for at komme ind på en videregående uddannelse, fremmer ikke læringen blandt eleverne, men kan ligefrem ødelægge sjæle. Sjæle der måske kunne blomstre og bidrage kreativt og originalt til samfundsudviklingen, hvis der var fokus på relationen mellem læreren og eleven og mestringen af stoffet, mere end der som nu er fokus på de karakterer, der nemt kan manipuleres med og som ikke giver et reelt billede af den enkeltes læringsmæssige værd. Faktisk udtalte Jens Dolin fra Institut for Naturfagenens Didatik, at det ville være mere retfærdigt at trække lod om karaktererne end det er, sådan som systemet bliver brugt i dag.
Det handler ikke om naivitet, når man ikke vil bedømme de unge ud fra karakterer og konstante tests, hvilket er det klassiske argument for en præstationskultur. For ja, vel lever vi ikke udenfor det globale konkurrencesamfund. Men når det nu viser sig, at det rent faktisk er vores model baseret på selvstændighed og kritisk tænkning, der bliver brugt som inspirationskilde til andre landes modeller, virker det helt skævt, at vi herhjemme nu stræber efter en model, som mange andre lande forsøger at forbedre. Også med blik for, hvordan de unges velbefindende har det, som afslører en større grad af sårbarhed end vi nogensinde før har set det.
En god læringskultur er baseret på en balance mellem præstations- og mestringsorientering og det blev understreget af de unges svar om, hvad der gør en lærer til en god lærer, for netop den nære relation, nærværet, er det, der kan hjælpe en elev til at gå fra generiske præstationer til at ville ønske at mestre et fag. Og det kunne samtidig være med til at hive eleverne ud af karaktererne og ind i deres egen karakterdannelse.
Der er rigeligt i verden der hiver i de unges perfektionsgen, hvor overflader og synlige sammenlignelige præstationer kan skabe akut, men også meget flygtig social kapital. Derfor burde vi have et læringsmiljø, der netop sætter sig udover det flygtige og i stedet hjælper de unge til at mærke sig selv i forhold til det, man måske kunne kalde en form for livslæring.
Men måske er det vigtigste en god lærer kan gøre for den enkelte elev, at inspirere hende og ham til at få en sund relation til sig selv. Så de kan få en sund relation til egen læring, nysgerrighed – og verden omkring dem.
Kronik i Børsen 27.5.18
