Formålskvalme.
Dette nye ord kan gå hen og blive en af de mest brugte i 2016, hvilket for nogle vil være en befrielse og for andre en frustration, for nu har vi jo lige lært det: At det handler om formål og om at skabe mening. At en virksomhed skal tilbyde andet end blot en konkret løsning til kunden og profit til sine aktionærer, hvis den skal leve op til tidens overordnede værdi om (social) bæredygtighed.
Vi lever nemlig i en tid, hvor de fleste af os lider af popcornhjerne og lever som meningsnomader i et hyperkomplekst samfund, og derfor er der opstået et stærkt behov for at have en forankring, som de senere år har været evnen til at sætte sig selv – og virksomheden – ind i en større meningsmæssig sammenhæng. I 2009 skrev jeg selv en bog om dette skift i tidsånden fra identitet og egofest til formål og fællesskab, men allerede nu er der ved at ske et afgørende skift i tidsånden igen.
For det har vist sig, at formål for alt for mange ikke har været den (kompleksitetsreducerende) forløsning, som var forventet. Tværtimod har den medført en massiv stressreaktion. Ikke alle virksomheder finder det nemlig givtigt og meningsfuldt at være formålsdrevet og vil ”blot” gerne levere en ordentlig vare. Og ikke alle ledere og medarbejdere føler sig kaldet til at have etkald, og faktisk er det kun et fåtal, der er i stand til at leve op til en daglig brændende passion for sit arbejde.
Modreaktion hedder bidrag. Fra at være et ønske båret af store drømme, kommer det til at handle meget mere om hvad man helt reelt og konkret bidrager med til fællesskabet. Altså: Hvad skaber du? Og hvilken forskel gør du? Manifestation fremfor intention.
Det øgede fokus på det konkrete bidrag vil ikke kun opleves i virksomheder; det vil også slå rødder i institutioner og organisationer. Væk med raffinerede purpose (som det ofte også bliver kaldt) og ind med konkrete opgaver, der bliver løst, så kundens/borgerens hverdag bliver lettere og mere overskuelig! Fx skal SKAT have en hjemmeside, der gør det nemt for borgeren at udregne sin skat, og hospitalsvæsenet skal koordinere patientens behandling på tværs af afdelinger, og ikke lade ham/hende hænge magtesløs imellem dem.
Bidrag handler om at løfte og løse en særlig opgave, så et problem eller en konflikt bliver løst, eller en ny mulighed bliver skabt. Bidrag handler derfor også om basal synlig og oplevet værdi. Hos både modtageren og giveren. Vi mennesker har et medfødt behov for at opleve, at vores eksistens udmønter sig i at gøre noget konkret hjælpsomt for flokken, både fordi det er styret af en indre overlevelsestrang, men også fordi det sikrer vores plads i fællesskabet. En sådan afgrænset opgave med indbygget succesgaranti ved endt udførelse er den bedste medicin mod stress, og nu hvor vi står foran en vækstperiode, har vi brug for at skabe en organisatorisk infrastruktur, der sikrer ro og overskud af ressourcer. Hvor formål kræver et vist abstraktionsniveau, er bidrag substantielt og giver en akut succesoplevelse.
Hvordan så måle bidrag? Vi skal først og fremmest droppe de kendte KPI’er og erstatte dem med det, jeg har valgt at kalde for KCT’ere, Key Contributing Tasks. Markedsledende virksomheder som fx Accenture og Microsoft har lagt performancemålinger i skuffen, fordi de i et kreativt og selvledende samfund ikke længere giver retvisende anvisninger til at tage de rigtige beslutninger på direktionsniveau, så væk med P’et. Også fordi man gør sig afhængig af ydre faktorer, man alligevel ikke (altid) kan påvirke. For det andet er indicator-delen ofte et internt offer for symbolpolitik og nøgletalstyranni. Alternativet ligger i at se nødvendigheden af at kunne identificere hvilke helt konkrete nøgleopgaver (tasks), der skal løses, for at hele organisationen ikke blot leverer, men også fungerer, optimalt. Det bidragende (contributing) element er valideringen af opgavens vigtighed ift det overordnede fællesskabs udvikling og konsolidering.
Googles CEO, Eric Schmidt, er blevet citeret for at sige, at vi på 2 dage skaber lige så meget information, som civilisationen har gjort siden dens start og indtil 2003, så vi skal nok ikke forvente, at vores hverdag bliver mindre kompleks med tiden. Ved at have fokus på KCT’ere, skaber vi automatisk denne nødvendige kompleksitetsreduktion, der lader os løse de vigtige opgaver, og hjælper os til at konkretisere vores eksistensberettigelse ind i et håndgribeligt bidrag, der faktuelt ændrer verden. Og det er hvad 2016 kommer til at handle om: De rigtige bidrag. Og de gode relationer.
(Kronik i Børsen 31.12.15)
