DEN GODE LEDER ER ET VÆRN MOD SUCCESTYRANNIET
Indtil jeg hørte sætningen, havde jeg siddet ret uanfægtet af de andres samtaler på caféen, for jeg var koncentreret om den kronik, som skulle afleveres få timer senere. Stemmen kom bagfra. Og var meget intens. På nær lige, da ordet hader blev sagt højt. Så fik den lufthuller, der lige akkurat knækkede den.
”Men du var da ret vild med ham sidste gang vi talte sammen?” En ny stemme var på banen. Lidt lysere. Med mere vidde på.
”Ja! Og det er jeg stadig!!! I know. Du behøver ikke at kigge på mig med det blik. Jeg forstår det heller ikke selv.”
I tyve minutter sad jeg og smuglyttede på en samtale, som slet ikke var min. Men som jeg følte var min, fordi den bekræftede min nyeste bogs hovedtese: At vores største udfordring i dag er et fravær af det, man kalder for ontologisk sikkerhed. Altså en manglende evne til at føle sig sikker i sin egen væren.
”I starten syntes jeg, at han var cool, fordi han hele tiden udfordrede mig. Gav mig nye opgaver, som jeg selv syntes var fede. Og som rykkede mig. Og jeg følte, at han virkelig så mig og mit potentiale. Kan du huske, at jeg fortalte dig om min første MUS-samtale med ham?”
Der havde været en pause, så jeg tænker, at den anden nikkede.
”Jeg var bare helt høj bagefter!! Fuldstændig! Men nu – jeg får sgu tics, hver gang jeg ser ham. For så minder han mig om, at der altid er noget, jeg ikke har nået endnu. Og selvom jeg lige har afleveret en opgave, som jeg har fået ros for, så kan jeg ikke engang glæde mig over det – for jeg er allerede i gang med at tænke over, hvordan fanden jeg skal nå alle de andre ting, som jeg også skal lave…”
Da de to unge fyre endelig rejste sig og gik forbi mig, kiggede jeg nysgerrigt efter dem. Den ene havde et smalt jakkesæt på og langt hår i en hestehale; den anden var lidt mere hipsteragtig med fuldskæg, men stadig tilstrækkelig nobel til, at han havde en slags mappe under armen. Tydeligvis unge mennesker på vej.
Den 2. maj udkom jeg med bogen Succestyranniet – og vejen ud, som jeg har skrevet, fordi vi i dag lever under nogle vilkår, som på mange måder er direkte menneskefjendske. Det viser et uendeligt antal samtaler jeg har haft med mennesker, som er kommet op til mig efter mine foredrag, og som har fortalt den ene hårde historie efter den anden. Historierne underbygges af statistik, for tallene afslører, at næsten halvdelen af al sygefravær skyldes stress, angst og depression. Altså at vores indre tilstand kommer i ubalance fordi vi ikke kan klare det ydre pres.
Normalt knyttes stress, angst og depression til det enkelte individ. Det er op til hver af os at kunne administrere vores liv, så vi ikke knækker. Og der er rigeligt med kurser og litteratur, som kan vise os, hvordan vi skal sige ”nej” og stå fast på os selv, så vi ikke forsvinder i et hav af deadlines og urimelige krav. Men problemet er, at intet menneske står alene. Og hvis du er afhængig af en chef, der skal kunne give dig nogle rimelige arbejdsvilkår, men som ikke gør det, nytter det sjældent at sige nej. Ikke, hvis du vil beholde dit job.
De to unge mænd, som jeg så skamløst aflyttede uden deres vidende, satte mange ord på denne situation. For de var hårdt ramt af det. De var begge to unge i starten af deres karriere, men de var allerede trætte. De lød som to kommende pensionister, og det var tydeligt, at de var ved at miste modet til at køre på. I stedet udviklede samtalen sig i retning af, hvad de egentlig længtes efter, men som de ikke følte, at de kunne forfølge endnu. Fordi de endnu ikke havde sikret sig en plads på arbejdsmarkedet. De ambitioner, som de havde startet karrieren med, var på vej til at blive slukket og i stedet skinnede skuffelserne ved virkeligheden tydeligst igennem.
Det var deres chefer, der fik lov til at stå mest for skud.
Paradoksalt nok fordi deres ledere gav dem præcis, hvad de havde bedt om! Nemlig en masse udfordringer, hvor de unge fik lov til at være både ansvarlige og kreative, og som modnede dem hurtigt. Det jeg imidlertid hørte mellem linjerne var, at deres chefer ikke var i stand til at passe på dem. At de ikke kom til at fungere som et brugbart værn mod det, som jeg kalder for succestyranniet, og som er det, der smadrer alt for mange menneskers hverdag. Og sjæl.
Succestyranniet er mit begreb for det invaliderende pres, som vi i alt for stor udstrækning lægger på os selv, for at vi kan få en oplevelse af, at vi yder nok for at kunne følge med i alt, hvad der er vigtigt. Og præstere de rigtige resultater, så vi beviseligt er en succes. Det kan ske på mange synlige og lige så mange subtile måder, og tyranniet ligger i, at det ikke nødvendigvis korresponderer med det i livet, der for alvor giver mening for hver af os. Og som derved ikke giver os en indre følelse af ro og tilfredshed.
Vi mennesker har altid skullet leve op til gruppens krav om succes, men det særlige for vores tid er, at antallet af krav er vokset til et næsten uoverskueligt omfang. Og at niveauet for succes er steget til astronomiske højder. Hertil skal lægges en social gennemsigtighed, som er mere dominerende end nogensinde før, fordi vi bl.a. gennem de sociale medier kan trackes på en masse personlige faktorer, og at vi på arbejdet bliver konstant synligt evalueret, også på vores personlighed, hvorfor vi i dag befinder os i et krydspres, der alt for ofte samler sig i et invaliderende smertepunkt hos den enkelte. Og som tilmed er med til at skabe mindre fællesskab. Både i privatlivet og på arbejdspladsen.
Det er her, at den gode leder kan træde i karakter.
Ved at være netop et værn mod alle de faktorer, som den enkelte medarbejder ofte føler sig presset af og som isolerer ham og hende fra resten af fællesskabet i forsøget på at være en individuel succes, mens det alt for ofte føles som en fiasko.
Hvordan kan lederen gøre det?
Kompleksitetsreduktion. Et langt og besværligt ord for noget enkelt: Nemlig at mindske antallet af KPI’ere, som den enkelte bliver målt på, så der kun står de tilbage, der for alvor afspejler det, som organisationen og den enkelte medarbejder skal bidrage med.
Så simpelt er det faktisk. For alvor at skære det daglige arbejde ned til at definere, hvad det egentlig er, man skal bidrage med. Og derfra tilbyde nogle meningsfulde KPI’er eller nøgletal, som virker motiverende fremfor destruerende.
Bidraget eller KPI’erne bliver blot til symboler på, hvad vi som mennesker skal bruges til. For det er faktisk det, der er tale om.
Vi har jo alle brug for at blive brugt; det ligger helt eksistentielt i os. Men vi skal bruges rigtigt. Og hvis vi bliver brugt på alt for mange måder i alt for mange sammenhænge, som ikke selv giver sammenhæng, bliver vi ganske enkelt skøre i hovederne. Og den eksponentielle udviklingshastighed, som er vores vilkår i dag, hjælper ikke ligefrem på situationen.
Derfor er den gode leders fornemste opgave at være et værn mod dette succestyranni ved at kunne mindske kompleksiteten i en hverdag, der netop er hyperkompleks. Så den enkelte medarbejder rent faktisk opnår en følelse af at være sikker i sin egen væren. Hvilket naturligvis vil skabe et godt og kreativt arbejdsmiljø for alle.
Også for den øverste leder. Der jo oftest må være sit eget værn mod succestyranniet. Med mindre hun eller han vælger at dele den byrde med mindst et andet menneske, hvor relationen er baseret på tillid. Og ikke på KPI-succeser.
Kronik bragt i Børsen 28. maj 2017. Den blev den 3. mest læste artikel på borsen.dk den dag. Nok fordi den desværre afspejler noget, der er gældende for alt for mange.
Husk du kan teste dit eget niveau for succestyranni her på sitet https://www.emiliavanhauen.dk/flx/test_dig_selv/succestyranniet/
#børsen #emiliavanhauen #succestyranniet
