Hvem vil du helst have til bords:
En der arbejder med at påvirke lovene?
En der arbejder med at skaffe penge og fordele dem?
En der arbejder med fortællinger om livet og menneskene?
Da det her ikke er sådan en ”der kom en rabbiner, en præst og en iman ind på en bar”-gåde, er der ikke et rigtigt svar på den. Men jeg har testet den ad mange omgange og der er kun en enkelt, der engang valgte den med pengene. ”Fordi”, forklarede han, ”jeg er lige blevet afvist af min bank til et boliglån”. Fire har valgt den med lovene. Og resten har helt utvetydigt valgt den sidste. Også revisorer og jurister.
Men når jeg så spurgte dem bagefter, om hvilken minister de helst ville være: Statsminister, finansminister eller kulturminister, så fordelte svarene sig pludselig helt anderledes. For kun de færreste havde lyst til at have den post i regeringen, som rangerer blandt de laveste.
Du har nok gættet, hvor jeg er på vej hen nu, ikke?
Inden jeg går videre, skal vi dog lige lægge vejen forbi Mors, der i sidste uge fejrede kulturlivet i 48 timer med så mange arrangementer, events, debatter og foredrag, at kataloget over dem var blevet tykt og tungt. Hvorfor over 20.000 mennesker trippede og travede rundt mellem byger og sol, fra telt til bygning i en mangfoldighed af ord, meninger, oplevelser og kulturpersonligheder, for at undersøge årets emne: At lukke op.
Selv var jeg kulturmødejomfru, og havde forberedt de fem debatter, som jeg skulle forsøge at styre, men anede ellers ikke, hvad jeg kunne forvente. Det viste sig at være ret meget. For dette møde er det femte i rækken, hvilket betyder, at det efterhånden er blevet en etableret begivenhed. Men helt så kendt som Folkemødet, der har været afholdt siden 2011, er det ikke endnu.
Faktisk bliver Kulturmødet på Mors af nogle set som en slags lillesøster, der med charme og indlevelse er et interessant bekendtskab, men som ikke er lige så magtfuldt som det politiske folkemøde, der i høj grad også er præget af tilstedeværelse af både erhvervsliv og organisationer.
Og så er vi tilbage til starten af kronikken. For kulturen kæmper ofte med at have en lavere status i samfundet end politik og penge. På trods af, at det er kulturen, der giver de fleste mennesker mening, livsglæde, relationer og tilhørsforhold (jvnf den foretrukne borddame/herre), og igennem den, at samfundet for alvor får manifesteret et (værdi)fællesskab.
Paradokset er, at kulturen er grundlaget for hvordan vi både former og udøver vores politik, og hvordan vi vælger vores omgang med penge, men hvor de to sidstnævnte har uomtvistelig status af need-to-have, står kulturen ofte og flagrer i en nice-to-have tilstand.
Som et modtræk til dette, er der de seneste år fremkommet flere undersøgelser, der har stadfæstet hvilken værdi kulturen har. Altså i penge! Og det kan jo lyde godt, for så burde penge- og politikmenneskerne endelig fatte, hvorfor det giver mening at allokere mange flere midler til kulturen end fx sundhedsvæsenet, så vi kan få et mere velfungerende samfund med gladere borgere. Problemet er naturligvis bare, at man ved at lave den slags undersøgelser, for det første indskriver sig i paradigmet om, at det er økonomien, der validerer om noget overhovedet er noget værd. Og for det andet, at man bliver nødt til at måle kulturen på nogle parametre, som måske passer fint til økonomi, men ikke nødvendigvis passer til kultur. Og på den måde kan man risikere at hive kulturen ud af kulturen og tilbage står en tom skal af noget, der engang var levende i sin egen ret.
Hvordan kan man for alvor måle værdien af et godt grin i teateret en aften, hvor man ellers følte sig ensom? Eller af at blive så rørt over en udstilling, at man går direkte hjem og annullerer sin separation? Eller netop beder om skilsmisse og får modet til at afslutte et ødelæggende forhold? Eller at man skrotter det job, som har brudt en med stress og i stedet starter en ny uddannelse, fordi man har læst en roman? Eller at man løber den første tur af mange, efter at man har set en inspirerende film, så man næste gang til kontrolvejning på hospitalet får at vide, at nu går det endelig den rigtige vej mod større sundhed? Eller at man slår sig sammen med fire andre og skaber et fællesskab i lokalsamfundet om musikalske oplevelser efter at man har været til en koncert? Eller….fortsæt selv listen. For det kan du nemlig godt. Vi ved alle, hvad kultur er. For kultur er – med et kendt citat – alting. Og det må siges at være ret meget.
Skulle man måle alt det der levet liv ved at undersøge folks velbefindende før og efter forbruget? Eller måske ved at se på graden af de afledte effekter? Eller hvor stærk en transformationsmagt oplevelsen har? Eller hvor afgørende det er, altså det enkelte kulturudbud, for at skabe en større sammenhængskraft i samfundet, eller hvor meget det styrker fællesskabet? Hvis man altså formår at definere præcis hvad det fællesskab egentlig indebærer. Ud fra hvilken skala skulle man måle det her? Tal? Procenter? Udvikling? Hvad hvis den afledte effekt faktisk ført viser sig ti år efter; hvordan tager man højde for det? Og kunne man i virkeligheden få det mest troværdige billede af kulturens betydning ved helt at fjerne den og så se, hvilken type samfund det ville give? Men hvordan så fjerne en kultur?
Det er naturligvis en fuldstændig absurd tanke, for hvis man fjerner vores kultur, har vi intet andet tilbage end tomme systemer, som ikke vil skabe værdi for nogen.
At måle en kulturs værdi ud fra økonomiske principper, er som at skulle måle livskvalitet ud fra en kalorietabel. Eller måle kærlighed ud fra afkastprincipper. Det vil helt naturligt undergrave kulturens immanente betydning i et samfund, og samtidig underkende kulturen ret til at eksistere på egne vilkår.
Kulturens måske vigtigste op(gave) er, at den synliggør det menneskelige.
Kulturen gør det tilgængeligt på en måde, så vi forstår hvem vi selv er, hvorfor vi er og hvordan vi er. På mange måder handler kultur derfor først og fremmest om relationer; relationer til hinanden, til systemer, ideologier, oplevelser, følelser, liv, ting, ambitioner; til alt hvad vi kan forestille os. Kort sagt er kultur det, der gør os mest menneskelige, mens penge fx i første omgang er et konkret middel til at skabe kultur og politik er en afledt effekt af kultur. Som igen er med til at tegne kulturen i et dialektisk forhold. Men kulturen kommer altså først og danner grund for at kunne skabe en politik. Hvilket ethvert blik ud i verden vil bevise.
I disse tider hvor vi mødes af terrorhandlinger og flygtningekriser og diskuterer danskhed, kan vi lave love og allokere midler til forskellige politikker, der skal dæmme op for konflikterne og forsøge at samle os som nation. Men det der for alvor samler et fællesskab er vores værdier og de drømme vi deler om fremtiden, og de fødes først i kulturen, før de manifesterer sig på alle andre områder af livet og samfundet.
Det er logik for ministre, at uden penge og politik kommer vi ingen vegne, men kigger vi ud i fremtiden, kan kulturens status måske endelig blive højnet. Officielt. Fordi mange flere borgere af sig selv, ved at leve op til kravet om at være skabende, kreativ, synlig og i udvikling, i dag er aktive og netop synlige medskabere af kulturen, som vi deler. Men også fordi vi har brug for andre typer af ledere end vi har haft hidtil.
Det siges, at hvor den klassiske leder før i tiden var storebroren, er det i dag lillesøsteren. Fordi hun er tilstrækkelig anarkistisk, kreativ og uhierarkisk i sin tilgang til opgaver, at hun lever op til kravet om disruption og innovation. Hvor storebroren er virkelig dygtig til at lede efter de gamle magtprincipper, hvor statusmagten virker oppefra og ned, er lillesøsteren langt mere agil og flydende som leder, og formår at tiltrække de og det rigtige, der spejler den aktuelle tidsånd. Og som leder nedefra og op.
Dette er naturligvis en grov forenkling, men tankegangen afslører lidt om hvad vi har brug for i fremtiden, og lillesøsteren minder langt mere om kulturen, mens storebroren mere ligner (de traditionelle) penge og politik. Det interessante er, at den udvikling allerede er i gang. For turismen er nemlig verdens største og hurtigst voksende økonomi, og det handler først og fremmest om kulturudveksling! Blandt helt almindelige borgere, mere end blandt politikere og magthavere. I det globale perspektiv bliver opgaven for det enkelte land altså at kunne skabe en plet på kloden, der er interessant nok til at tiltrække besøgende, arbejdende og studerende i første omgang, så de i anden omgang kan være med til at forbedre økonomien.
Det er derfor, at Kulturmødet er lige så afgørende vigtigt som Folkemødet, fordi vi som land får en samlet mulighed for at blive mere bevidste om hvilken kultur vi ønsker at leve af. På. Og med. Og også derfor, at både statsministeren og finansministeren burde møde op på Mors. Muligvis for efter debatterne at møde kulturministeren på en bar.
Kronik i Børsen 3.9.17
