Mit venstre knæ gør ondt. Og det er lidt mærkeligt, for normalt er mit svage løbeknæ det højre, men denne gang er det faktisk passende, for løbeturen i mandags var sammen med Lars Løkke Rasmussen. Og 7 andre udvalgte personer, som han havde inviteret med rundt om Lyngby Sø og til efterfølgende uformel (siddende!) morgenmad. Mellem frugt, kaffe og uspist wienerbrød tog vi en runde, hvor vi hver især fortalte, hvad der optog os mest i øjeblikket. Og da vi kom fra mange forskellige brancher, blev helhedsbilledet både nuanceret og spændende, der blev trukket interessante tråde imellem emnerne, og han fik et (næsten) ufiltreret indblik fra nøglepersoner i forskellige samfundsområder.
Konceptet er godt set af statsministeren. For det afspejler en moderne og nødvendig ledelsesform, som vi kommer til at se praktiseret meget mere i fremtiden. Og især blandt generationerne YZ, der om nogen er ved at opløse de traditionelle hierarkier, og ikke ser ”højt” som idealet. I stedet handler det om at kunne finde ud af at placere sig selv ”centralt” i en organisation. Ikke gammelkommunistisk planøkonomisk centralt, men centralt som i uformel guru eller Youtuber (for at blive i GenYZ lingo’en); altså en magtposition givet af andre, fordi man har gjort sig fortjent til den. Og derfor bliver til en naturlig ”hub” for ideer, relationer og projekter, ofte båret af innovation og frugtbar disruption.
Udfordringen ved at være højt placeret i et hierarki er nemlig, at man ofte afskærer sig fra at møde og få direkte input fra den undergrund af ideer og behov, som er på vej frem. Ikke kun blandt eksotiske subkulturer eller de unge generationer, men også blandt det, som nogle kalder for ”mainstream” og som alt for ofte er en overset magtfaktor (DFs vælgere fx). Engang kunne man bilde sig selv ind, at udviklingen kom fra eliten (kunstnere, akademia, penge osv) men med den frihed alle i dag har til at udgive sig selv, og dermed blive offentlig ejendom og vægtig meningsdanner, hvis man har noget af værdi for mange andre (fx 1000vis af følgere), er der ingen grænser for, hvem der i virkeligheden kan blive en form for (usynlig) magtinstans. Sætte ord og behov på en politisk dagsorden, der kommer til at påvirke os alle direkte, men især ledere og deres fremtidige dispositioner.
Det handler altså om at få direkte adgang til den viden og de erfaringer, der er ved at forme vores samfund. Ligeledes handler det om at tiltrække og fastholde de rigtige mennesker, der kan berige den organisation, man leder. Begge dele er i udstrakt grad afhængig af den måde, som vi organiserer os på.
I traditionelt orienterede fællesskaber er vi vant til at operere med afdelinger og resortområder, som i visse tilfælde kæmper internt om at være højest i hierarkiet. Altinget.dk er lige udkommet med en ny magtanalyse og heri præsenterer de også en rangorden af ministerierne. Resultatet er forventeligt, men som kultursociolog er det katastrofalt at se, at Kulturministeriet som nr. 17 rangerer lavest af alle. Kulturen er det, der sætter form og ideer på et samfunds værdier, og derfor burde det ligge i top 5. Mindst. Men det er ikke pointen. Pointen er, at man overhovedet laver en rangorden. For moderne fælleskaber er præget af frivillighed, lyst, interesser, initiativer og flygtighed. Og hvor det før var regler, funktioner og hierarkier, der bandt grupper sammen, er det i dag tillid. Tillid til de andre. Tillid til opgaven/missionen/visionen. Tillid til sig selv.
Denne nye tids fællesskaber kaldes for neo-tribale, hvilket blot betyder nye stammefællesskaber. Og det vi ser er, at flere og flere mennesker bliver medlemmer af flere og flere neo-tribale fællesskaber. Om det er velorganiserede foreninger, forretningsenheder, formelle netværk eller blot en Facebook-gruppe er underordnet; vi tænker og agerer i gruppeenheder, der lader os udleve forskellige sider af vores personlighed og giver os forskellige muligheder for at udfolde os selv. Og ikke mindst socialisere med andre og derigennem skubbe udviklingen – enten på samfundsplan eller i mindre grupper. Eller blot hos sig selv.
At få mest muligt ud at hver enkelt enhed og ikke mindst samspillet mellem dem, kan kun ske, hvis man ser sig selv, som en centralt placeret leder. I dette levende mindmap, som moderne organisationer bør være, hvis de vil være konkurrencedygtige, lykkes man kun som leder, hvis man forstår, hvordan man kan anbringe sig selv midt i dette moderne anarki, så man får skabt det forventede stærke og innovative fællesskab, båret af en masse kreative individer, der er bundet sammen i gensidig tillid. Sådan er fremtidens vilkår for moderne ledere.
Også ja, også for LLR. Der i øvrigt på bedste forbilledlige manér i en lidt overraskende situation levede op til det anti-hierarkiske princip. Løbeturen startede nemlig med en pause, hvor han ryddede op efter sin ene af sine to hunde, der løb med på turen. Der er ikke mange andre lande i verden, hvor lighedsprincippet i så hverdagsagtig en situation bliver fulgt af statsministeren himself, og selvom jeg er ganske klar over, at han i sit eget bagland forfølger en noget mindre demokratisk linje, tjener dette ham til ære.
Da løbeturen og morgenmadensrunden var slut, og vi deltagere var færdige med at mene noget om alt muligt, ærgrede det mig til gengæld inderligt, at ingen af os havde nærvær nok til at stille ham det mest oplagte spørgsmål: ”Hvad optager dig lige nu?”
Min kronik i Børsen søndag 8. maj 2016
