”Du skal helst underspille din styrke”
”Du skal sørge for at gafle ham lige når han er blevet skilt, ellers er han hurtigt videre!”
”Mænd vil helst have kvinder under 35, så….” efterfulgt af et underfundigt blik.
”Hvis ikke han har ringet igen efter to dage, så glem alt om ham!”
”Mænd er mest interesserede i sex. Og du må endelig ikke knalde på den første date! Så mister han interessen!!”
Er du også træt nu?
Det her er nemlig nogle få af de ”regler”, som jeg har fået stukket i hovedet af velmenende mennesker, siden jeg blev single for lidt over et år siden. Efter 21 års faste forhold.
Og måske fordi det netop er så længe siden, at jeg sidst var ”på markedet”, har de set det nødvendigt at prep’e mig, så jeg ikke skulle….dumme mig for meget? Blive for hurtigt skuffet? Blive såret? Eller invaderet. For regler om hvordan jeg kan holde dem på behørig afstand, har jeg såmænd også fået rigeligt af!
I starten undrede jeg mig bare, når jeg fik den slags uopfordrede ”gode” råd om hvordan jeg skulle opføre mig, hvem jeg skulle være, hvad jeg skulle sige og ikke mindst hvad jeg kunne forvente. Naivt nok, var jeg fuldstændig uforberedt på, at kærligheden åbenbart skulle være underlagt så mange regler og rammer for at lykkes.
Du har nok gættet i hvilken retning denne kommentar nu går, ikke? For efter kort tid fik jeg regelkvalme, og lige så hurtigt robotblikket på, når folk med et fortroligt klem på armen og hovedet let på skrå, afleverede deres scorings-visdom.
Min erfaring er nemlig, at kærlighed er befriende regelløs!
Jeg er faldet for de mest usandsynlige mænd. Og de for mig. Og det er sket under uventede og i utrolige situationer og steder. Faktisk kan jeg ikke sætte et eneste af mine forhold ind i en skabelon.
Ej heller kan jeg sætte ”mine” mænd ind i en af de der håbløse faste formler. Der oftest er både fordomsfulde og indskrænkede overfor mænd!
Det jeg elsker mest ved kærligheden er, at den bryder de fleste grænser for, hvad man kan forvente. Livet har vist mig, at hvis bare jeg er åben nok, kommer kærligheden til mig. Og altså gerne under uventede begivenheder og i overraskende partnere, der begaver mig med skønne og livgivende oplevelser, som fylder mit hjerte op og gør det blødt og taknemmeligt.
Jeg er muligvis naiv, når det kommer til kærlighed, for der er virkelig ikke én fiber i min krop der tvivler på, at jeg indenfor overskuelig fremtid vil finde sammen med en ny livslang kærlighed.
Heller ikke de nætter, hvor jeg vågner og føler mig meget alene, meget forladt og meget ked af det. Disse nætter bruger jeg ikke til at disciplinere mig selv, så jeg kan leve efter eller op til de mange åndssvage og begrænsende regler, som jeg uønsket har fået serveret som sandheder det seneste år. I stedet finder jeg fred i den eneste regel, som jeg tror på:
Hvis jeg findes – så findes han også.
Så enkelt er det i mit univers. Indtil jeg så møder ham, beriger jeg mit liv ved at gå på eventyr hos de andre mænd, der krydser min vej. Det har ikke været kedeligt indtil nu. Tværtimod. Halleluja for det. Og dem!
Kommentar i Berlingske 2. april 2017
