Prinsesserollen trænger til at komme ud af mørket og blive dyrket, så hun fuldender din indre dronning. Hun står nemlig for autentisk selvværd.
Af Emilia van Hauen
I foråret 2004 gik hele landet amok i prinsessehysteri – og jo, det var naturligvis, fordi en vis frøken Mary Donaldson skulle giftes med hele landets mest populære dansker ad flere omgange, Pingo, Frede, Kronprinsen; den bedste mums-sammensætning af ægte kongeblod, sympatisk følsomhed og en udtalt fysisk maskulinitet. Og Mary? Ja, hun var da også en prinsesse på ærten for real, og derfor svømmede alle medier over i begejstring: Nu skulle alle piger – også dem på 60, 70 og 80! – købe sig et lille diadem i BR og så sidde hele bryllupsdagen foran skærmen, drikke champagne og være prinsesser for en dag.
Hallo- vågn dog op!! tænkte jeg, hver gang jeg hørte om det. Moderne kvinder kan ikke bruge den myge underkuede prinsesserolle til en rygende hattenål, og til sidst blev jeg så irriteret, at jeg skrev en lang artikel om, at rigtige kvinder er da dronninger. Helt ærligt, hvad kunne den moderne selvstændige kvinde dog bruge prinsesserollen til i et liv, hvor vi forsørger os selv og i øvrigt skal kunne agere på mændenes præmisser? Næh, dronningerollen er i den sammenhæng langt mere relevant, og det budskab endte jeg med at få lov til at udbrede til selve brylluppet på tv. I en noget mere diplomatisk udgave, naturligvis, og med stor ros til Mary for at opdatere prinsesserollen i øvrigt.
I mange år gik jeg og næsten foragtede den sagtmodige prinsesse, som bare sad der og ventede og ventede på at blive opdaget af en eller anden prins, som hun ikke engang kunne være sikker på, var et hug, men som hun jo ifølge den kulturelle norm, skulle blive forelsket i. I samme ombæring lavede jeg et foredrag om emnet, og brugte altid Tornerose, som et eksempel på det værste, jeg kunne forestille mig som forbillede. Hun bliver født, men det går hurtigt galt, for allerede på sin dåbsdag, bliver hun forbandet, hvorfor hun i de første 15 år af sit liv, må leve i isolation på slottet med sine forældre. Spændende. Den dag hun er spået til at dø, bliver hun helt logisk (!) efterladt alene og forsvarsløs, og får nu endelig mulighed for at komme på et vaskeægte eventyr: Slottet rundt. Wow! Det vildeste hun derefter oplever i sit liv, er at møde en gammel kone, der sidder og spinder. Hvorefter hun stikker sig på tenen og sover i 100 år. Højdepunktet kommer lige derefter, for da bliver hun kysset af en prins og bliver gift. Snip, snap, snude.
Og ja, jeg ville i hvert fald føle, at jeg havde fået verdens længste snude, hvis det havde været min livshistorie! Ingen andre mænd. Ingen uddannelse. Ingen karriere. Ingen egen økonomi. Blot prinsens kone. Og altid ung, smuk, god og uskyldig. Hvilket er nogle af de mest karakteristiske egenskaber, der er knyttet til den arketype. Man hører jo aldrig om en ond, gammel, grim og ugift prinsesse, vel?
Nej. Hun kunne næppe være en brugbar inspirationskilde for danske kvinder. Dronningerollen med sin selvstændighed, lyst og adgang til magt, var en anden sag: Hende kunne vi finde mange gode og opbyggelige historier i, som var anvendelige i vores hverdag. Og det gik jeg så ud og talte højt og længe om.
Men jeg tog fejl. I dag tænker jeg, at vi selvstændige kvinder dyrker vores indre prinsesse for lidt. Alt for få kvinder tør læne sig tilbage og blive opdaget. Alt for få kvinder tør tage imod uden forbehold. Alt for få kvinder tør lade sig tilbede og tør hengive sig til, at de er værd at elske, blot fordi de er til.
Prinsesserollen inkarnerer nemlig selvværdet. Det at vide, at man er elskelig nok til, at den rigtige mand (opgave, veninde, livsmulighed) opsøger dig, uden at du behøver at gå ud og erobre den selv. Og tænk: Mænd kunne sikkert også lære en masse af denne rolle!
Hvor ofte har du ikke drømt om, at du var så elskværdig, at den helt rigtige partner kom forbi og hentede dig til et lykkeligt samliv? Jeg ved, at jeg har gjort det utallige gange. Men jeg ved også, at jeg sjældent har turdet tro på, at jeg var det værd. Og derfor i stedet har skyndt mig ud og forsøgt at tage det, jeg gerne ville have. Måske er det min alder. Måske ikke. Men i dag mærker jeg en længsel efter dette med at hengive sig til at blive opdaget af den rette. Fordi jeg er det værd. Og derfor øver jeg mig også dagligt i det. Nogle gange med held. Andre gange ikke. Når det sker, er det vanvittigt skønt. Og endnu vigtigere: Det er fantastisk befriende! Fordi det kan afbalanceres af evnen til også selv at bestemme og sætte dagsordenen.
Blandt de unge piger ser jeg, at de for det meste er ret dygtige til at gå ret målrettet efter deres successer. Og at mange af dem handler om deres arbejde. Jeg ser også en stor grad af selvkritik på både sjæl og krop, hvilket mange undersøgelser desværre bekræfter. Vi skal naturligvis ikke tilbage til datidens debutantballer, hvor enhver ung pige blev et juletræ til udstilling for en ægtepagt. Og hvor enkelte endte med at være taskeholdere for alle de andre, der svingede sig rundt med kavalerer på dansegulvet. Men vi danske kvinder trænger faktisk til at være mere prinsesser. For vi er det værd.
Og ikke mindst fordi, at en rigtig god dronning kræver, at have været forbi prinsesserollen først. Find din prinsesse, dyrk hende, inkarner den og integrer den fuldt og helt, så du som kvinde, både evner at hengive dig totalt til at blive fundet og at tage dronningescepteret i din egen hånd, så du kan skabe dig det liv, du drømmer om. Inklusiv lyserøde tiaraer og håndfaste magtpositioner. God fornøjelse!
Prinsesseegenskaber: Ung, smuk, uskyldig, god, sød, hengiven, selvværd
Dronningeegenskaber: Magtfuld, stærk, klog, herskende, skabende, selvstændig
Prinsesse Marie: et godt eksempel på klassiske prinsessedyder; sød, hengiven, smuk
Vivian i Pretty Woman (Julia Roberts) en all time klassiker
Johanne Schmidt-Nielsen i begyndelsen; hun tager efter Vestager nu og dyrker sin indre dronning
Madeleine, svenske kongehus (sød, smuk, naiv, uskyldig….)
