Moderskabet handler om ejerskabet til den næste generation. Og på den måde også et ejerskab over kvinden. Kvindernes frigørelse og nye teknologier gør op med den magtkamp og skaber nye forudsætninger for, hvad moderskabet egentlig er.
Da jeg er omkring seks måneder henne i min første graviditet, står jeg og taler med en kunde om et foredrag, som jeg skal holde for dem senere på måneden. Pludselig rækker han ud og lægger hænderne på min mave, mens han siger: ”Det er altså så fantastisk med gravide maver!” Han lader hænderne ligge der i mindst tre sekunder, med øjnene rettet mod det tørklæde, som jeg har bundet om maven (ja, det var smart dengang) og da han tager hænderne til sig igen, smiler han fuldstændig uarmeret til mig.
Det var første gang en fremmed uopfordret og uden tilladelse tog min gravide mave i besiddelse, men det blev bestemt ikke den sidste. Og hver gang føltes det som et uhelligt overgreb mod den enhed, som jeg havde dannet med min ufødte søn, siden han kom til min verden i form af to blå streger på en hvid pind.
De første tre sekunder med den fremmede mands hænder på min krop strakte sig henover tusindvis og atter tusindvis af generationer af unge kvinder, der i kulturens og samfundets tjeneste, har måttet overlade både deres krop, reproduktionsevne og ikke mindst deres moderskab til en højere magt. Nemlig til en kollektiv kulturorden, som oftest var dikteret af mænd og siden stabiliseret af kvinderne selv, som en overlevelsesstrategi. Og måske derfor føltes de tre sekunder, som om jeg var fanget i en evighed af kamp mod min frihed til at disponere over mig selv.
Og sådan er det stadig i 2020. Udover at graviditeten tager kvindens krop i forvaring, og dermed begrænser hendes egne udfoldelser, handler moderskabet uløseligt sammen med ejerskab.
Ejerskab over kvindens seksualitet. Ejerskab over hendes reproduktionsevne. Ejerskab over barnet. Ejerskab over den næste generation. Fordi den der ejer den næste generation, er den der ejer fremtiden. Og den der ejer fremtiden, har magten. Magten til at overleve.
Så ja, moderskab handler basalt set stadig om ejerskabet til fællesskabets fremtid. Det der imidlertid har ændret sig markant er udgangspunktet, for i dag har kvinderne fået ejerskab over deres egen krop, seksualitet og fertilitet, og derfor har de også fået et større ejerskab over, hvordan moderskabet må administreres og udleves. Samtidig har den teknologiske udvikling skabt nye muligheder for moderskab, mens kampen om kønnets definition er blevet flyttet til helt nye landemærker af de yngre generationer, og det tilsammen giver en større og mere varieret platform at tale moderskab ud fra. Inden vi udforsker disse perspektiver og mulige konsekvenser for samfundets forståelse af moderskab, så lad os lige vende tilbage til hvordan moderskabet blev mændenes ejendom.
Ejerskabet over kvindens fertilitet
Indtil videre er det kvindernes privilegium af være det biologisk reproduktive køn, og derfor er det både i princippet og teknisk set også dem, der har adgangen til den næste generation. Denne evne har været dyrket og fejret i visse ældre kulturer og har ligestillet kvinderne med mændene, men med især den kristne kirkes indtog i den vestlige kultur, ændrede dette sig. For at få kontrol over reproduktionen, krævedes det, at man fik kontrol over kvindernes seksualitet. Moderskabet kan altid med sikkerhed stadfæstes gennem fødslen, mens der i langt størstedelen af menneskehedens historie har kunnet herske tvivl om, hvem der er faren. Denne usikkerhed er i dag elimineret med DNA-testen, som både har afgjort retssager og givet mænd og børn vished om deres slægtskab, eller mangel på samme.
Den indbyggede uvished om faderskabet, førte i mange samfund til, at manden skabte et system, der kunne sikre ham, at det var hans gener og afkom, som han forsørgede og opdrog. Og som – måske endnu vigtigere – overtog og videreførte hans families arv. På tværs af forskellige kulturer, har det vist sig enstemmighed om, at den mest effektive måde at sikre dette på, var ved at kontrollere kvindernes seksualitet, så de kun havde sex med én mand, og at den mand, var deres ægtemand.
Det kunne man gøre på to måder: Enten ved konstant at overvåge kvindens adfærd og sætte ind, hvis hun valgte at dyrke sex med en anden end sin lovformelige partner. Eller ved gennem værdier og moral at indlejre den ønskede adfærd i hende, så hun selv blev den kontrollerende part. Skam blev en af de stærkeste mekanismer til denne integrerede selvkontrol, der i virkeligheden var funderet i en social skam, som blev delt og dyrket i fællesskabet. I behovet for at sikre sin egen sikkerhed i samfundet gennem sit ægteskab, blev den enkelte kvinde til en agent for denne ydre restriktion af sin egen lyst og seksualitet, mens de kvinder, der ikke levede op til reglerne, blev udskammet af de andre kvinder. Det er en velkendt mekanisme og kan i virkeligheden beskrives som et gigantisk udtryk for Stockholm syndromet. For at sikre denne form for social orden, flyttede lysten altså ud af seksualiteten, kvindens lyst vel og mærke, og i stedet blev den vekslet til moderskabet. Så ejerskabet for afkommet kunne blive hos manden. Og dermed blev den gode kvinde lig med den gode moder, og hendes personlige lykke lå i at få børn og leve for familien.
For kvinden er traditionelt ikke kun det biologisk reproduktive køn; hun er også det socialt reproduktive køn. I de fleste samfund ses det, at det er moren og datteren, der bærer ansvaret for, at den sociale orden opretholdes. Også selvom det sker på bekostning af deres egne interesser, lyster og behov. Et af de mest ekstreme tilfælde, hvor moren vælger samfundets love og familiens ære over egen kærlighed, er i det tilfælde hvor hun slår sin egen datter ihjel i et såkaldt æresdrab, fordi datteren ikke har levet op til de normer, som familien er underlagt. Den form for moderskab er desværre ikke så sjælden, som den burde være i forhold til det, som moderskabet ellers er rundet af, nemlig den ultimative beskyttelse af barnet. I det socialt reproduktive ligger altså, at fællesskabet (familien) sættes over individet; noget som ikke gør sig gældende i moderne samfund. Tværtimod.
Mændene var på papiret og i Biblen underlagt de samme restriktioner om kyskhed udenfor ægteskabet, men i praksis blev der set langt mere igennem med mændenes seksuelle eskapader med andre end deres ægteviv. Der var ikke den samme risiko for at miste social status, anseelse og sikkerhed, blandt andet fordi faderskabet ikke kunne bevises. Men de kvinder, der fik børn med dem udenfor ægteskabet mistede til gengæld deres position. Disse kvinders moderskab blev genstand for det forkerte moderskab, og børnene der kom ud af det, fik betegnelser som uægte, horeunge, bastarder, altså en slags anti-børn. Det var altså farens status der gav børnene deres adgang til samfundet; anerkendte han barnet, var de legitime i samfundet, mens det modsatte gjorde sig gældende for de børn, hvis fædre ikke anerkendte faderskabet.
Med p-pillernes fremkomst i 1960 i USA, frigivelsen af dem i 1966 i Danmark, og med den lovlige adgang til abort i 1973, fik kvinderne pludselig adgang til deres seksualitet frataget risikoen for uønsket graviditet og barn, og siden da har kvinderne taget et nyt ejerskab for deres seksuelle lyst og udfoldelser. Omend der til stadighed findes dobbelt standarder for, hvor meget kvinden må udfolde sin seksualitet og tale om det offentligt uden at miste anseelse og hvor meget manden må. Men det er en anden historie, for i dag handler seksualitet nemlig ikke længere om hverken moderskab eller (manglende) faderskab.
Indtil 1957 hvor begge forældre blev ligestillet som værger for deres børn, var børnene altså primært mandens ejendom, og kvindens moderskab blev på den måde også genstand for barnets fars ejerskab. Men med kvindernes juridiske, sociale og økonomiske frigørelse op igennem forrige århundrede, samt de nye teknologiske muligheder, der er opstået, og som i dag giver kvinder mulighed for at reproducere sig selv uden en mand (men dog med sæd fra en mand) har magtbalancen ændret sig, så den er blevet langt mere lige. Og flere mandegrupper mener, at magten i dag er alt for meget på morens side.
Det gode moderskab
Vi bliver født alene, vi lever alene, vi dør alene, kun med kærlighed og venskab, skaber vi for en tid en illusion om at vi ikke er alene. – Orson Welles.
Ovenstående citat er gået hen og blevet en slags sandhed, enhver kan smide om sig, når der skal filosoferes over livet og relationerne. Men citatet tager jo fuldstændig og aldeles fejl. For vi fødes netop aldrig alene. Der er ALTID en mor til stede. Dermed bliver vi mennesker, mennesker, gennem et andet menneske. Denne menneskelighed er hjørnestenen i et moderskab, oftest omtalt som enten omsorg eller kærlighed, og den er i høj grad også det, som det moderne moderskab hviler på.
Med kvindernes øgede ejerskab til sig selv og dermed deres moderskab, er der også sket en ændring i opfattelsen af, hvad der er en god mor. Magasiner og bøger, tv- og radioudsendelser og i senere tid også blogs, vlogs, podcasts og alle mulige platforme indenfor sociale medier, har diskuteret det moderne moderskab og hvad det indebærer. Hvor det i ældre tider var morens fornemste opgave at opdrage sit barn til ansvar og samfundsorden, handler det i dag primært om kærlighed. Den rene, uforbeholdne og ubetingede kærlighed til barnet. Som i perioder kunne svigte og blev anerkendt som en midlertidig tilstand, hvis moren fik en fødselsdepression, så længe hun fandt tilbage i det skab. Derfor vakte det så stort postyr i 2016, da flere kvinder stod frem og åbent erkendte, at de ville ønske, at de ikke var mødre. Også selvom de elskede deres børn. Som Liv Schubert, der åbent siger, at hun ville ønske at hun ikke var mor, selvom hun elsker sin søn og sætter ham før alt andet og heller ikke ville undvære ham. Den 25. juni 2016 udtaler hun dette til Kristeligt Dagblad:
”Det er en meget diffus følelse. Der eksisterer denne homogene mormasse, og folk forventer, at du skal blive en del af den, når du får børn. Det kan jeg ikke. Jeg passer ikke ind i den, det er ligesom to magneter, det dur ikke. Det matcher for mange andre, bare ikke for mig. Det er ikke ’noget ved’ moderskabet, det er hele moderskabet, jeg stritter imod,” siger hun.
For ja, udover at moderskabet langt fra er det idylliserede billede af den evige symbiose, hvor moderskabet rimer lige så meget på lort (også bogstaveligt talt), som det rimer på lykke, så har det moderne moderskab også flyttet familien væk fra den traditionelle opfattelse af, hvad en rigtig familie er.
Er moren altid en kvinde?
Kvindernes frigørelse medførte nemlig også et opbrud med de traditionelle familiemønstre, og i dag kan vi konstatere, at man i Danmarks Statistik regner med 37 forskellige børnefamilieformer. Der findes ca. 800.000 børnefamilier i Danmark og halvdelen udgøres af den klassiske kernefamilie med far, mor og fælles børn. Den næstmest almindelige familieform er den enlige mor med børn. Og herfra er der nærmest frit løb på alle tænkelige familiesammensætninger. Men skal man konkludere ud fra de to største grupper, er forestillingen om familie først og fremmest knyttet til morens repræsentation, fordi børn, og måske særskilt en god barndom, i langt højere grad i dag er knyttet til kærlighed og omsorg, mere end til arv og magt.
De teknologiske muligheder har til gengæld udfordret forestillingen om, hvordan man bliver mor. For selv i dag hvor kvindens position i samfundet ikke længere afhænger af, at hun overhovedet kan blive mor, er der stadig en norm om, at man først for alvor er lykkedes som kvinde, hvis man bliver mor. Det er naturligvis knyttet til biologien, hvor denne inklination sikrer, at vi overlever som art, men hvor man før i tiden måtte acceptere goldhed, som et af naturens luner, sikrer IVF og andre behandlinger, at et par kan blive forældre, selvom deres kroppe ellers ikke kan.
Alder er i denne henseende blevet en afgørende faktor, fordi teknologien i dag bypasser kvinders naturlige fertilitet. Da den kendte mediepersonlighed Brigitte Nielsen fik sit femte barn, en datter ved navn Frida, var hun 55 år gammel og det vakte en del bevågenhed. Nogle hyldede hende for hendes mod og målrettethed, men mest af alt høstede hun kritik for, at hun i så høj en alder, satte sit femte barn i verden. En mand, der bliver far i en alder af 55 år bliver til gengæld ikke udskammet af samfundet, og bliver ikke kritiseret for, at han ikke kan forsørge og passe på barnet, efterhånden som det bliver ældre. Brigitte Nielsen reagerede da også ved at påpege, at Fridas far var 39 år gammel og at moderskabet ikke findes i alderen, men i omsorgen og kærligheden. Kvinders samfundsmæssige værdi har som sagt altid været knyttet til deres fertilitet, og hvornår den evne ophører, er gået hen og blevet et teknologisk og økonomisk spørgsmål, hvilket igen udfordrer hvad et moderskab indebærer. Den ældste mor pressen kender til, var indiske Daljinder Kaur, der i en alder af 72 år og efter tre runder fertilitetsbehandling, hvor hun brugte anonyme donor-æg, fødte sin søn ved kejsersnit den 19. april 2016. Hun er ikke den eneste indiske kvinde, der har fået et barn længe efter at de er gået i overgangsalderen, og det stiller et interessant spørgsmålstegn ved, om det først og fremmest er biologien, der afgør hvad et moderskab er.
For er en mor altid en kvinde? Umiddelbart et dette et umuligt spørgsmål at stille, og dog alligevel ikke. For kigger vi kulturhistorisk på det, knyttes moderskabet til nogle særlige egenskaber og en specifik adfærd, der beviser, at moren er en god mor. Ord som kærlighed, omsorg, trøst, mad, medfølelse, tilgængelighed er ord, der skaber det rigtige moderskab. Hvilket samtidig spejler – ikke overraskende – værdier og personlighedstræk, der oftest knyttes til kvinden.
De senere år har der imidlertid fundet en kønsrevolution sted blandt de yngre generationer. Man taler om begrebet ”gender fluid”, altså at kønnet flyder, hvilket fortæller historien om, hvordan de to køns træk er kommet under forhandling, især når det handler om identitetsskabelse. Det kan godt være, at man rent biologisk bliver født som kvinde eller mand, men ens sociale og kulturelle køn, behøver på ingen måde at leve op til de gængse normer om kønsudtryk.
Heller ikke når det gælder moderskabet. Britiske Freddy McConnell fødte sin søn i 2018. Inden da havde han i 2014, i en alder af 27 år, begyndt testosteronbehandling og fire år senere blev han altså gravid via spermdonation. Han havde fået det man kalder for ”top surgery”, hvor han havde fået fjernet sine bryster, men havde altså beholdt sin livmoder, fordi han netop havde tænkt, at han gerne ville være far en dag.
Dette er en forældreform, vi kommer til at se meget mere til i fremtiden. Fordi der ganske enkelt er flere og flere, der vælger at være transseksuelle.
”Jeg tegner mig selv som intetkøn. Mit køn skal ikke begrænse min udfoldelse.” Sådan udtaler en informant sig i en undersøgelse, som Fremtidsfabrikken har lavet over generation Alpha (født fra 2004). Direktør Tanja Hall udtaler, at når de unge skal tegne sig selv i fremtiden, tegner de typisk sig selv som ”intetkøn”. De tager ikke kun afstand fra køn ift. ulighed, men mere kønnet i det hele taget, som anses for at være betydningsløst.
Hvor ultimativt de tænker, viser sig i denne udtalelse fra en af de unge mænd i undersøgelsen:
”Det er uproblematisk med kønsforskelle – det er jo bare jeres generation, der skal dø, så forsvinder problemet med jer!”
Og det er blot en videreførelse af en tendens, der længe har været undervejs, og som især generation Z (født mellem 1995-2010) er repræsentanter for. Ifølge SEXUS-rapporten fra 2019, viser det sig, at 6,6 procent af kvinderne mellem 15 og 24 år er biseksuelle, mens det er 1,7 procent for de 45-54 årige.
”Vi opererer ikke med de samme bokse; man er ikke altid enten heteroseksuel eller homoseksuel. Jeg er ikke lesbisk, fordi jeg tager en pige med hjem. Jeg tror faktisk, at det havde været nemmere, hvis jeg havde været homoseksuel, for det ville I ikke sætte spørgsmålstegn ved. Det ville bare være en anden boks, vi kunne sætte kryds i. Men jeg opfatter køn og seksualitet langt mere flydende, og det kendetegner min generation generelt.” Sådan udtaler Martine Carøe, 21 år til en artikel i Zetland. Det er derfor, at ikke-køns betegnelser som dem-de, hen, høn og flere andre bliver mere og mere udbredt.
Kønsrevolutionen vil helt sikkert smitte af på den måde, som mødre – uanset køn – vælger at udfolde deres moderskab. Og også hvordan de vælger at opdrage deres børn. Det at være transgender/transseksuel har i de senere år fået stor opmærksomhed gennem bla. film (fx den danske film ”En helt almindelig familie” skabt og inspirere af produceren Malou Reymanns egen historie), tv-serier (fx Transparent, hvor titlen bla. også henviser til netop hvordan forældreskabet skal forvaltes, når faren eller moren skifter køn og hvilken betydning det har for børnene) og flere dokumentarfilm, og denne tendens er blot et led i den større nye forhandling om, hvad et køn egentlig betyder for ens identitet og udfoldelse som menneske. I takt med at de yngre generationer anser sig selv for mere flydende i deres køn, vil det også have en afsmittende effekt på, hvad et moderskab består af og hvordan det manifesteres. Meget tyder på, at både moderskabet og faderskabet er ved at nærme sig hinanden ift forventninger og forvaltning, og vil måske på sigt glide så meget sammen, at det mest væsentlig bliver at forholde sig til sit forældreskab, der uafhængig af biologi kan udleves som en selvvalgt institution, der kun indeholder de elementer, som den enkelte ønsker at være.
Kigger vi endnu længere ud i tiden, kigger vi måske ind i en verden, hvor vi transcenderer det menneskelige og helt ophæver ikke bare moderskabet, men også forældreskabet. Transhuman er en nyere bevægelse af mennesker, der længes efter at ophæve deres fysiske eksistens, og kun ønsker at eksistere som en (teknologisk) bevidsthed. Det er en international, intellektuel og kulturel bevægelse, der grundlæggende går ind for at bruge videnskab og teknologi til først at forbedre og udvide menneskets egen udfoldelse, men som i sidste ende ønsker at frigøre sig fra den menneskelige fysik helt og aldeles. I den roste og geniale britiske tv-serie Black Mirror er der flere afsnit, der tager dette emne op og i tv-serien Years and Years ser vi hvordan en karaktererne opsøger muligheden for at lave det skift. Her vil moderskabet i sin traditionelle form blive overflødigt. Umiddelbart. For uanset i hvilken form vi bliver født ind i verden, har vi til stadighed brug for et menneske, der viser os, hvad det vil sige at være menneske. Og måske vil morrollen vedblive at være idealet på dette.
Når vi dertil, hvor vi vores eksistens frigør sig fra vore biologi, bliver det interessante spørgsmål måske ikke længere, hvad der udgør et moderskab – men derimod hvad der udgør et barn? Hvem der har retten til at føde det menneske ind i verden? Og hvilke rettigheder dette barn har, for at være… et menneske?
Udgivet af Nivaagaards Malerisamling
Dette er en udvidet udgave af artiklen og altså ikke den version, som man kan læse i kataloget. Find kataloget her.
