Af Emilia van Hauen
I et af mine foredrag bruger jeg en tegning, der viser, hvordan de to køn løser denne opgave: Gå til Gap og køb et par bukser. Manden går ind i indkøbscentret og direkte hen til GAP butikken, hvor han køber et par bukser til 33 dollars, hvilket tager ham seks minutter. Kvinden bruger 876 dollars, 3 timer og 26 minutter på det, og når ind i alle butikkerne i storcentret – undtagen GAP!
Er han smart og hun dum?
Her vil de fleste mænd nok nikke (træt) indforstået, mens kvinder lige så indforstået vil vide, at det slet ikke handler om dumhed. Det handler om socialisering. Mere om det senere.
Køn er en kvalifikation. For køn er med til at bestemme vores biologi, vores neurologi og vores kultur, og derfor også med til at bestemme hvilke idealer, værdier og normer vi opererer efter, og hvordan vi manifesterer disse tre i den adfærd vi har.
Er det derfor kvotediskussionen er gået lidt i selvsving? Måske. Den tvinger os i hvert fald til at se det helt åbenlyse i øjnene. At vores medfødte køn er en kvalifikation, som kan sofistikeres, udvides og udjævnes med uddannelser, karriere, erfaringer, personlige interesser mm, men som samtidig vil det et af de vigtigste filtre, som vi oplever livet igennem.
Fordi køn er en kvalifikation, skal vi derfor blive bedre til at benytte os af de forskelle og dermed spændinger, der opstår mellem de to køn, som en direkte ressource til at nå større og bedre mål for begge køn. Om særtrækkene er bestemt af kultur eller biologi er i virkeligheden underordnet; det der tæller er, at vi bliver mødt i vores behov og at vi udvikler vores samlede potentiale bedst muligt – til alles fordel.
Køn er en kvalifikation, fordi vores selvopfattelse aldrig – aldrig(!) – er uafhængig af vores køn. Og selvom de to køn naturligvis deler almenmenneskelige træk, bliver måden de leves ud på, præget af den måde, som køn opfattes på. Køn er altså altid medbestemmende for, hvordan vi opfatter alle livets situationer. Hvilken adfærd vi lægger for dagen. Og hvordan omverden opfatter vores handlinger.
GAP-eksemplet fortæller lidt om disse forskelle. At kvinden gør, som hun gør, er ikke et udtryk for, at hun er dum, uansvarlig eller har for meget tid. Det er fordi hun er i gang med at manifestere og styrke sine sociale relationer, mens manden først og fremmest er ude på at løse et problem.
For ham er det en mission, der skal løses lettest og hurtigst muligt. Han opererer efter HIHU- princippet (Hurtigt Ind Hurtigt Ud), og derfor er en P-plads foran butikken top-parameteren for succes hos mandlige kunder! Så gør det bestemt heller ikke noget, at det en kompetent (og smuk) ekspedient, der tager sig kærligt og problemløst af ham. Lykkes hun med det, kommer han igen. Og igen. Og igen. Og det vil ofte være flere måneders forbrug af tøj, der købes ind ad gangen. Med bemærkningen: ”Købte jeg ikke Boss sidste gang? Det virkede sgu meget godt. Det tager jeg igen!” Nemt. Bekvemt. Hurtigt.
Når kvinder køber, er deres vigtigste opgave – muligvis ubevidst – at sørge for at være den sociale lim i familien. Eller de fællesskaber, som de er medlemmer af. Det betyder, at de vandrer rundt med hele batteriet af vigtige personer i hovedet, når de går rundt og shopper, mens de hele tiden scanner butikkerne for ting og sager, som de tror, vil gøre manden, børnene, veninderne, forældrene, eller alle de andre glade. Shopping er altså først og fremmest en social aktivitet, der skal styrke kvindens position, som den primære omsorgsbærer i gruppen, mens det for mændene handler om at fikse et problem og skabt nogle resultater. Med det forbehold, at kønsverden naturligvis ikke er kategorifast, så det gælder ikke for alle!
Køn er imidlertid ikke altid den vigtigste feature at tage udgangspunkt i, når man står overfor en (samfunds)opgave. Det kan i stedet være faget, jobbet, den sociale klasse, alderen eller måske livsfasen. Og naturligvis holder det ingen steder, at en kvinde skal ind i en bestyrelse, bare fordi hun er kvinde! Hendes konkrete kompetencer skal først og fremmest være i orden, og så kan hun toppe det med sin kvindelige erfaring/kompetencer. Altså: Personen selv skal kunne præstere på det niveau, som der skal præsteres. Og så er ens køn en yderligere kompetencegivende kvalifikation, der forstærker ens bidrag. Som det at være en mandlig pædagog. I en løsningsstrategi, skal man derfor som minimum forbi overvejelser om kønnet skal anvendes aktivt, hvis man skal have mest muligt ud af sin indsats. For gør man ikke det, kan man let overse en lang række af problemer, der kunne være løst i udgangspunktet, og måske oven i købet være transformeret til ekstra energi, fremfor en senere barriere. At tage køn med som en afgørende parameter, kan forfine processen, gøre den stærkere, mere mangfoldig og ikke mindst mere fremtidssikret, fordi der er tænkt bredere og klogere.
Måske skulle vi gøre 2013 til kønnets år, hvor der bliver leget meget mere med forskellene på XX og XY på den kreative og ressourceskabende måde. Tænk bare, hvad gnidninger mellem de to køn i biologien medfører. Mon det ikke også kan udnyttes i strategier? Det bliver godt. Og sjovt!
