Social udtørrethed, ensomhed og mangel på energi er hverdagen for mange i dag. Men som befolkning har vi ikke lært det fundamentale om vores psyke og relationer, eller fået undervisning i, hvad det vil sige at være et menneske i et fællesskab. Det går særligt ud over de unge, der er pandemiens største ofre. Et fag, der ruster os til virkeligheden, er løsningen.
Af Emilia van Hauen
“Jeg skriver dette med en ubehagelig følelse af skam og undren over, om jeg er den eneste, der slet ikke er lige så effektiv, som jeg plejer at være? For det virker ikke sådan, når jeg læser de mange opslag om, hvor fokuserede corona har gjort folk…”
Sådan startede jeg et opslag på den sociale platform, LinkedIn, sidste søndag, der hurtigt fik over 100.000 visninger. Okay – jeg var altså ikke alene om at have det sådan! Mange kommenterede, nogle gav gode råd, og det viser sig, at jeg lider af noget, der kaldes Post Corona Stress Syndrom (PCSD) eller ”pandemisk stress”. Begge betegner en tilstand, hvor vi reagerer naturligt på en unaturlig situation med følgende symptomer: Manglende koncentration, mening og energi. En følelse af ensomhed og diffus fremtid. Fysisk og psykisk inaktivitet. Angst, social passivitet mm.
Mange lider i denne tid, men de unge er den gruppe, der er stærkest ramt. Gang på gang viser undersøgelser nemlig, at det er de unge generationer, der bliver både hårdest og længst ramt af en krise. Fordi alle kriser også altid er økonomiske kriser, har det en direkte indflydelse på arbejdsløsheden, hvilket gør det sværere for de yngste i arbejdsstyrken at få et job, og dermed også vanskeligere at få en fremadskridende karriere, en sund og stabil økonomi, en bolig og et familieliv.
Ifølge økonomiprofessor Shu Lin Wee går der normalt op til seks år, før den unge generation har indhentet krisen. Pandemien har dog ikke kun frataget de unge nogle år af deres fremtid; den har også berøvet dem for nogle af de vigtigste oplevelser, der definerer et ungdomsliv. Begivenheder, der aldrig nogensinde kommer tilbage, og som ofte er determinerende for resten af vores liv.
Hvilke værktøjer har de lært i skolen til at håndtere en krise? Hvad har de af fundamental viden om menneskets psyke, ånd og krop, som gør det lettere for dem at klare sig igennem? Hvilke redskaber er de trænet i at bruge, så de mestrer kunsten at skabe velfungerende fællesskaber og et sundt socialt samfund? Uhyggeligt lidt og få.
Til gengæld har de haft om det periodiske system. Lært integralregning. Og kender til fotosyntese. Hvilket er fint. Men det er jo ikke ligefrem viden, som hjælper til at forstå og håndtere følelsen af ensomhed, skam, uro eller meningsløshed. Eller er med til at skabe sammenhold i en klasse.
Utallige undersøgelser (fx Harvard Study of Adult Development) har vist os, at det, der skaber sunde og lykkelige liv – og dermed velfungerende samfund – er gode relationer. Altså starter et godt samfund ikke med, at vi producerer og skaber økonomisk rigdom, hvilket til tider sker på bekostning af menneskelig trivsel. Tværtimod starter det med, at vi mennesker først og fremmest er i balance og harmoni med os selv og andre, så vi har et fysisk, psykisk og kreativt overskud til at producere det, vi skal leve af. Et smart samfund ville derfor helt logisk også undervise og træne sine borgere i, hvordan vi opbygger sunde personligheder og kroppe, så vi kan skabe disse gode relationer, der er forudsætningen for et frugtbart fællesskab.
At vi ikke mestrer balancen, afslører de skræmmende statistikker på stress (50%), angst (20-30%) og depression (20%); tal, der kun er blevet højere det seneste år. Og derfor har vi brug for at lære noget helt konkret og håndgribeligt om, hvad der skaber et balanceret menneskeliv og et velfungerende fællesskab.
En løsning, der også vil have indflydelse på resten af de unges liv, er et fag med en titel á la ”Identitet og fællesskab”. Det skal bestå af grundlæggende psykologi, sociologi og filosofi, og skal naturligvis være spækket med øvelser og træning i at anvende teorierne i hverdagen, så undervisningen ikke lander som en række abstrakte akademiske tanker, der kan høvles af til eksamen.
Essensen er at træne en livspraksis, der tilbyder mangeartede perspektiver og metoder på, hvordan man hver især både har det, og bidrager, bedst. Faget skal have samme status, som dansk og matematik ift antal timer og år, så det står klart for alle, at det grundlæggende menneskelige er det, som vores samfund først og fremmest hviler på. Resultatet vil ikke kun være en langt større sammenhængskraft; det vil være en lykkeligere, mere produktiv, innovativ og kreativ befolkning.
Naivt? Nej. Nødvendigt! Det seneste år har om noget vist os værdien af det sociale, og nødvendigheden af faget ”Identitet og fællesskab”. Også fordi viruskriserne, ifølge virologer og lignende eksperter, bare står i kø for at ramme os…
Udgivet i Jyllandsposten 20/02 2021
