Af Emilia van Hauen, sociolog
Det er, da hun tager fat i armen på mig, at jeg for alvor bliver gal. Indtil da har det nærmest bare været et skuespil jeg opfører for at få bugt med følelsen af at være uretfærdig behandlet. Den lille spanske kittelklædte kvinde med det grå hår og de brune tænder forsøger at gelejde mig ud af butikken, ved at skubbe til mig. Først bliver jeg chokeret over, at det overhovedet overgår mig. Splitsekundet efter tager jeg hårdt fat i hendes arm og river den væk, mens jeg på spansk råber hende ind i hovedet, at hun lige kan vove på at røre mig igen. Hun krabber lidt baglæns, mens hun råber tilbage, at jeg kan rådne op i helvede og så går hun direkte hen til vinduerne, hvorfra hun tager en jernstang på en halv meters længde. Med den i hånden begynder hun at true mig med, at hun vil banke mig sønder og sammen, hvis ikke jeg forsvinder fra hendes butik lige nu. Nu mærker jeg ikke kun vreden; angsten får også tag i mig, for pludselig er situationen blevet uforudsigelig. Kunne hun virkelig finde på at slå mig med den jernstang? Jeg kender jo via mit eget spanske ophav til det latinske temperament – og det er aldrig sikkert, hvad det kan medføre. Jeg fortsætter derfor med at råbe af hende, mens jeg vender mig mod døren og vil til at gå med øreringene som trofæ, da hun i det samme opdager dem og begynder at hyle op: ”Du går ikke herfra med øreringene! Giv mig dem så! Eller jeg hiver dem af dine ører…” Hendes ansigt er nu fuldstændig fortrukket af raseri, mens hun vifter med jernstangen og sætter efter mig med lange skridt, indtil hun atter har et fast tag i min arm. Og så er det, at jeg pludselig hører den klareste lille barnestemme vælde ud gennem mikrofonen på markedspladsen.
Hvordan var jeg endt i denne latterlige situation? I et klammeri med en ligegyldig kvinde i en ligegyldig butik om nogle ligegyldige øreringe? Hvordan kunne denne cocktail af ligegyldigheder få mig så langt ud, at jeg gladelig satte ikke alene min ære og værdighed over styr, men også min førlighed?
Retfærdighed
Det handlede om hævn. Om at føle sig så aldeles urimeligt behandlet, at jeg måtte reagere, hvis ikke jeg skulle blive til den dørmåtte, jeg syntes, hun behandlede mig som. Hævn handler nemlig først og fremmest om retfærdighed. Når vi føler os uretfærdigt behandlet og skæbnen af sig selv ikke sørger for, at der kommer balance i regnskabet, så er hævn vores metode til at skabe denne retfærdighed. Via hævnen gør vi os selv til skæbnen – eller Gud, om man vil – og forsøger at bringe tingene i balance igen. Men hvor det før i tiden var naturligt og ligefrem kulturelt nødvendigt at hævne sig selv og sin familie for ærens skyld, har det i dag en klang af at være noget primitive eller svage mennesker gør. I dag lever vi nemlig i et gennemreguleret samfund, som anses for at være retfærdigt og behandler alle borgere ens, hvorfor der faktisk ikke er brug for hævn som metode til at få oprejsning. Magt er ikke noget man demonstrerer, ved at gøre den anden lille – det er noget vi alle sammen har lige meget af. I hvert fald på papiret. Vores samfunds moral bygger på den kristne forestilling om at ”vende den anden kind til”, som stammer fra det Nye Testamente. Kongstanken er, at i stedet for at praktisere millimeterdemokrati ved at hævne sig ”øje for øje”, så fremhæves evnen til at tilgive. Helle Møller Jensen, præst på Bispebjerg Hospital og sognepræst i Brønshøj Kirke præciserer:
”Menneskesynet i det ny Testamente er båret af en realistisk sans. Mennesket er ikke fejlfrit, den erkendelse gør man klogt i at tage til sig og i mødet med Kristus, bliver denne erkendelse til mere og andet end selverkendelse; det bliver til en nådeserkendelse og pointen er at når der er nåde for mig, så er der også nåde for den anden.”
Men…verdenshistorien har kun produceret én enkelt Jesus, så det er vel de færreste af os, der er i stand til at vende den anden kind til, når vi virkelig bliver forulempet på vores retfærdighedssans. For hævn handler jo om vrede. Indædt kraftfuld vrede der vendes udad mod den, der har skadet os.
Vrede er tabu
” Vrede er et udtryk for afmagt, men spørgsmålet er om vreden vendes indad imod dig selv eller den vendes udad imod andre. Ofte vil det være sådan at
hvis vreden vendes udad imod andre, så melder den dårlige samvittighed sig og man ender med at vende vreden indad imod sig selv. Vrede er en byrde, som så meget andet. Den kan fylde hele brystet ud, så der slet ikke er plads til andet og når jeg har det sådan, er der et sted i Det Ny Testamente der giver mening for mig. I Mattæus 11,28 siger Jesus: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer
hvile.” Det fortælles om de gamle beduinstammer at de var meget gæstfrie. Når de havde gæster, gav det nemlig beduinerne mulighed for at slippe af med det, som man ikke selv ville have. De gamle beduiner troede ikke på at man kunne komme af med noget tyngende og svært, medmindre det blev båret væk. De købte ikke den der med, at man kan slippe f.eks. sin vrede. Beduinen der
bevægede sig i store cirkler, vidste jo, at han ville komme tilbage til det sted, hvor han havde sluppet eller efterladt det uønskede. Den eneste måde
at komme af med det uønskede på var at få eventuelle gæster til at tage det med sig. For gæsterne var det en let byrde, fordi de ikke selv var
personligt involverede, men for dem der afleverede byrden var det et tungt åg at slippe af med, for når vreden forsvinder bliver der som bekendt plads
til andre følelser, ” fortæller Helle Møller Jensen.
Dette er et råd vi – måske ubevidst – også praktiserer i dag, når vi taler med vores veninder om, hvad der er sket. En anden måde at få vreden ”båret væk” på er ved at finde en symbolsk ting, en sten for eksempel, og tænke al sin vrede ind i den og bagefter kaste den langt pokker i vold. Så har du ladet stenen bære din vrede bort og så får du plads til at føle andet.
Vrede er en følelse, som vi alle kender kraften af, men som i stor udstrækning er tabuiseret i vores samfund. Og især i forbindelse med hævn, fordi da bliver vreden jo planlagt og går endnu mere imod vores kristne forbillede om tilgivelse. Tværtimod bruger vi vores vrede på at give en magtdemonstration. Altså må vi på sær vis godt være ”sure”, men rigtig rasende, gale og vrede må vi helst ikke være. Vrede opfattes som usundt, fordi det er et tegn på tabt kontrol og styring af os selv. Vrede der bliver vendt udad opfattes også som meget intimiderende for dem, der bliver offer for den, fordi en usynlig social og psykologisk grænse overskrides. Man føler sig ganske enkelt invaderet af den fremmede. Problemet er, at jo mere vi forsøger at undertrykke en vrede, jo større bliver den og så ender vi enten som de rene furier, der eksploderer i hovedet på andre for et godt ord eller på lykkepiller, fordi vi er blevet deprimerede og har vendt vreden indad mod os selv.
Hensynsfuld – eller hensynsløs?
Styring af og kontrol med vores følelser er noget vi har lært fra barnsben af. Det handler om at blive et accepteret medlem af gruppen ved at optage de normer, som gruppen lever efter; den såkaldte socialisering. En af de normer som især kvinder har taget på sig er at være ”hensynsfuld”. Fordi vi lever i et samfund præget af overskud på alle konti, for vi har det jo godt her i Danmark, hvor vi altid har nok at spise, nok at lave og nærmest ikke kan stave til ”krig”, lever vi også med en moral, der siger, at vi bør kunne sætte andres behov før vor egne. Vi lærer altså at blive hensynsfulde overfor andre på bekostning af os selv. Og det er faktisk en ganske udmærket evne at have. Men bare ikke altid. For nogle gange lader vi vores hensynsfuldhed overfor andre blive til en hensynsløshed overfor os selv. Og gør vi det for tit, ender vi med at udslette os selv. En slags langsom social anerkendt selvmord, fordi vi ikke kan finde ud af parere et angreb. Eller sagt på en anden måde: vi spiser den lort, som andre serverer for os – i stedet for at lade den stå og gå.
Den sårede stolthed
”Dybest set er hævnen forsøget på at rette op på vores sårede stolthed – eller sagt på en anden måde: at lappe vores iturevne, perfekte selvbillede. Men ønsket om perfektion er ikke en egenskab – det er en kompensation for, at der er noget ved os selv, vi forsøger at skjule eller fortrænge. Såret stolthed udspringer af lavt selvværd, og det lave selvværd er grundet i følelsen af ikke at være værd at elske. Det er en uudholdelig følelse – så forfærdelig, at den tit fortrænges til det ubevidste niveau. Ingen hævn i verden vil kunne fjerne den.” Winnie Haarløv er terapeut og møder ofte ønsket om at være perfekt, fuldstændig i tråd med Det Gamle Testamente, nemlig i forståelse af aldrig at lave fejl.
”De fleste der går i gang med at hævne, føler sig både retfærdige, renfærdige og tilfredsstillede. Man vil måske gerne træde i karakter og vise, at man ikke ”vil finde sig i noget”. Men grundlæggende er det oftest råbet om kærlighed, der leves destruktivt ud gennem hævnen: ”Se, hvor ondt du gjorde mig – nu kan du måske forstå det!”
En af de grusomste hævnakter kan være at tage livet af sig selv. Jeg husker selv, da jeg som cirka 8–årig løb hjemmefra med en plan om at blive væk og tappert blive ædt af en bjørn i Rude Skov, for så ville min mor nok savne mig rigtig meget og blive rigtig ked af, at hun havde været så dum og uretfærdig. Hævn er en barnlig, umoden måde at leve sin vrede, sorg og angst for at miste ud på. Det, man kan miste varierer efter situationen: det kan være kærlighed, værdighed, venskab, betydning osv. I alle tilfælde fører den sårede stoltheds hævn ingen vegne. Derfor tror jeg ikke på, at der findes en ”god hævn”. Hævn er destruktivt. Den eneste vej er tilgivelse. Men den kan godt være lang.”
Hævn har altså en boomerang-effekt – hvilket jeg med al tydelighed erfarede i den spanske bjerglandsby. Hele historien startede – ironisk nok – med et rent lykketræf ved at jeg i omtalte butik fandt lige præcis de perlemorsøreringe, som jeg havde ledt efter i måneder. Og så kun til 5 Euro! Jeg følte mig næsten for heldig og gav mig til at lede efter det mest hvide par. På et tidspunkt får jeg hjælp af en ejeren, en venlig gammel mand, som udvælger et særligt par til mig. Mens jeg står og prøver dem foran spejlet, dukker hans kittelklædte kone op og begynder højlydt at skynde på mig: ”Venga, venga” siger hun, mens hun vifter med hånden, som om jeg er flue, hun gerne vil af med. Jeg undrer mig lidt over hendes facon – jeg er vel en kunde? – og siger bare ”ja, ja” og gør mig færdig. Da jeg åbner min pung opdager jeg, at jeg kun har 4 Euro i småpenge og en 50 Euro seddel, som jeg stikker hende. Da hun ser den, river hun den ud af hånden på mig og råber mig ind i ansigtet, at jeg ikke skal komme her og gøre grin med dem. ”Står der og vælge de mest hvide par ud!”, fnyser hun og himler ad mig, ”og for noget der koster 5 euro! Så skrid dog hjem til dit eget land. Du er ikke velkommen her!” Først fatter jeg simpelthen ikke hvad der sker. Men da jeg får samlet mig lidt, råber jeg tilbage, at hun da bare kan tage sine skide øreringe og fise ad helvede til. Inden jeg stormer væk i en syndflod af forbandelser, har jeg heldigvis åndsnærværelse nok til at tage mine 50 euro tilbage. Men….jeg ærgrer mig. Både over ikke at få øreringene og over at hun havde haft held til at smide mig på porten. Så jeg beslutter at hævne mig. Noget jeg ikke er særlig øvet i – hvilket mit ubehjælpelige hævntogt afslører: jeg beslutter mig nemlig for at stjæle øreringene fra hende og ser flot og højt på, at det er en handling, der i den grad kan ramme mig selv, hvis jeg bliver opdaget. Og hvis hun ikke opdager det – hvordan ved hun så, at jeg har hævnet mig? Men jeg er ligeglad for jeg kan ikke komme på noget mere raffineret og derfor går jeg forbi butikken igen et par dage senere. Ved stativet samler jeg en bunke øreringe, som jeg tager med ind i butikken, for at prøve dem og samtidig stjæle et par. Jeg når at prøve et enkelt par. Så står hun der igen med sin viftende hånd og sit ”Venga! Venga! Jeg lukker butikken lige om lidt!”. ”Ja, ja”, svarer jeg og vil tage et nyt par for at prøve dem. I det samme træder hun frem og tager hele bunken og siger, at hun lukker nu og hvis jeg skal have de øreringe jeg har på, så skal jeg betale med det samme og gå. Denne gang er jeg lidt bedre forberedt, så jeg stiller mig op på fuldstændig 3-årig maner og siger, at jeg vil prøve de andre, før jeg bestemmer mig for, hvilke jeg vil købe. ”Så gå ud af min butik!”, siger hun, hvorefter jeg bliver stående. ”Du kan bare kalde på politiet,” siger jeg og bliver stadig stående. Og så tager hun fat i armen på mig.
Det blev min søn på 2 år, der reddede mig. Det var nemlig ham, der var klatret op på scenen, op på stolen og op til mikrofonen og nu forkyndte for hele markedspladsen, at han gerne ville have en is. Da jeg hørte hans lille stemme, blev min eneste tanke: ”Hvad laver jeg dog her?”. Jeg rev derfor endnu engang hendes hånd væk fra min arm, tog øreringene af og kastede dem ned på gulvet (jeg håbede selvfølgelig, at de ville gå i stykker) og marcherede ud af butikken.
Fik jeg hævn? Nej. Tværtimod. Selvom jeg gik til politiet bagefter, var smagen i munden stadig meget fad. Frem for den planlagte hævn, kastede jeg mig endnu engang i hendes vold og lod hende få overtaget. Måske fordi jeg ikke turde være hensynsløs nok overfor hende, da det virkelig gjaldt og væltede hendes stativ på gaden eller skubbede hende ind i butikkens mange krukker. Måske fordi mit selvbillede af en privilegeret kvinde, der møder verden med et venligt sind krakelerede noget så eftertrykkeligt. Måske fordi hun ramte mig på min barndoms mange gange, hvor jeg er blevet overhørt af en voksen, der havde magten til at sætte sin vilje igennem. Fælles for dem alle er, at jeg i hvert fald ikke magtede at tilgive hverken hende eller mig selv umiddelbart efter hændelserne. Og derfor blev vreden og følelsen af at være uretfærdig behandlet ved med at rase rundt i kroppen på mig. I stedet ville jeg gerne have kunnet bevare roen og hurtigt erkende, at hendes første udfald mod mig nok ikke var personligt ment, men at jeg bare kunne virke som en tilfældig og bekvem skraldespand for hendes frustrationer. Og så ville jeg have trukket på skuldrene og gået min vej i ro og mag og have ladet hende sidde tilbage med sin egen frustration. I stedet hoppede jeg lige ind i hendes spil og lod hende om at sætte reglerne. Men hævn – det fik jeg i hvert fald ikke. Og et eller andet sted dybt, dybt inde nager det mig stadigvæk en lille bitte smule……
HÆVN HISTORIER
”Jeg havde været sammen med min kæreste i 1 år og var taget alene ud på en rejse. På vej hjem i flyveren ser jeg i Se & Hør, at han skal giftes med en anden! Jeg blev helt lam ved tanken, men da jeg kom hjem, blev jeg virkelig gal, så den dag han skulle giftes, gik jeg med til globryllup og mens vi stod udenfor efter vielsen, gik jeg hen til dem og rakte ham en kniv. Han blev helt bleg da han så mig og stod og flagrede lidt med kniven foran sin kone, som sendte ham et meget mærkeligt blik. Jeg har altid gerne villet være den berømte flue på væggen til den bryllupsnat!”
Anne, 38 år
”Dagen efter at jeg havde slået op med min første kæreste, skulle han, jeg og min bedste veninde til fest i sejlklubben. Vi havde aftalt, at hun skulle sove hjemme hos mig, men hun kom aldrig. Først morgenen efter dukkede hun op og fortalte, at hun havde været sammen med Søren. Og da jeg blev helt vildt gal på hende, kunne hun slet ikke forstå det. I tiden efter havde jeg slet, slet ikke lyst til at have noget med hende at gøre og fordi jeg var så ked af det, der var sket, begyndte jeg at fortælle mine andre venner om det, for at få luft. Pludselig en dag stod hun foran mig med tårerne løbende ned ad kinderne og sagde: ”Nu har du hævnet dig nok. Vil du ikke nok stoppe med at fortælle alle de andre, hvad jeg har gjort. Der er ingen der vil være sammen med mig her nede i klubben mere”. Først da gik det op for mig, at det lige præcis var, hvad jeg havde gjort. Jeg havde bare ikke været bevidst om, at det var hævn. Og det mest uhyggelige var faktisk, at jeg stod fuldstændig uberørt tilbage: hendes tårer rørte mig slet ikke.”
Charlotte, 32 år
”Min mand havde en affære med en kvinde fra sit arbejde og da jeg opdagede det, fandt jeg ud af hvem hendes mand var og forførte ham. Det i sig selv var ikke den store fornøjelse! Men den rigtige hævn fik jeg, dengang jeg blev hendes chef. Bare bevidstheden om, at jeg havde magten til at gøre livet surt for hende gjorde, at jeg havde det godt – og faktisk også behandlede hende godt.”
Karin, 43 år
TYPISKE INDVENDINGER FRA DEN HÆVNGERRIGE
ved Winnie Haarløv
”Jeg må have hævn, før jeg kan tilgive”
Ønsket om hævn eller om at rette smerte op med smerte er helt almindeligt. Men hvilke positive oplevelser kan hævnakt give? Mange vil svare, at ved at slå igen forventer de at opnå en følelse af styrke og magt over det der hævnes. Desværre fører hævnen ofte mere hævn med sig, mens tilgivelsen forsvinder i horisonten. Typisk sidder man efter en hævnakt tilbage med den vrede, der er vendt imod en selv: Vrede over ikke at råbe om hjælp, over ikke at få vist sin vrede, over at handle så destruktivt og over ikke at føle sig elsket. Al den uforløste vrede kan hindre enhver i at føle glæde ved livet – og så er hævnen i sidste ende blevet vendt imod en selv.
”Jeg nægter at tilgive og glemme”
At tilgive er ikke det samme som at glemme. Vores liv består af erfaringer, gode og dårlige mellem hinanden, men erfaringer kan man kun lære af, hvis man tilegner sig dem, bearbejder dem følelsesmæssigt – og går videre. Skrammet, men i live.
”Hvis jeg tilgiver, tror han bare at det er okay at såre mig igen”
At tilgive er ikke det samme som at sige, at det, den anden gjorde, var i orden. Ægte tilgivelse kræver, at du fortæller den anden, hvor smertefuld oplevelsen var for dig, og du får fortalt hvor vred, bange, sorgfuld osv. krænkelsen gjorde dig.
HVAD KAN DU GØRE FOR AT SLIPPE AF MED HÆVNFØLELSEN?
Winnie Haarløv har følgende råd:
Tænk i fredstid over, om du ønsker at Hævneren skal være en del af dit selvbillede. Hvis ikke, så gør f.eks. følgende, når hævntørsten melder sig:
- Begynd med din egen del af konflikten. Se på den, du vil hævne dig på: hvad er godt, hvad er dårligt ved ham? Hvad er du så vred/irriteret over ved ham? Hvorfor? Kan det være, fordi han minder dig om noget i dig selv, som du ikke kan lide eller vil stå ved?
- Se på jeres forhold: Betyder han noget for dig? Er du interesseret i at genoprette forholdet, evt. i en anden form (tættere eller mere distanceret)?
- Hvis ja, så stop din del af krigen. Find ud af, om han har samme behov som dig for fred eller fortsat kontakt. Find gerne en fredsmægler til jeres dialog.
- Gør det helt klart for dig selv, hvad det præcis er, du er så vred over at du får lyst til at hævne dig. Øv dig i at sige det helt klart til den anden – og øv dig også i at huske, at den anden formentlig stadig har gode egenskaber, selvom han har jokket på dig.
- Tal kun ud fra dine egne meninger og følelser; henvis ikke til andres. Vær klar, åben, tydelig og ærlig i din kommunikation og lad være med at prøve at gætte, hvad han forventer eller ønsker.
- Giv tid. En forsoning må nødvendigvis tage tid, for følelser og handling skal stemme overens, og følelser og rationale er ikke det samme.
