Af Emilia van Hauen
For nylig var jeg til et netværksmøde for kvindelige ledere, hvor en af deltagerne i præsentationsrunden betroede os: ”Og så har jeg opgivet at tage mig af boligindretning. Hjemme hos os er det nu ikke noget, vi går op i!” Længere fremme i præsentationsrunden blev den taget op af en af de andre deltagere: ”Sikke en befrielse at høre dig sige det om boligindretning! Jeg gider nemlig heller ikke tage mig af det, og har heller ikke tid til det, men jeg synes jo alligevel, at jeg skal. Men nu – nu melder jeg mig også ud af det!”
Boligindretning er for rigtige kvinder!
Denne – absurde – ordveksling ramte også noget i mig. Jeg kender kun alt for godt den følelse af uformåenhed, man kan få, når man entrerer et hjem, hvor kvinden går op i boligindretning. Der er som regel friske blomster flere steder i huset. Potteplanterne ser nyvandede ud og står i krukker, der hverken har mos eller skimmelsvamp på sig. Husets farver er såkaldt ”colour-koordinerede”, og der forefindes en slags skødesløs elegance blandet med en henkastet trend-smartness, så man ikke er i tvivl om, at de seneste internationale boligmagasiner er blevet nærstuderet i disse lækre og velorkestrerede omgivelser. I kontrast hertil må jeg konstatere, at blomsterne i vores krukker ved døren og på terrassen normalt står og er halvvisne, hvis ikke rådne, at det er mindst 5 år siden, jeg sidst har købt nye puder, at der altid er lige lidt for meget utrendy rod og skrabsammen af diverse beholderdimser og hjælpedimsedutter, som enten er købt på udsalg og dengang virkede helt rigtige, eller er gaver fra velmenende gæster. Vores hjem kandiderer derfor på ingen måde til at indgå i en ”Sådan bor…” i et af ugebladene. Godt det samme. Det er ikke derfor, at jeg bor. Jeg bor, fordi jeg vil have en ramme til at udfolde familielivet i, og derfor er vores bolig et hjem.
Men hvor min mand med vantro ville glo på sin netværks-kollega, hvis han nævnte, at han havde opgivet boligindretning, genkender jeg den indre splittelse, som går forud for sådan en beslutning. Tvivlen går på, om jeg mon nu er en rigtig kvinde, hvis jeg er højballet ligeglad med, hvordan mit hjem ser ud? Det er derfor, at valget skal tages som en aktiv beslutning og bagefter kan udbasuneres, som noget man personligt har valgt – på trods af omverdens forventninger. Og det er vel her pyntepuden ligger begravet.
Altid at være på vej …
Det moderne kvinde er nemlig blevet gjort til genstand for forventningernes paradis. Eller mere præcist: Den moderne kvinde har været med til at gøre sig selv til genstand for forventningernes paradis. Hvad vi ikke skal integrere som del af vores personlighed, interesse og ansvar er ikke småting. Og medfører en så stor grad af generel frustration, at jeg endnu ikke har mødt en kvinde, der har en gennemgribende følelse af, at hun har gjort det godt – og er landet i sit eget liv. Hun er derimod altid på vej. Lige om lidt har hun købt de der friske blomster, lige om lidt har hun tabt fire kilo, lige om lidt henter hun børnene ved tre-tiden, lige om lidt vil hun lave sund mad hver dag, lige om lidt får hun ryddet op i kælderen, lige om lidt har hun taget det kursus, der skal til for at komme videre i sin karriere, lige om lidt har hun læst kama sutra og vil overraske manden i soveværelset, lige om lidt har hun været forbi kirkegården og lagt friske blomster på svigermors gravsted, lige om lidt har hun inviteret storfamilien til picnic i det grønne, lige om lidt har hun arrangeret en venindemiddag, lige om lidt har hun givet sig selv tid til at tage på spa, lige om lidt vil hun barbere ben hver dag og ordne tæer hver uge…. lige om lidt… lige om lidt… lige om lidt…
Ny balance mellem oprindeligt og moderne
Hvordan har vi dog placeret os selv i en situation, der med garanti ikke kun gør os til ofre for nogle urealistiske forventninger, men også er den direkte vej til at være en gedigen fiasko, et stress-sammenbrud eller et hjerteslag? Selvfølgelig kan vi skyde skylden på tiden, mændene eller magasinerne og reklamerne, der hver især siges at promovere et aldeles urealistisk kvindesyn, men hvem vi selv vil være, er der jo i sidste ende kun én, der har magten over – og det er os selv.
Der er en balance i vores samfund, der er udvandret og har smækket døren. Tallene på skilsmissestatistikkerne og stressnedbrud er ganske enkelt alarmerende og fortæller deres egen historie om et samfund, der ikke er i stand til at producere ligevægt mellem input og output. Vi vil ganske enkelt for meget, har mulighederne for at realisere det – men ender med at få en gevækst af et liv, der ikke passer ind i vore egne forestillinger om et helt liv i semi-zen. Det har i høj grad også noget at gøre med vores forestillinger om køn. Jeg opdager mere og mere en længsel efter at koble sig op på noget autentisk, nogle oprindelige værdier, der ligger i begge køn, men som vi har mistet i vores moderniseringsproces. Mændene bliver nødt til at drikke øl, gå til fodbold og – i nogles tilfælde – slå eller skyde folk ned, for at føle sig som rigtige mænd, mens kvinder skal suges, løftes, udfyldes og danse op ad en polestang, for at føle sig som rigtige kvinder. Udover alle de andre forventninger, som jeg allerede har skitseret. Intet af dette har i bund og grund noget at gøre med det, der ligger af oprindelighed i begge køn, men når længslen melder sig, må man naturligt nok gribe efter det, der umiddelbart er mest tilgængeligt. Og lad mig understrege: Det handler IKKE om, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne og ammestuen, og at mændene skal tilbage i værkstederne og barbershoppen, men at vi i dag er nået så langt, at vi har lært at låne af vores modsatte køn, og derfor nu skal til at finde en ny balance mellem det oprindelige og det moderne. Det bliver til gengæld en spændende og sjov proces. Om det så inkluderer boligindretning eller ej, er vist ikke så vigtigt.
