august 17

3+1: Streetlife, Følelsesjob & Bitcoin

Har du problemer med at bryde isen til receptionen? Så smid ordene streetlife, følelsesjob og Bitcoins i ølglasset , og se hvad det sætter gang i. +1 er det ord, som også Victoria (nu med baby) kender, men som altså lige gik dine ører forbi …

STREETLIFE

Ifølge kulturhistorikeren Leif Jerram er 2011 gadens år. På trods af tidens enorme muligheder for at protestere og skabe nye samfundsordner gennem mobiler og nettet, er det stadig folk på gaden, der for alvor manifesterer protesten. Det har vi været vidner til i Cairo, Tunis, Damaskus, Athen, Tel Aviv, Madrid og nu senest i London. Ifølge Leif Jerram skal vi til at indse, at hvis verdenshistorien virkelig skal ændres, så skal det ske på et særligt sted. Som gaden. Eller byen.

Læs meget mere i hans bog Streetlife – The Untold History of Europe”s Twentieth Century, 2011 Oxford University Press og se mere her

FØLELSESJOB

Moderkærlighed og omsorg er blandt de mest eftertragtede råvarer på det globale marked i dag, mener sociologen Arlie Hochschild, der i årevis har forsket i den emotionelle kultur. Det viser sig tydeligst i surrogatindustrien, hvor unge (især) indiske piger lægger livmoder til vestlige golde kvinders befrugtede æg (de såkaldte rugemødre), og den stadige strøm af au-pairpiger, barnepiger og husholdersker fra øst og syd mod vest. Det er selvfølgelig et resultat af den mere og mere udbredte karrierelivsform, som praktiseres især i vestlige lande hos begge køn, men som er ved at sprede sig til Asien og Sydamerika.

“Det er grundlæggende menneskelige kvaliteter, vi udliciterer, og jeg kan ikke lade være med at spørge: Forvrider vi mon noget i os selv i vores moderne omstilling til de traditionelle mandeerhverv og karriereforløb, der heller aldrig har været sunde for mændene?” udtaler hun.

Personligt mener jeg, at vi dårligt kan arbejde mindre i Danmark end vi gør, og skal vi vende udviklingen for Danmarks position på den globale scene, skal vi være mere produktive. Men det skal ikke gå ud over børnene, så hvis nogen har en genial løsning til at løse dette dilemma, så oplys meget gerne os andre, tak 🙂

BITCOIN

Den er tricky denne her, for jeg forstår ikke rigtig helt selv, hvordan det virker! Men Bitcoin er en ny valuta, der kun findes på nettet, og som i dag handles til 30 amerikanske dollar. Det er en grænseløs, uafhængig valuta, som er umulig at spore. Og dermed umulig at hacke. Man siger at Bitcoins er som det nye guld; alle kan skaffe valutaen og handle den. Og når 21 millioner Bitcoins er udvundet og sat i kredsløb, lukker systemet ned, hvilket man forventer sker i 2040. Køb den før din nabo – og scor enten en gevinst …eller forstå hvad det egentlig handler om!

+ 1: KRISE

Inden vi går i fosterstilling over Krise 2.0 skal vi skynde os at huske på, hvad kineserne kalder en krise – nemlig wei ji. Det er sat sammen af ordene fare og muligheder. Og det er præcis det, enhver krise repræsenterer. I enhver ny (farefuld) situation skal vi huske på, at det også bryder op på de gældende strukturer og systemer, og derfor giver plads til at nye muligheder ser dagens lys. Tør du, kan du selv skabe de nye muligheder. Hvad venter du på?


Du vil måske også kunne lide

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}