Generation Z udfordres kraftigt på deres mulighed for frihed fordi mange føler sig tvunget til at tage et ansvar for kollektivet, hvis der overhovedet skal være en fremtid for dem. Og deres børn.
Af Emilia van Hauen, sociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
I mandags var jeg inviteret til at holde foredrag om generation Z for de unge selv i Nordhavns nye sociale tyngdepunkt, nemlig Nordhus, der huser og uddanner en række unge til at være kulturskabere. Undervejs var jeg (naturligvis!) interesseret i at høre, hvad de undrede sig over ved egen generation, og Amalie Damgaard kom med et interessant perspektiv. Nemlig hvordan forholdet til frihed havde ændret sig fra hendes forældres generation til hendes egen.
Hun refererede til en snak hun havde haft med sin far, om hvordan hans generation (generation X, født mellem 1960-1980) havde en forestilling om frihed, som en total ubundethed af ansvar for fællesskabet, hvis det begrænsende hans egen udfoldelse. Hvilket taler direkte ind i nogle af de karakteristika, der er om gen X, nemlig at det (umiddelbart) er den mest individualiserede, autonome, selvrealiserende generation, der har fokus på personlige udfordringer, præstation og resultater. Dette står i modsætning til den frihed, som Amalies generation oplever, hvor friheden er begrænset af en næsten tvungen hensyntagen til fællesskabet og fremtidige generationer, samt et opgør med blinde privilegier og magtdominans. Under parolen: ”Hvis friheden er på bekostning af andres frihed, er det ikke frihed.
Så er det magt.”. Og – konkluderede hun – derfor er deres ændrede syn på frihed ikke så meget et valg, men en nødvendighed.
Dette blev yderligere sat i perspektiv, da jeg tog den hypede tv-serie Adolescence op for at tage en snak om deres generations kønsperspektiver. Temaet i serien er manosfæren og incelkulturens indflydelse på drenge og mænds identitetsopfattelse og tager udgangspunkt i en 13-årig drengs knivmord på en pige fra hans klasse. Under samtalen var det de unge kvinder, der kom med flest kommentarer, mens de unge mænd først efter opfordring kom på banen. Og her satte én af dem ord på den adfærd, som mange unge mænd føler sig begrænset af, nemlig friheden til at sætte ord på deres eget køn eller generelt mene noget om ligestilling, fordi det primært er knyttet til kvinder. Derfor ville de hellere ”bare” lytte. Hvilket sætter den dagsorden som bla. Svend Åge Madsen har været frontkæmper for i årevis og senest med sin nye bog Argumenter for mænd i relief. Nemlig at mænd også skal kunne tale om mandens identitet og selv definere den, og at stigningen af incels og misogyne mænd er et udtryk for, at vi som samfund har svært ved at levere positive maskuline forbilleder.
Begge debatter satte i virkeligheden ikke kun frihed på dagsordenen, men også spørgsmålet om ansvar, og kigger man historisk på ungdommen, er ordet ”ansvarsløs” et af de ord, der oftest er blevet knyttet til ungdommen. Men lige præcis generation Z viser sig at være langt mere ansvarlige end deres forældres generation, hvis man kigger statistisk på det. Fx drikker de mindre, har færre kriminelle sigtelser og aborter. Så den frihed som Z’ernes autonome forældre anså for at være en individuel rettighed til at udtrykke og realisere sig selv er gået hen og blevet til en forestilling om et kollektivt ansvar for mange unge.
Begrebet frihed bliver aktuelt diskuteret intensivt i den vestlige verden, netop fordi den bliver udfordret på flere områder. Samtalen i mandags gjorde det imidlertid meget tydeligt, at det ansvar, der naturligt er bundet til begrebet frihed, hvis man altså ønsker at være en del af et fællesskab, også er koblet sammen med generationernes indbyrdes privilegier. Hvor X’erne lavede revolution ved at sætte individet i centrum og frisætte en masse kreativ energi, der løftede hele samfundet, er Z’ernes frihed til at insistere på privilegieblindhedens død for at frisætte individernes mulighed for at bidrage på tværs (af alle gængse kategorier, inklusiv køn) og kollektivt, det næste niveau for samfundets frihed til at udvikle sig. Netop ved at bygge ovenpå hinandens bidrag og erfaringer. Og derfor ligger de ældre generationers største ansvar i forhold til at styrke friheden i samfundet, i at skabe nogle trygge rammer for de kommende generationer til at kunne udtrykke sig og udkomme (på alle måder) uden angst. For hvis ikke vi kan det, mister vi evnen til at blive udfordret i det eksisterende, og i sidste ende i at udvikle os.
Udgivet i Berlingske Tidende d. 19/4-25
