Katrine Diez bog om sig selv står i kontrast til Hanne-Vibeke Holst 25 års jubilæum på sin feministiske selvbiografi. Er det en generationsforskel – eller handler det om mennesket bag?
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
I tirsdags udkom Katrine Diez selvbiografi og samme dag interviewede jeg Hanne-Vibeke Holst på en stor konference om generationer. Begge kvinder har opnået at være på forsiden adskillige gange om samme emne, nemlig om kvinders rolle og værdi i samfundet, men har valgt at have to meget forskellige tilgange til hvordan de bruger sig selv i den dagsorden.
At Hanne-Vibeke Holst lukker konferencen er naturligvis ikke tilfældigt, for hun har været med til at sætte den skandinaviske kønsdagsorden i flere generationer og i år har hun oven i købet 25 års jubilæum på ”Min mosters migræne”. Bogen tager udgangspunkt i den kendte franske feminist Simone de Beauvoirs udtalelse: Man ikke fødes som kvinde, man bliver det. Hvilken slags kvinde man har mulighed for at blive i 1999 er omdrejningspunktet i den bog, der åbenlyst stadig er relevant – især når den sættes overfor Diez bog, der altså er udkommet 25 år senere.
For hvilken kvinde har man mulighed for at blive nu i 2024?
I princippet kan kvinder i dag blive til hvad som helst. Og Diez valgte ifølge hendes egen bog at bruge sin krop og sit udseende til at skabe opmærksomhed om sine holdninger og refererer netop til Beauvoir. På den måde læner hun sig ind i feminismens fjerde bølge, der bla. taler ind i retten til at kvinder kan bruge deres krop og seksualitet som de selv ønsker uden at skulle blive stigmatiseret socialt. Det viste sig så at give adgang til hendes drømmekarriere, som fx klummeskribent i nærværende avis. Men det er jo ikke kun hendes krop, der giver adgangen; det er også hendes holdninger til hendes egen krop, feminisme, litteratur, samfund mm, og måske er det især kombinationen af disse to elementer, der giver hende tusindvis af følgere på de sociale medier og massiv opmærksomhed. Holdninger der er meget lidt jante-agtige og derfor måske satte ekstra skub i hendes plagiatsag, hvor hun jo blev udsat for langt større fordømmelse end hendes mandlige og samtidige modstykke, Lasse Skytt, der ikke bare plagierede massivt, men også opfandt kilder mm. Diez bog handler mest om hende og noget om hendes to kendte kærester, og ifølge forlaget er ærindet at give hende mulighed for at fortælle sin egen historie med egne ord.
Hvilket står i skarp kontrast til det Holst gør i ”Min mosters migræne”, hvor hun ikke blot sætter sin egen families kvinders historier i relief til hinanden og deres mulighed for at leve egne liv ud, men også i forhold til alle andre kvinders muligheder. Også Holst har i løbet af sine 44 år som forfatter fået adskillige hug og er blevet latterliggjort, udskammet og marginaliseret for sine holdninger. Men aldrig for brugen af sin egen krop i sit arbejde, for det har hun aldrig benyttet sig af. Tværtimod. Når hun har italesat kroppen, har det været kvindekroppen generelt som genstand for undertrykkelse og potentiale.
Holst og Diez tilhører to forskellige generationer og en del af kritikken rettet mod Diez går på, at hun tilhører en narcissistisk generation, der får tomt oppustede egoer af selviscenesættelsen på de sociale medier; et ord hun i øvrigt selv slutter sin bog af med: ”Og alt er iscenesættelse.” Men kan de to kvinders forskel overhovedet knyttes til hvilken generation de tilhører – eller handler det i stedet mest om personlighed?
Min påstand er den sidste. For der er mange af andre unge kvinder, som fx Victoria Schapiro der har skrevet en bog om sin spiseforstyrrelse, der også benytter sig af deres egen historie og de sociale medier for at skabe opmærksomhed om en særlig problemstilling, men som samtidig også formår at gøre deres egen fortælling relevant for mange andre. Præcis som Holst har gjort gennem det meste af sit liv. Kunsten vil altid være – uanset hvilken tid vi lever i – at gøre sit liv, holdninger og erfaringer brugbare for andre, og det er måske her, og ikke i plagiat, kiss-and-tell mm, at Diez største svaghed ligger?
Udgivet i Berlingske d. 2. oktober 2024
