Flat age er et nyt begreb, som italesætter især generation X’s liv efter at børnene er flyttet. Det er et opgør med forestillingen om det midaldrende som en skyggetilværelse og i stedet en ny måde at leve ungdomskulturen ud på. Bare endnu friere end ungdommen selv.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
OA, overgangsalderen, har fået en ny stjernestatus i vores samfund, og det er sket på ganske få år. Der udkommer flere og flere bøger, podcasts, udsendelser mm om emnet og fælles for dem alle er, at de både tør italesætte tabuerne og fordelene. Men det er blot en del af en ny trend, som har været længe undervejs og som for alvor begynder at slå igennem nu. Måske fordi dem, der er en del af den, både har magten (i medierne, forlagene osv) og pengene til at give det opmærksomhed og plads: Nemlig midalderen. Den periode i ens liv, hvor man ikke længere er ung og endnu ikke blevet gammel. Den britiske aldersforsker Dominic Abrams har lavet undersøgelser om europæernes forhold til alder og har fundet frem til, at størstedelen af europæerne synes, at man max kan være 40 år for stadig at tilhøre kategorien ung, mens 62 år er den alder, hvor folk begynder at blive betragtet som gamle. Men mens de 40 år måske passer meget godt, er 62 år ved at være outdated, for flere og flere fra generation X, altså de der er født mellem 1960 og 1980, har et helt andet syn end alderdom på den tid, der kommer efter at børnene er flyttet. Man bruger i stedet ordet ”flat agers” om dem, fordi de lever efter mange af de samme principper som ellers er knyttet til ungdommen, nemlig ønsket om frihed til at skabe sig et nyt liv, en ny personlighed, en ny uddannelse, et nyt job, mens de har fokus på at have en stærk krop, rejser i hele verden og skaber nye relationer. Med andre ord er ungdomskulturen ikke længere kun for de unge, og i stedet definerer man sig på tværs af alder af det, der får en til at føle sig levende. Men med den fordel, vil jeg gerne tilføje, at det sker uden samtidig at være presset til også at skulle nå at få (sin første) uddannelse, karriere, ægtefælle og børn – for det er allerede opfyldt for de fleste.
Hvad sådan et flat age liv kan tilbyde, oplevede jeg i sommer, hvor jeg besluttede mig for at udskifte min 17 år gamle bil med en ny udgave for at kunne tage til Skotland uden en eneste plan og så se, hvad der dukkede op af oplevelser. Min rejsekammerat var min hund og dag for dag fandt jeg ud af, hvor vi skulle køre hen, hvad jeg havde lyst til at besøge, se, smage og bevæge mig rundt i. Det blev en fuldstændig magisk rejse, der kom til opfylde alle mine kendte og ukendte drømme i sådan en grad, at det jeg troede skulle have været fire ugers ferie efter bare 14 dage havde mættet mig med så mange gode eventyr og skønhed, at jeg blev nødt til at tage hjem og integrere det hele.
Men det mest interessante var folks reaktioner på rejsen: At jeg insisterede på at rejse alene. Kun med min hund. At jeg intet havde planlagt. At jeg kørte rundt i bil. At jeg ikke følte mig ensom, endsige alene, men derimod blot nød mit eget selskab – mens jeg samtidig var fri til at hygge mig med lokale krogæster, musikere, andre turister osv. Og især, at jeg ikke var bekymret eller bange. Nok fordi jeg efterhånden har så mange års livserfaring med mig selv og derfor har fået en grundtillid til, at jeg nok skal klare (næsten) alle de situationer jeg kommer ud i. Mange følte sig åbenbart inspirerede til at gøre det samme, uanset alder, hvilket blot bekræfter tesen om flat agers. Og der er mange andre eksempler på dette, så tiden er inde til at revurdere vores forestillinger om og værdisætningen af midaldrende i samfundet, samt på arbejds- og markedspladserne. For nej, de er ikke nødvendigvis ved at lægge an til livets landing og et liv i skyggen. Tværtimod er der snarere tale om et kollektivt take-off for en hel generation, der ønsker at blive ved med at leve livet på nye måder til de er blevet rigtigt gamle (og måske ikke engang til den tid).
Udgivet i Berlingske Tidende 7. september
