De ældre generationers ledere virker ikke inspirerende på unge, for de vil hellere bestemme over sig selv end andre. Især hvis de dermed ikke skal gå på kompromis med deres egne værdier. Tv-serien Succession viser skrækeksemplet – mens en anden serie viser vejen frem.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
”Altså, hvad er folk egentlig?
Økonomiske enheder.
Jeg er 30 meter høj. De er pygmæer.
Men sammen danner de et marked.”
Disse ord bliver sagt i en samtale mellem den gamle patriark Logan Roy fra tv-monsterhittet Succession (i S4E1) til hans livvagt på en diner, hvor han er gået hen for at få noget fred fra gæsterne til sin fødselsdagsfest. Han er lederen fra helvede, selv overfor sine børn, som han konstant spiller ud mod hinanden ift hvem, der skal være hans efterfølger. Roy er på alle måder inkarnationen af managment by fear i djævlepotens plus psykologisk utryghed, nedgørelse, instrumentalitet og del&hersk mm. Han er tidens stærkeste fiktive eksempel (for pt har vi jo Jon Stephensen fra den virkelige verden) på en dinosauragtig lederform, der måske kunne virke stærk på 80’ernes yuppieplanet, men som nu blot møder foragt hos unge talenter.
Men selvom der bliver færre og færre af den slags skræmmende ledereksempler, viser det sig, at de unge ikke selv gider at være ledere. I en nylig undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager siger tallene, at under en fjerdedel af de 18-35 årige ønsker at blive leder, hvilket for bare tre år siden var dobbelt så højt. Til gengæld viser en undersøgelse fra Dansk Industri at 36 procent af de 15-30 årige ønsker at være selvstændige. Og de to undersøgelser understøtter hinanden, for årsagen til begge dele findes i, at de hellere selv vil bestemme over deres tid, indsats – og moral. De vil altså gerne sikre sig, at de kan arbejde under nogle vilkår, som de selv kan stå inde for, og vil ikke være afhængig af at skulle presse ting igennem på måder, de ikke kan støtte, eller bliver tvunget til at udvise en adfærd, der går imod deres egne overbevisninger.
Flere stemmer har været ude og sige, at det er et kæmpe problem for erhvervslivet, for vi kommer til at mangle mange ledere i fremtiden, hvis ikke der sker en ændring. Hvordan en god leder ser ud på et meget svært marked, og hvor konkurrencen viser sig sekund for sekund, kan findes i en anden knap så hypet, men præcis lige så højt ratet tv-serie (8,8 på IMDB), der til gengæld ikke er stopfyldt med usympatiske og bedrageriske åndskakerlakker, men tværtimod leverer et charmerende diverst galleri af elskelige, forvirrede og især menneskelige karakterer. Ted Lasso (S3 er i gang nu) er både titlen på serien og på hovedpersonen, som er en amerikansk fodboldtræner, der er blevet hyret til en engelsk klub med det formål at få den til at fejle. Det lykkes dog ikke, for hans optimistiske og naiv-kærlige menneskesyn, der i virkeligheden er langt mere hardcore, ufortrøden og ubønhørlig end Roys afstumpede vindermentalitet, viser sig at motivere spillerne og alle andre omkring dem til at vinde. Som et hold.
Generation Z (født mellem 1995-2010) er den mest fællesskabsorienterede ungegeneration vi nogensinde har haft, bl.a. pga deres konstante gensidige forbindelse til hinanden, og de er samtidig opdraget af forældre, der ofte har trænet dem til ligeværdighed, så de stiller nogle ret klare krav til en god leder: Menneskelighed og balance. Hvis ikke de selv kan få lov til at være leder på den måde, men i stedet paces til at ofre relationer for resultater, bliver det endnu mindre end 25 procent, der ønsker at være leder i fremtiden. Så måske skulle dagens ledere fra de ældre generationer arbejde på at blive nogle bedre forbilleder på ansvarligt og sjovt lederskab, der skaber frivilligt følgeskab. Og ikke gøre som Roy, der i samme scene siger til sin betalte livvagt, at han er hans bedste ven, men derimod som Lasso, der ikke bare bliver bedste ven med alle; han får naturligvis også hele holdet til at blive bedste venner.
Udgivet i Berlingske 29/4 2023
