Det er befriende med flere af de nye kvinderoller i tv-serier, som er lynende intelligente og både kan være omsorgsfulde og slå fjender ihjel med et iskoldt overblik. Endelig er ligestillingen for alvor ved at slå igennem i de populære fortællinger.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Den ene tv-serie foregår i 1890, den anden i en fiktiv fremtid, og begge er paradoksalt nok et skarpt spejl på de værdier og adfærd, som vores tidsånd dikterer i dag. Eller sætter fri.
I begge serier er de to hovedroller en kvinde og en mand, og alle fire får lov til at vise nogle menneskelige sider, som deres køn indenfor disse to genrer, normalt ikke får meget plads til. Alle fire er skildret nuanceret, med dybde og empati, parret med håndfast handlekraft, så de bliver en tiltalende kombi af de arketypiske lyssider hos de to køn. Men de får også lov til at vise en særlig brutalitet, en udtalt determination og en dræbende selvsikkerhed, ofte med grund i en følelse af retfærdighed og dyb kærlighed – og dét er stadig noget nyt for især kvinderollerne. Men hvor er det dog befriende at se!
The English foregår i USA omkring 1890 og har Emily Blunt i hovedrollen, som den engelske aristokrat Cornelia Locke, der er taget til de meget nye stater for at slå sin søns morder ihjel. Her finder hun sammen med pawnee indianeren Eli Whipp, spillet af Chaske Spencer, og sammen tager de to outcasts ud for sætte verden ret. De finder hurtigt styrke i hinanden, og som kvinde er det decideret frisættende at se, hvordan den blege engelske rose på intet tidspunkt lever op til den sarthed, som de fleste fejlagtigt tilskriver hende. I stedet viser hun sig at være gjort af et sejere stof end chaps, for hun er ikke bare lærenem, hun er også lynende intelligent og modig, og er ikke bange for hverken at tage fremmede børn til sig eller at dræbe. Enten for at overleve eller for retfærdighed. Og hun er langt fra den eneste no-bullshit kvinde i serien, som ikke gider at finde sig i mænds eller magtens undertrykkelse.
The Last of Us foregår også i USA i et fiktivt 2023, hvor verden i 20 år har været i gang med at blive udryddet af en svampeart, der gør mennesker til aggressive zombier. Den mandlige hovedrolle Joel, spilles af Pedro Pascal, og Bella Ramsey spiller Ellie, en forældreløs pige på 14. Sammen tager de også igennem staterne på en farlig mission, og Ellie er præcis lige så irriterende, som en selvretfærdig teenager kan være, men også hun kan rotere hjernecellerne hurtigere end størstedelen og hun slår gerne fra sig, enten verbalt eller med sin kniv, hvis nogen kommer for tæt på. Faktisk har hun måske et lille strejf af sadisme, men hun har også en stor ømhed, omsorg og menneskelig forståelse. På et tidspunkt går hun fuldstændig amok på én, der er tæt på at voldtage og dræbe hende (hun er stadig kun 14!) og det er meget blodigt og uhyggeligt voldsomt, men man tilgiver hende, fordi det, hun redder sig selv fra, er så splitterravende sindssygt.
Hvordan kan det være så befriende at se kvinder være voldelige eller dræbe? Fordi det gør op med forestillingen om kvinder som offer, hvilket har været det narrativ, som de fleste kvinder har fået lov til at udfylde, og stadig oftest udfylder, i størstedelen af historierne. Også selvom der i virkeligheden dræbes næsten dobbelt så mange mænd, som kvinder. Lisbeth Salander satte en ny standard for en assertiv kvindeskikkelse, men hun skulle have en diagnose, for at ”få lov” til at være sådan. Men kvinder har jo en krop, som kan slå fra sig, og de har også en hjerne, der kan tænke strategisk og kæmpe, og selvom en kvinde i et moderne samfund sjældent har brug for at slå zombier ihjel, har vi stadig brug for at se, at kvinders kroppe ikke primært er et visitkort for mænds begær. Ligesom vi gerne vil se mænds omsorg og følelsesmæssige helstøbthed. For frisættelsen af alle vores egenskaber, der giver os agens til at være i livet, som vi ønsker det, kommer ikke bare den enkelte til gode. Det styrker også vores fælles samfund.
Udgivet i Berlingske 1/4 2023
