Skal du leve op til tidens gode forældreideal, drømmer du aldrig om, at børnene flytter hjemmefra. Og bliver provokeret af dem, der glæder sig til at opdage, hvad livet byder på, når de er væk. Men den gode forælder gør sig selv overflødig – og lever i stedet et liv, der er inspirerende for deres børn.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Om få måneder flytter Silas, min yngste søn, hjemmefra, og så er der kun Tintin og mig tilbage. Han kom ind i mit liv, da jeg opdagede, at mit hjerte lidt for ofte var den eneste bankende konstant i stuerne, og heldigvis har han sendt alle mine hundefordomme hjem i en lille sort pose. At jeg, siden jeg fik ham, ofte er kommet til at kalde ham for Silas, og Silas for Tintin, skyldes – ifølge en hjerneforsker – at de begge to har fået plads i samme område af hjernen, og derfor smider jeg engang imellem også et William og et Victor efter ham, hvilket er lidt mere demokratisk, da jeg har tre sønner.
Området i hjernen har med følelser og omsorg at gøre. Og ja, jeg elsker Tintin (overraskende meget), men det er helt udenfor sammenstilling med, hvor meget og hvordan jeg elsker mine sønner. Udover at føle en grundløs kærlighed til dem, er jeg også ret vild med hvem de har udviklet sig til at være – og derfor var det et totalt følelseschok af ren hjertesmerte, da den første flyttede. Men nu hvor det er den sidste, glæder og fryder jeg mig i stedet over, at jeg har i hvert fald 40, måske 60 år, foran mig, hvor jeg selv vælger hvilke forventninger jeg ønsker at leve op til ift hvordan og hvornår jeg skal bruge min tid, energi, penge og opmærksomhed. Friheden er stadig så ny, at jeg endnu ikke helt ved, hvordan jeg skal forvalte den.
På mange måder har jeg det nemlig, som om mit liv for alvor skal til at starte nu. Hvilket er komplet ulogisk, for samtidig er én af mine største glæder i mit liv at være blevet mor, og det har været fuldstændig afgørende for, at jeg i dag føler mig så forløst, heldig og taknemmelig over mit liv.
Men måske er det netop fordi jeg har sat både dem og mig selv fri i ligeværdighed, at jeg er opløftet ved tanken om, at livet står foran mig med en masse nye oplevelser, mennesker, viden og kærlighed, som jeg ikke kunne opnå tidligere, men som jeg nu kan forsøge at indtage – hvis jeg har lyst. Når vores børn er kommet godt i gang med deres egne liv, har vi jo opfyldt vores fineste opgave som forælder; at gøre os selv overflødige. Dét skal man da fejre. Hvordan, må være op til én selv.
Alle er bestemt ikke enige med mig. Ofte oplever jeg en kras mod- og især afstand fra nogle, og selvom de bruger andre ord i deres indvendinger mod mit standpunkt, fornemmer jeg, at de anser mig for at være kold, u-elskende, egoistisk og hensynsløs.
Den svenske kultursociolog Mats Trondmand er ophavspersonen til begrebet ”forandret relationsgrammatik”, der kort handler om, at rollerne og positionerne mellem forældre og børn er under forandring; så meget, at det i dag ikke er sjældent, at det er de unge, der skal tage mest hensyn til forældrenes følelser af sårethed, hvis ikke de opretholder et nært, intimt følelsesmæssigt forhold dem imellem. Dette ideal beskrives fint i denne podcast lavet af Center for Ungdomsforskning.
Og det er måske dét ideal, som min glæde over den nye frihed, støder imod. Men det betyder desværre også, at forældrene fremfor at sende børnene kærligt ud i verden, fastholder dem i en afhængighedsrelation, som tidligere i historien handlede om økonomi eller praktik, men som i dag handler om følelser. Det er naturligvis ikke sundt for nogen af parterne. Da jeg ikke er den eneste forælder i min generation, der kun er halvvejs i sit liv, og som vil andet og mere end at bage boller til hunden og vente på, at ungerne kommer på besøg med mini-ungerne, er der meget, der taler for, at vi skal udvide idealet på den perfekte forælder. Det bliver nemlig nødt til også at omfatte den fase, hvor man er ligestillede voksne, der hver især forfølger erfaringer, længsler, drømme, nye oplevelser og relationer, som gensidigt kan inspirere. Og at der i den proces, skal være plads til sorg og vemod. Men at vi samtidig altid bærer på hinandens hjerter.
Udgivet i Berlingske 7/1 2023
