Voksenlivet er den fase vi lever i længst, men den har ingen status. Til gengæld vil vi helst være unge, så længe som muligt, mens vi bliver ”gamle” alt for tidligt. Og det er en fejl. Både på det personlige og samfundsmæssige plan.
Af Emilia van Hauen, kultursociolog, bestyrelsesmedlem, forfatter
Hvilken alder tror du, at størstedelen af verdens befolkning synes man kan have, hvor man stadig tilhører kategorien ”ung”? Det kan den britiske aldersforsker Dominic Abrams svare på. Tallet er nemlig 49. Hvilket – når jeg spørger om det til foredrag – får flere til at huje og lave en eller anden afart af en sejrs-håndbevægelse. Men hvorfor?
Det indlysende svar er naturligvis, at ungdom har den højeste status i vores samfund i dag, og derfor handler det om at tilhøre kategorien ”ung” så længe, som overhovedet muligt. For så antages man at være dynamisk, lærenem, åben, på vej op, attraktiv og relevant og dermed en god arbejdskraft. Men der er to helt forkerte parametre i den overbevisning. For det første er 49 år ikke ungt, uanset hvordan man vender og drejer det. Mange kvinder er på det tidspunkt gået i overgangsalderen og flere mænd oplever rejsningsproblemer, og begge dele har sjældent med kroppens ungdomstilstand at gøre. Faktisk begynder kroppens celler at forfalde, når vi runder de 25, så hvordan skulle yderligere 24 år pludselig gøre en ung?!
Den anden forkerte parameter i antagelsen er, at det at være åben, lærenem, dynamisk osv er knyttet til vores biologi, fremfor vores sind. De fleste kan pege på 70-årige mennesker i deres omgangskreds, som har fingeren langt mere på samfundets puls end deres kollega på 25. Udviklingsparathed er altså primært afhængig af personlighed og især evnen til at være nysgerrig, ikke fødselsår. Men det anerkender vi ikke i dag, for de seneste år har vi kunnet læse flere undersøgelser (bla. Ballisager), der viser, at +55-åriges ansøgninger bliver lagt til side, uden at der reelt bliver kigget på dem. Beskæftigelsesministeriet har i deres evaluering af seniorpuljen i årene 2018-2021 erfaret, at 49 procent af respondenterne har svaret, at de har oplevet at blive valgt fra pga deres fødselsdato, mens 44 procent siger, at det er svært at finde job, hvis de ønsker at skifte branche.
Skal vi konkludere på ovenstående, må vi derfor konstatere, at vi har skabt et samfund, hvor vi er voksne i seks år. Resten af tiden er vi enten unge eller gamle. Og det holder naturligvis ikke, for alle der er over 30 år og yngre end 80 ved godt, at voksenlivet er den livsfase, som de fleste befinder sig længst i. Og at nogle af dens fordele er, at vi kan kombinere nysgerrighed, lærenemhed, åbenhed, dynamik og sindsagilitet med erfaring, selvstændighed og psykisk robusthed, fordi sidstnævnte ofte kommer naturligt jo flere år vi oplever livet og dets succeser og fiaskoer. Især fiaskoerne (eller uventede erfaringer) er særligt vigtige, fordi de viser én, at vi ikke blot overlever, men som regel også bliver stærkere af ikke at opnå, hvad vi kæmpede for eller blot forventede, og derfor må finde alternative måder at nå vores mål på. Eller finde ro i, at livet ikke giver os de resultater, som vi troede ville gøre os lykkelige.
At have blik for voksenlivets styrker giver især mening, når det sammenholdes med andre aldersforskere, der mener, at i hvert fald 50 procent, nok snarere 80 procent af de mennesker, der er født efter år 2000, kommer til at leve i mindst 100 år, mere sandsynligt i 110 eller 120 år. Så er 55 år lige i midten af livet, og samfundsøkonomisk kigger vi op en pensionsalder, der hellere må være 85 end 65 år.
Det betyder, at vi kan have mange liv i ét liv. Det kan vi faktisk allerede gøre, selvom vi er født før år 2000. For når børnene er flyttet hjemmefra, strækker livet sig med en uendelighed af nye muligheder for (ny) uddannelse, ny karriere, ny ægtefælle, ny personlighed, ny økonomi – ny (næsten) alting. Hvis vi altså ønsker det! Og det starter med at tage ”voksen” på sig. Ikke ung. Ikke gammel. Voksen.
Udgivet i Berlingske 10/12/2022
