På trods af årtiers frisættelse, så er kvinders fremtoning stadig offentlig ejendom. Madonna har lige været i en shitstorm pga en video på TikTok, men er det hende, der er undertrykt – eller er det kritikerne?
Denne klumme har jeg været ved at kassere mindst 166 gange. Fordi jeg er i tvivl, om det er mig, der er fordomsfuld overfor de tre kvinder, som præsenteres om lidt, eller om jeg tilslutter mig opgøret med en antikveret forestilling om kvinders værdi. Mit skriveri faldt sammen med sagen om Madonnas g-strengs/korsetdans på TikTok, Selv er hun tavs, men fans kritiserer hendes brug af filtre og fillere, mens andre mener, at det er hendes oprør mod musikbranchens ungdomsfiksering. Uanset har både eksperter og fans udtalt sig om og vurderet hendes udseende, personlighed, selvværd og mentale sundhed, hvilket jo kun sker, fordi kvinders fremtoning stadig anses for at være offentlig ejendom, som alle derfor kan ”bestemme” over.
Det er gammel viden, at udseendet betyder noget for vores lykkefølelse. Sociologen Mads Jæger har bla. været involveret i et studie, der viser, at selv når forskerne tager højde for uddannelsesniveau, ægteskab, enkestand, skilsmisse, sygdom og indkomst, så har et kønt ansigt og en slank figur i sig selv en positiv effekt på menneskers lykkefølelse. For kvinder gør det sig ekstra gældende, hvilket bliver bekræftet af bla. en rapport, som i 2015 blev udarbejdet af University of West England. Den har fokus på sammenhængene mellem mange kvinders problematiske forhold til deres egen krop og udseende, og deres valg og prioriteringer i dagligdagen. Konklusionen er entydig: Et negativt kropsbillede har omfattende negative konsekvenser, både for pigers akademiske præstationer og deres sociale liv. Kvinder forventes at skulle se ud på en særlig måde, som sjældent afspejler kvinders faktiske udseende. Kvinder bør stræbe efter at opnå skønhed, og denne stræben (som de ikke kan vælge fra) anses som en central del af det levede kvindelige liv, bla. fordi den også sender signaler udadtil om kvinders succes på andre områder.
Det er dette tvangsvalg, som ligger bag min tvivl. For i sidste uge trådte jeg ind i noget, der føltes som et parallelunivers. Det var en tøjbutik, hvor tre kvinder, som jeg vurderer til at have været i deres sene 50’ere, klædte og sminkede sig, som meget unge kvinder, og samtalede om, at de gerne ville se godt ud. Jeg var fascineret og frastødt på samme tid, og jeg skammede mig over, at min go-to reaktion var en nedladende afvisning af deres fremtoning, samt en negativ diagnose af deres selvværd, som jeg koblede til det såkaldte male gaze. Samtidig fordømte jeg mig selv for at tænke sådan, og hyldede deres dødsforagt for forestillingen om, hvordan kvinder skal gå klædt i deres alder, fordi de jo stiller et spørgsmålstegn ved, hvem det er, der skal bestemme, hvordan alder hænger sammen med fremtoning. I dagevis har jeg debatteret med kloge venner, om det er de tre kvinder, der er undertrykt, fordi de kæmper for at få værdi gennem deres skønhed, som bliver til en parodi, fordi den skønhed de stræber efter uundgåeligt er knyttet til ungdom? Eller om det er mig, der er undertrykt, fordi jeg hopper lige i fælden med at vurdere disse tre kvinder ud fra netop the male gaze, og den kulturelle forestilling om, hvordan kvinders alder også skal kontrollere deres fremtoning i stedet for at se de tre, som et eksempel på kreativ og social frihed? Foreløbig er jeg landet på, at det eneste væsentlige må være, hvordan man selv har det, med det man gør. Hvis de tre har en fest med deres liv og fremtoning, så zipper jeg. Men hvis de er ulykkelige, fordi de kæmper en konstant tabt kamp, så håber jeg, at de snart opdager, hvad en fuckfinger til the malegaze kan gøre for ens lykkefølelse.
Skrevet af Emilia van Hauen
Udgivet i Berlingske d. 29/04
