I sidste uge kom resultaterne fra den Danske Sundhedsprofil 2021, der viser, at de unge er mere stressede end nogensinde før. Som samfund har vi ikke brug for unge, der kæmper for at få succes tidligt i livet. Halvdelen bliver nemlig mindst 100 år. I stedet har vi brug for eksempler på nye begyndelser som 50, 60, 70, 80, 90 og 100 årige.
”Jeg bliver ofte spurgt, om jeg har fortrudt noget. Og dertil er mit svar: Masser!”
Fran Lebowitz har lige været på besøg i Danmark, og jeg var én blandt flere hundrede, der hørte hendes befriende svar på scenen på Bremen. Ikke kun fordi det var ærligt. Men især fordi det er usædvanligt i vores tid, hvor man åbenbart mest troværdigt står ved sig selv ved ikke at fortryde noget. Jo, altså, man må gerne blive klogere, og være ked af det, hvis man har såret andre, men i vores terapisamfund virker det gammeldags at fortryde noget, fordi man på den måde gør sig selv forkert. Og måske er Fran Lebowitz gammeldags, men hun ejer også 71 års coolness, for i salen var der masser af unge mennesker, der spurgte hende til råds om alt fra livets bord. Denne provokerende, begavede, pisseirriterende, selvhøjtidelige, selvironiske og ikoniske newyorker forfatter, der for nyligt har opnået verdensberømmelse gennem en Netflix-dokumentar lavet af hendes gode ven Martin Scorcese, har om nogen røv i bukserne. Og hendes særkende er, at hun er skråt op ligeglad med, hvad andre mener om hende; en egenskab, der ville kunne dulme mange unge hjerters uro i en tid, hvor man danner sin identitet under en kronisk panoptikontilstand, hvilket nok kan tage pippet fra enhver.
Især når det lægges sammen med den hastighed, som vi lever under i dag.
I tirsdags faldt fristen for kvote 2 ansøgninger, og et notat fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fra 2021 viser, at universitetsstuderende, der optages via kvote 2, har bedre odds for at gennemføre studiet og samtidig er mere motiverede og mere afklarede, når de starter. Samtidig er resultaterne fra Den Danske Sundhedsprofil 2021 lige kommet og de viser, at 31,2% af de unge mænd mellem 16 og 24 år, og 52,3% af de unge kvinder i samme aldersgruppe, lider af højt stress niveau (det, der udløser en langtidssygemelding på en arbejdsplads). I 2017 var tallene for mændene 23,4% og kvinderne 40,5%, så selvom vi aldrig har talt så meget om stress og unges psykiske og mentale sundhed, er tallene en rendyrket katastrofe med en stigning på over 25% alene på fire år!
Alligevel forsøges danske unge at paces igennem et studieforløb fra folkeskolen til endt uddannelse på kortest mulig tid, og forstærker det, som sociologen Hartmund Rosa kalder for ”accelerationssamfundet”, hvilket han beskriver på denne måde: “Du er nødt til at løbe hurtigere blot for at blive, hvor du er.” Det hjælper heller ikke de unge, at de oversvømmes af ”Under 40” og ”Young Talent” lister, der promoverer unge, som har haft usædvanlig stor succes tidligt i livet.
Heldigvis er de unge i gang med et ungdomsoprør, der kredser om retten til at udtrykke sin identitet, lyst og krop, som de ønsker, og til at få et liv i psykisk, social, økonomisk og klimamæssig balance. De insisterer gang på gang på, at der skal være plads til en naturlig sårbarhed, som skal tages alvorligt, fordi den ikke kommer fra dem selv, men fra de vilkår, som de er underlagt. Hvilket den amerikanske gymnast Simone Biles blev et lysende eksempel på under OL i sommer.
Og heldigvis er de midaldrende og ældre også i gang med et aldersoprør, for stadig flere får større synlighed, og er dermed med til at skubbe grænserne for, hvad man kan, når man er 50, 60, 70, 80, 90 og 100 år. Det ses bla. indenfor film, hvor gennemsnitsalderen for hovedrollerne i de mest populære actionfilm i 2018 var 58 år; i 1999 var det 36 år. Indenfor mode ses samme tendens, hvor fx Judy Dench var på forsiden af British Vogue som 85-årig, kunstneren Evelyn Hall blev opdaget som model i en alder af 64 år og indretningsarkitekten Iris Apfel i en alder af +90 år er blevet et af vores tid største stilikoner. Erhvervsmæssigt er der også en stille revolution i gang med flere og flere pensionerede, der starter deres eget firma.
Med tanke for, at nogle forskere hævder, at halvdelen af dem, der er født efter år 2000, vil blive mindst 100 år gamle, giver det ingen mening at tale om én uddannelse og én karriere og slet ikke om at have travlt med at peake inden man er blevet 40 år. Tværtimod!
Derfor har vi som samfund brug for nye lister. Lister der sætter os fri af ungdomstyranniet og i stedet viser os, hvordan man kan starte et nyt studie som 50 årig, en ny karriere som 60 årig, et nyt ægteskab som 70 årig, en stærk krop som 80 årig, en romandebut som 90 årig, eller en ny nationalitet som 100 årig. Bare som eksempler.