Corona-isolationens-roen har ikke medført et samfund med mindre præstation. Tværtimod. For nu er der noget at indhente. Accelerations- og præstationssamfundet lever derfor i bedste velgående, hvilket især belaster de unge. Og selvom det er en umulig konstruktion, er den nye normalitet at være vinderen.
“Tænk, at du ligefrem slår op på LinkedIn, at du ikke vandt!”
Det var én af de kommentarer, jeg fik, da jeg for nylig ikke vandt en pris. Vi var tre, der var nomineret, og jeg var åbenbart meget få stemmer fra at vinde, men vandt altså ikke. Først følte jeg kun glæde på vinderens vegne, men jeg har før erfaret glæden ved at vinde en pris, så min manglende skuffelse gav ikke mening. Skammen ramte mig imidlertid lige efter. Over først at blive fremhævet, dele det på de sociale medier og få en masse positive reaktioner, men så ende med at blive fremhævet som en… taber. Og nej, jeg ved godt, at det ikke var det, der skete, for nominering alene er en ære. Men følelsen kom ikke desto mindre, og så blev jeg skamfuld over, at jeg overhovedet følte skam – og blev ramt af dobbeltskam.
“Jeg slog det op, fordi jeg synes, at vi lever i en syg vinderkultur, der ikke giver plads til at være et normalt ydende menneske og være glad og tilfreds med det,” svarede jeg.
I dag lever vi nemlig i en tid, hvor eliteniveauet er blevet det nye normale og trives i det, som den tyske sociolog Hartmund Rosa kalder for accelerationssamfundet, hvor bl.a. teknologien øger livstempoet, og hvor vi derfor hele tiden skal nå at gøre flere ting, mens vi samtidig føler, vi har mindre og mindre tid, og at alting skal gå hurtigere. Præstationssamfundet er et andet aspekt af nutidens vilkår, og Anders Petersen, sociologen bag begrebet, bruger det til at forklare, hvorfor depression er blevet en samfundsepidemi. Ifølge ham er selve præstationen et ideal for det gode liv; det er dermed ikke afgørende, hvad man er god til, men at man konstant præsterer optimalt.
Og det er her, at skammen kommer ind. Hvilket især går udover de unge. For tidsånden hævder, at når du ikke er vinderen eller præsterer på eliteniveau, er du automatisk en taber. Selv om fakta er, at du bare er helt almindelig, gennemsnitlig og normal. Hvilket engang var en dyd i sig selv, men altså ikke i dagens samfund.
Dette nye ideal er ikke kommet tilfældigt. De unge er nemlig født ind i en tid, hvor de konstant er blevet mødt med udsagn som: ”Du skal altid sigte efter stjernerne!” eller ”Du kan blive til alt! Du skal bare tænke stort nok!” Med et tilknyttet udråbstegn, der er båret af en velment tiltro til de unges frihed til at kunne skabe deres egen elitepersonlighed, fordi de er blevet opdraget til at gå mere efter lysten end pligten.
Men for de fleste unge bliver disse forventninger til et elitens jernbur, der pisker dem frem til en ubrudt række af 12-taller, der skulle være porten ind til alle muligheder. Og når de ikke kan præstere denne elite-personlighed, kommer skammen. Over ikke at være en vinder og dermed gennemsnitlig. Det giver skrøbelige personligheder og perforerede sjæle. Selv hos de, der rent faktisk leverer en stribe af 12-taller, tusindvis af følgere eller en massiv mængde af medaljer. For ingen kan alligevel leve op til det hele tiden. Slet ikke, hvis netop lysten skal drive motivationen. Tvangslyst til at skulle være den evige vinder eller præstere genialitet konstant er sjældent knyttet til glæde, men derimod mere en sammenbidt vilje.
Skammen er også en afledt effekt af, at intet længere er privat pga. de sociale medier. Dermed føler mange unge sig for transparente, som om de ikke længere ejer deres egen fortælling, hvilket gør dem hjemløse i deres egen livshistorie.
Og som om det ikke var nok, er skammen også knyttet til det vilkår, at mange unge har haft forældre, der har trænet dem i at få en lind strøm af feedback, som regel både positiv og coachende. Mens de samtidig er blevet spurgt om, hvad de følte, der var vigtigt for dem, hvad deres hjerter og mavefornemmelser sagde, at de skulle følge eller skabe – og i øvrigt være ligeglad med, hvad andre måtte mene om dem! Men de færreste har fået indprentet, at det unormale er at vinde, og at der altid vil være flest gennemsnitlige mennesker i verden. Så nu kan de så både skamme sig over, at de ikke er vinderen, og at de ikke er ligeglade med ikke at være vinderen, og så rammer dobbeltskammen dem.
Skam er en nødvendig social mekanisme, der regulerer det enkelte menneske til at være orienteret mod fællesskabet, så mange individer kan leve sammen ved at tage hensyn til helhedens bedste. Så det handler altså ikke om at opnå skamløshed. Men skam, der er knyttet til at skulle være den kroniske vinder, for at have menneskelig værdi, forkrøbler sindet, hjertet og ånden. Den skam skal frem i lyset, så den opløses. Derfor skrev jeg opslaget.
Skrevet af Emilia van Hauen
Udgivet i Jyllandsposten d. 24/10 2021
