Hvornår har du sidst været god? Det er nok for nylig. Hvornår har du så sidst været ond? Aldrig? Heller ikke bare en lille smule? Som for eksempel at give en kompliment, som i virkeligheden var en fornærmelse. Undladt at hjælpe en, fordi det var lidt besværligt. Måske føltes det sært befriende, da du gjorde det – men bagefter bankede angeren sikkert på. Ondskab i velfærdsstaten Danmark er noget, vi mest af alt læser om i aviserne eller oplever på film, men det er ikke noget vi selv benytter os af. Eller gør vi?
Da jeg var 12 år gammel var jeg på et opvisningshold for gymnaster. De fleste af os var under 18 – og så var der Ib. Ib var en voksen mand, veltrænet og dygtig, men han var også lille, havde en vigende hårgrænse, gik med stærke briller og svedte som en havnearbejder ved Ækvator. Men det var ikke det, der provokerede os mest. Det var, at han var så akavet. Han forsøgte hele tiden at være med i gruppen og kom med de mest ubehjælpsomme kommentarer for at være en del af os, men uanset hvad han gjorde, kom han aldrig rigtig ind i varmen. En aften efter træning var min lidt yngre veninde Eva i bad, da jeg kom ned i omklædningsrummet. Jeg så hende og i det samme sagde jeg højlydt: ”Nå – står du der alene?”. Eva kiggede på mig og smilede, men Ib, der havde ryggen mod mig og ikke kunne se Eva, rystede lidt nervøst på hovedet og svarede lidt anstrengt: ”Jaee…”. Jeg tror nok, at jeg svarede noget i retning af: ”Nå – er du her også? Jeg havde slet ikke set dig!” og så begyndte Eva og jeg at grine højt. Dengang syntes jeg, at jeg var lidt smart. Sådan lige at få en voksen mand lidt ned med nakken. I dag får jeg helt ondt i maven, når jeg kommer til at huske på den episode. At ekskludere andre af fællesskabet er en af de værste straffe man kan give andre og at gøre det på så bevidst en måde som her, tenderer til ondskab. Og børn kan være nogle af de værste og mest raffinerede, fordi de endnu ikke er færdige i deres sociale opdragelse og derfor ikke kender konsekvenser af den slags udstødelse.
Mange, mange år senere deltog jeg i et seminar, hvor en del af øvelsen var at tage en anden rolle på sig, end den man plejer at have. Jeg fik rollen som superegoisten og på et tidspunkt skulle jeg sætte mig i en stol og afvise ham, der sad overfor mig og det han bad mig om. Det viste sig at blive en helt fantastisk oplevelse at få lov til at være så hensynsløs og så sikker på mig selv; især fordi jeg som kvinde er opdraget til altid at tage hensyn til andres følelser, situation og ønsker. Efter den oplevelse blev jeg draget mod tanken om at være ond, fordi jeg i den hensynsløshed kunne fornemme en enorm frihed fra de – til tider – snærende sociale bånd, som vi alle er pålagt. Hvilken drivkraft ville jeg mon ikke kunne finde i mig selv, hvis jeg gav los og ikke lod mig begrænse af andres eksistens? I lang tid legede jeg med tanken og efterhånden stod det mig mere og mere klart, at det ikke var det onde jeg blev draget imod. Det var derimod evnen til at være fuldstændig egocentreret, når jeg virkelig havde lyst. Men hvorfor havde jeg troet, at det var ondskaben jeg var draget imod? Og hvad er ondskab egentlig?
Ondskab er det at være ond. At være ond er at gøre fortræd med vilje. Så kort kan det siges. Og mon ikke denne enkle definition sætter de flestes forhold til ondskab i relief, for hvem kan undsige sig at have gjort andre fortræd med vilje? Jesus, Buddha og Dalai Lama …..men selv de har været små drenge, der måske engang syntes det var interessant at se, hvad er skete med en edderkop, når benene blev revet af. Til forskel fra had, som jo ”kun” er en følelse, er ondskaben en handling drevet af viljen. Vi beslutter os altså for at gøre andre fortræd og dermed bliver ondskab i bund og grund til et spørgsmål om det personlige valg. Alligevel er det de færreste af os, der vil betegne os som onde, selvom vi helt sikkert ved, at vi har gjort andre fortræd med vilje. Ondskab kan nemlig gradbøjes.
Terrorangrebet mod Twin Towers og i Madrid med tusinder af uskyldige døde til følge er en ond gerning. Det er rigtig mange enige om i den vestlige verden. Men i andre grupper var det en retfærdighedens og godhedens gerning. En elskerindes drab på elskerens kone og børn er uforfalsket ondskab, fordi det gik ud over uskyldige. Og fordi de uskyldige mistede det mest dyrebare de ejede, nemlig livet. Til gengæld er der ingen tvivl om, at en mor, der serverer grøntsager for sin 4-årige søn, helt sikkert ikke er ond, selvom drengen hader grøntsager. Ondskab er altså ikke bare ondskab. Hvor slem den er, afhænger af den situation, som den indgår i og de ideologiske overbevisninger, der ligger bag den onde handling.
Teoretisk set er ondskab defineret som anti-tesen til det gode, dvs. hvad der anses for værdifuldt i samfundet. Men det værdifulde i et samfund ændrer sig med tiden, og derfor er opfattelsen af hvad ondskab og godhed er, i virkeligheden kulturelt og historisk betinget. For eksempel har kvinders seksuelle lyst ændret betydning gennem tiderne. Under de hedenske religioner var kvinders lyst en dyd, under kristendommen blev den til djævelskab og i dag er den måske i virkeligheden lidt af begge dele, blot forklædt i psykologiske termer om selvrealisering, omnipotens osv. Ondskabens og godhedens dimensioner veksler altså med tiden, men der er altid et forhold, der i alle kulturer og til alle tider har gjort sig gældende som godhedens centrum: nemlig livets ukrænkelighed. Enhver der forsøger at forhindre livet i at udfolde sig frit, kan potentielt siges at være ond. Måske fordi vi som art instinktivt ved, at hvis en del af vores art bliver udryddet, er der også en vis fare for, at vi selv uddør. Og det er vi jo ikke interesserede i.
Den vestlige verdens grundsyn på godhed og ondskab er baseret på kristendommen og paradoksalt nok leverer den to forskellige udgaver af, hvad det onde er. I Det Gamle Testamente var Satan en del af Guds væsen og dermed et slags værktøj for ham til at afprøve menneskene. Gud havde altså herredømmet over det onde og det blev et af hans redskaber til at administrere sin skaberkraft på. I Det Nye Testamente ændrer det onde karakter og bliver til Guds værdige modstander. Satan bliver altså i stand til at begrænse Guds almagt, og hans formål er at udfolde sig mod Guds intentioner og hensigter. Dermed er det lagt op til det enkelte menneske, om det vælger det gode eller det onde. Og det afspejler fint den tid vi lever i i dag, hvor det enkelte individ i høj grad forventes at skabe sin egen lykke, frem for at være et produkt af nogle givne omstændigheder eller et systems faste regler. Hvis man for eksempel lever i et ulykkeligt ægteskab, hvor man ender med at opføre sig asocialt og egoistisk for at beskytte sig selv, er løsningen for mange at forlade den dårlige situation og begynde på en frisk i et forhold, der kan fremdyrke ens gode sider. Men ondskaben viser sig oftest at være en del af en selv og ligger derfor grundlæggende i ens vilje til at vælge det gode til eller fra. Det er derfor sjældent at man for alvor bliver en elskelig og omsorgsfuld person af at skifte ægtefællen ud. Ignorerer man det personlige ansvar, kan man ende med at handle som den voksne, der langer et barn en lussing for at lære det at holde op med at slå.
Den individuelle ondskab kan også opstå som et resultat af at forsøge at indordne sig et bestemt systems regler, som man dybest set ikke sympatiserer med. Hermed bliver det onde knyttet til det asociale. Det der kunne true den orden, som samfundet byggede på. Mennesker der ikke kunne indordne sig samfundets normale måder at leve på og som måske valgte at leve for sig selv, isoleret fra omverden, blev hurtigt døbt til enten hekse og troldmænd. Man anerkendte, at de sikkert havde nogle særlige kræfter, men de blev så til gengæld knyttet til ”den onde selv”, djævlen, fordi det var kræfter omverden ikke kunne styre. Ondskab er derfor også nært forbundet til magt. Især magten til at inkludere eller ekskludere. Hvilket var den magt jeg forsøgte at bruge, da jeg bevidst ignorerede Ib’s eksistens i omklædningsrummet. Og den magt som bla. Jehovas Vidner bruger, når de ekskluderer et medlem, der har overtrådt deres regler.
Som medlemmer af et velfærdssamfund støder vi meget sjældent på det onde i rendyrket form. Danmark er hverken hærget af store altødelæggende naturkatastrofer, vi oplever ikke krigen her i landet, vi har et demokratisk styre og vi oplever personligt sjældent den meningsløse afstumpede vold. Danskeren er mere en tilskuer til det onde end et offer for det, hvilket den store flodbølge i julen på mange måder viste os. Vi blev berørt af tragedien og handlede ved at sende penge derned, men det var kun ganske få danskere, der var personligt involveret i den. Måden vi oplever det ubetingede onde er derfor med afstand og det gør ondskaben mere overkommelig – om end ikke forståelig. Det er blandt andet derfor at splatterfilm er så stor en succes i det vestlige samfund, mens der ikke er den store afsætning på den slags film i Afrika, hvor det ikke er usædvanligt at se lig med afhuggede hoveder og tarme flydende ud af maven.
På trods af de meget asociale egenskaber ondskaben har, fascineres vi til stadighed af den. Enhver god historie skal have mindst én skurk, som sætter hele fortællingen i gang; uden ”den onde” ville der nemlig ikke være nogen konflikt at løse og så ville den ikke afspejle det liv vi lever. Voksne ser gyserfilm, læser spændingsromaner, danser rundt til Death Metal rock og hænger i timevis ved computeren for at spille Counter Strike, Half Life eller War Craft – og selv børn gyser vellysteligt over historien om den onde heks i Hans og Grethe og ønsker selv at spille hende til skolekomedien. Fascinationen kommer af lysten til at gøre oprør mod det etablerede system, mod omverdens forventninger til vores sociale (læs: hensynsfulde og til tider selv-undertrykkende) adfærd og længslen efter frihed til at skabe vores eget univers, hvor vi bekvemt kan få lov til at være i centrum. Ondskab og oprør er derfor endnu en dimension på det asociale element i det onde og det er ikke tilfældigt, at Lucifer var en falden engel; den engel der gjorde oprør mod Gud og derfor måtte forlade Himmelriget.
Som moderne mennesker er vi vant til at kunne kontrollere og styre det meste. Og netop som medlemmer i et velfærdssamfund er vi oftest vidner til den lille uretfærdighed, men sjældent den store ondskab, hvorfor den som begreb og livsvilkår er blevet mere og mere usynlig i hverdagen. Vi opfører os det meste af tiden socialt acceptabelt og lader ondskaben komme til syne i meget indirekte former, såsom mobning, køb af hælervarer, isolering af grupper i samfundet osv. Men i vores stadig mere omfattende socialisering, overser vi da ikke de enorme kreative kræfter der også kan ligge i ondskaben? Tænk på hvilke teknologiske landvindinger alle krige har medført og hvor meget nyskabelse, der er kommet ud af de store oprør som Den Franske Revolution og Luthers opgør med den katolske kirke. Spørgsmålet er, om det dybest set kan betale sig at gøre det gode? På mange måder kan man måske komme meget længere med det onde, fordi man derved passer bedst på sig selv og lader andre sejle deres egen sø. Man kan vel også forestille sig, at hvis det virkelig kunne betale sig at gøre det gode, så ville mange flere bare gøre det af sig selv. At gøre sig selv til et frivilligt offer er jo direkte livsfarligt, hvis man ser det ud fra en overlevelsesmæssig vinkel. Nogle postulerer i den sammenhæng, at det er de fattige, der har opfundet retfærdighedsbegrebet. Oprindelig opererede man i den kristne tro med barmhjertighedsprincippet, som i det moderne samfund er skiftet ud med retfærdighedsprincippet, fordi vi ikke kan udholde, at der rent faktisk findes ulighed i samfundet. Det kunne Jesus godt, og derfor var han ikke bange for at vise medfølelse og barmhjertighed; han fik ikke moralske kvababbelser ved at nogle havde mere end andre, han handlede blot ud fra ”the facts of life”: Vi kommer ikke ind i tilværelsen med de samme evner og derfor er ulighed en livsbetingelse for mennesker. I det lys kan man hævde, at dagens retfærdighedsopfattelse kan ses som en grov manipulering af næstekærlighedsprincippet og velfærdssamfundets sociale ydelser som afladsbreve.
Ondskab er altså knyttet til det asociale og det destruktive. Det i sig selv lyder jo ikke godt, men set i lyset af at vi også har det gode, er det onde måske er nødvendig modpol for at vi mennesker hele tiden udvikler os og bryder det ned, som ikke længere virker. Ondskabens eksistens giver os også mulighed for at dyrke det gode i os selv, som mange verden over gjorde, da de sendte penge til flodbølgens ofre. Som medlemmer af et samfund, hvor vi anser os selv for så civiliserede og oplyste, at vi alene med viljens magt fordrer at kunne kontrollere og styre al vores adfærd til at være konstruktiv, meningsfuld, positiv og beundringsværdig, kan det være nødvendigt at indse, at ondskaben også er en del af vores dagligdag. At vi selv er med til at skabe den og selv er med til at nedbryde den. På den måde kan ondskaben blive til godhedens redskab.
ANDRES LIDELSE OG EGEN FORDEL
Romanen ”Undtagelsen” er på ganske få måneder kommet i flere oplag og det skyldes måske, at den tager fat i emnet ondskab ud fra en helt hverdagsagtig vinkel, som vi alle kan genkende. Forfatteren lader historien udspille sig på arbejdspladsen; et sted som de fleste af os tilbringer størstedelen af vores tid på. Ondskaben i sådan et formelt miljø kan være svær at bevise, men når man læser om den, kan vi alle genkende den. Enten hos os selv eller i hvert fald hos andre. At handlingen er henlagt til et kontor i en humanitær organisation gør ikke spændingen mindre. Men hvad er ondskab ifølge forfatteren Christian Jungersen?
”Jeg synes grænsen til ondskab er flydende. Om det er ondskab afhænger af, hvor meget lidelse man påfører andre for selv at opnå en fordel. Hvis jeg glæder mig over at få en opgave lige for næsen af min kollega, som også gerne vil have den, er det ikke ondskab. Hvis hun får influenza og er sygemeldt i 3 dage, og jeg glæder mig over, at hun er blevet syg, så jeg kan få de gode opgaver, så er det en egoistisk opførsel og ganske udbredt – men den er heller ikke ond. Til gengæld er det ondskab, hvis jeg glæder mig over at min kollega skal skilles, fordi hun så vil være mere ukoncentreret og jeg derved kan få de spændende opgaver. Igen: det er mængden af lidelse andre får, fordi man skaffer sig selv en fordel.”
Spørgsmålet er, om man kan måle lidelsen efter en klar målestok? Er det ok at redde sig selv på bekostning af én anden person? Ja, mener Christian Jungersen. Men det er ikke ok at redde sig selv på bekostning af 10 andre mennesker. Hertil er den kollektiv lidelse og det fælles tab for stort. Man bliver nødt til at sætte sig selv ind i en større sammenhæng og ikke kun se på sin egen rolle og betydning.
”Om det er ondskab hænger også tæt sammen med hvor nær man er de mennesker, som det går ud over. Hvis du møder en hjemløs og ikke tilbyder ham en seng at sove i, så er det ikke ondt. Det er faktisk ganske almindeligt, for du har jo ikke noget ansvar overfor denne fremmede. Men hvis du nægter din bedste ven en seng at sove i, fordi du skal flytte det tøj, der ligger på den, så er det ondskab. Jo tættere den anden er på mig, jo mindre skal de lide for min fornøjelse eller bekvemmelighed..”
”Dybest set tror jeg ikke, at folk gør onde ting for at være bevidst ondskabsfulde. Det er oftest et resultat af en strukturel konflikt, hvor man har modsatrettede sympatier. ”De andre” bliver symbolet på det man forsøger at fjerne sig fra, og derfor fjerner man sig også fra dem personligt. Det er hvad man ser ske i tilfælde om mobning. Hvis der først er blevet udnævnt et offer, begynder de andre at fjerne sig systematisk – og nok ret ubevidst – fra offeret, for man kan jo ikke være ond, eller bare handle egoistisk, overfor én man er tæt på.”
Ondskab kan man finde i mange udgaver og de sværeste at afsløre er dem, som næsten anses for at være socialt acceptable – nogle gange fordi de er usynlige.
”At udelukke andre fra et fællesskab og ignorere dem, er en ganske udbredt hverdagsondskab, som den der bliver udsat for, næsten ikke kan gøre noget for at undslippe eller ændre på. Hvordan beviser du, at du ikke er en del af det almindelige fællesskab? Hvis du forsøger på det, vil du også automatisk udstille din egen sårbarhed og det faktum, at du er sat udenfor, og det tør de færreste. I et miljø hvor omdrejningspunktet netop er humanisme og hvor de involverede er kvinder, bliver konflikten endnu skarpere trukket op. Folk der arbejder for en humanitær organisation forventes jo at have en større empati med andre og især kvinder er rent kulturelt forbundet med værdier som empati og omsorgsfuldhed og når de begynder at opføre sig som mænd, ved at være mere egoistiske, bliver konflikten trukket klarere op. Kvinder er opdraget til at bruge deres magt indirekte og derfor har en kvinde uden social fornemmelse langt sværere ved at begå sig end en mand. Derfor er ondskab heller ikke helt det samme for de to køn,” slutter Christian Jungersen.
INGE GLAHN
Inge Glahn er præst i Jyderup Holmstrup sogne og har siden 1997 også virket som fængselspræst i Jyderup Statsfængsel, som er et åbent fængsel. Hun omgås derfor dagligt mennesker, der har brudt loven på forskellig vis og hvor i hvert fald en del af forbrydelserne er af en karakter, der må betegnes som ren og skær ondskab. Kan man da samtidig betegne de mennesker som har begået disse handlinger som onde?
”Det er svært at definere hvad ondskab er, men almindeligvis beskriver man vel ondskab som handlinger, der skader andre. De mennesker, der har begået så onde handlinger, at de har fået en fængselsstraf, kan opdeles i mange kategorier. De kan være psykisk syge, have været påvirket af stoffer eller alkohol i gerningsøjeblikket, have et hidsigt temperament, være drevet af jalousi eller hævn, være psykopater og andet. Når jeg som præst taler med de mennesker, der har begået mord, vold eller anden grov forbrydelse, varierer deres syn på, hvad de har gjort. En har måske skudt et menneske, som gennem lang tid har forulempet ham på det groveste, hvorfor han ikke føler nogen skyld ud over en generel erkendelse af, at man ikke bør tage et andet menneskes liv. En anden, som har kvalt sin kone, græder hver gang jeg taler med ham. Han har sukkersyge, var i underskud med insulin, og da hans kone antydede, at deres to drenge måske slet ikke var hans, knækkede tråden. Som fængselspræst er det en mærkelig oplevelse at tale med et menneske, som har begået en voldsom forbrydelse og så opleve at føle sympati med det menneske. Ikke at jeg accepterer noget af det han har begået, for det vil intet normalt menneske kunne. Men når jeg sidder med ham i en samtale ansigt til ansigt, hvor jeg udstråler en accept af ham som menneske, oplever jeg jævnligt hvordan sådan en samtale åbner op for de andre menneskelige sider af ham.”
”Et menneske, som er havnet i et fængsel på grund af en voldsom forbrydelse, har ofte et meget lille selvværd. Derfor er det med til at bygge et menneske op, når jeg ved gudstjenesterne fortæller om, hvordan evangeliet skåret ned til det helt enkle betyder, at ethvert menneske er værdifuldt i Guds øjne. At Gud giver mulighed for en ny begyndelse for ethvert menneske.
”Ondskab kommer af vores vilje til at ville handle destruktivt, til at ville ødelægge noget der allerede er. Men i det øjeblik hvor vi angrer og ønske at ændre os selv bagefter, så holder vi op med at være onde.”
”I evangelierne kan man læse, at Guds tilgivelse lyder til ethvert menneske, der af hjertet beder derom og det betyder kort, at hvis man virkelig angrer, så bliver man også tilgivet og tavlen vasket rent. Det kan Gud gøre – og vi mennesker kan forsøge på at gøre det i vores liv med hinanden. Men i samfundsmæssig forstand bliver vi altid straffet, hvis forbrydelsen bliver opdaget og sådan må det være.”
Vi mennesker fascineres af ondskab fordi det er tæt forbundet med magt. Magten over andre, magten til at få det som man vil have det, magten til at være vigtig osv. Men ifølge Inge Glahn er ægte magt næstekærlighed. Det var netop i magtesløshed at Jesus optrådte. Han kørte ikke frem med hverken bål eller brand, han var bare sit eget budskab og omgav sig med sine disciple og helbredte ud fra sig selv. Han hentede i bund og grund sin myndighed fra Gud og havde derfor ikke behov for at synliggøre den overfor menneskene i form af rigdom eller andre symboler. I stedet ville han have, at mennesker skulle følge ham af egen fri vilje og han brugte kun sin magt til at hjælpe dem, der bad om hans hjælp. Jesus ændrede altså magtperspektivet til at gå fra ondskab til godhed.
”Livet består jo af modsætninger og vi forstå godhed langt bedre, når vi også ved hvad ondskab er. Men der hvor vi tager vores egen magt hjem er, når vi vælger det gode frem for det onde. Det er her vores ægte frihed findes,” mener Inge Glahn.
