Tanken om en pilgrimsfærd til Santiago de Compostella gav løfte om en spirituel svæven henover de stenede stier og opnåelsen af en overjordisk indsigt. Virkeligheden indfriede et væld af vabler, ømme skuldre, forstenede ben, intet privatliv og en guddommelig forløsning i katedralen. I hårde tal bestod turen af 9 dages vandren med oppakning og en tilbagelægning på 175 km.
Af Emilia Caparrós Højbjerg
Tyren vender hovedet og kigger lige på mig. Stien er smal og tyren bred. Enorm faktisk. Jeg anråber desperat Gud, som burde være mere til stede i disse dage end ellers, men enten er han taget på ferie i en fjern galakse eller også er min tur kommet til de bibelske prøvelser, for tyren rykker sig ikke ud af flækken. Jeg knuger desperat min tynde vandrestav med metalspidsen i hånden parat til at hæve den, som en lanse. Den kan snildt holde, tænker jeg, i cirka 1 sekund. Til venstre for mig øjner jeg en gård. Langsomt bevæger jeg mig ned ad stien, ned mod staldene og huset og håber, at det er befolket med nogle, der kan finde ud af at håndtere sådan et dyr. Ellers – regner jeg ud – kan jeg gå bagom stien ved at gå gennem gårdspladsen og op igen senere på stien. Tror jeg. Først skal jeg nemlig forcere en mægtig bunke lort, der spreder sig 5-6 meter i længden og 3-4 meter i bredden. Jeg kaster en stor sten ud i det brune, som jeg kan træde på. Den forsvinder. Valget er let: Enten drukner jeg i lort eller også bliver jeg spiddet ihjel af en tyr. Tak Gud! Er det her straffen for at have så umanerlig åndsvag at begive sig ud på denne vandring? Det fornuftige i projektet fortoner sig for Gud ved hvilken gang i det fjerne og tilbage står jeg og glor på en stinkende gordisk knude med horn. Da jeg hører fjerne stemmer, råber jeg desperat op og frem af buskadset dukker en noget forpjusket bonde op, som kigger forbavset på mig, da jeg endnu engang råber, at han skal tage sin tyr ved hornene og fjerne den. Det gør han. Og hans næsten tandløse smil bliver bredere, da han ser at jeg får øje på yveret, der lystigt dingler under koen. Nærmest uanfægtet mumler jeg ”Folk fra byen” idet jeg går forbi og videre ud på min vandring.
Så dramatisk var resten af turen ikke. Men den noget sammenbidte undren over, hvad pokker der fik mig på denne tåbelige idé, møder jeg flere gange. Og erkendelsen af, at dette ikke er en vandring for sjæle, men derimod for ømme fødder med store vabler, gør jeg allerede indenfor de første døgn. Efter nogle år med meget arbejde og hårde studier, føltes det ellers som den helt rigtige afkobling at gå en lang vandring. At vandre i fred giver tankerne frit løb og istemmer en nærmest meditativ tilstand, som i høj grad er sund for legeme og sjæl. Når det så oven i købet kunne foregå i mit moderland, virkede det som en indlysende idé. Tidligt besluttede jeg mig for, at jeg ville minimere planlægningen og lade skæbnen – Gud om man vil – råde. Jeg bestilte derfor en busbillet fra Madrid til Piedrafita de Cebreiro, der officielt ligger 153 km fra Santiago, og derfra kunne alt ske. Overnatningen regnede jeg med ville foregå på de gratis herberger, som findes langs hele vejen. De fungerer efter først-til-mølle princippet og derfor galdt det om at ankomme tidligt på aftenen for at få en køje og et tæppe.
Min vandring begynder ved at jeg bliver sat af 4 km fra en af de officielle byer, nemlig O Cebreiro, hvor jeg kunne få udstedt mit pilgrimspas og – regnede jeg med – få overnatning. Da jeg imidlertid starter i den by kommer jeg nederst på listen over køjer, så jeg bliver anbefalet at gå videre til næste herberg, der ligger kun små seks kilometre derfra. Det er blevet sen eftermiddag, men det tager omkring en time at gå den distance, så jeg kaster sækken op på ryggen og vandrer videre til et fantastisk bakkelandskab med enorme vidder og flotte farver. Nedad, nedad hele tiden og jeg tænker lykkeligt, at det var dog en blid start. En dytten lyder bag mig og op på siden kører en lille bitte hvid Seat stoppet til randen af religiøsitet, for i den sidder tre nonner i sorte og hvide gevandter og en lille uanselig indtørret præst, der vinker mig an. ”Du er på vildspor”, knirker han, ”dette er ikke El Camino. Du må tilbage igen” og jeg ser en blanding af medlidenhed og opgivelse i hans varme øjne. Det er nok ikke første gang han sender et vildfarent får tilbage på den rette sti. Bilen futter afsted igen og jeg vender om og ser de lange, seje bakker nedefra. De vilde jordbær jeg fandt i starten er forbrændt for længe siden og jeg har ikke så meget som et stykke tyggegummi at gnaske på, så jeg sætter farten op, for nu er det snart på tide at finde noget mad. Klokken nærmer sig 19 og jeg har ikke spist noget i seks timer, hvilket i sig selv er usædvanligt for mig – men nu kritisk efter al denne fysiske udfoldelse. Det bliver til en detour på 8 km i stegende hede, og aldrig mere tager jeg fejl af de gule pile en fransk præst engang gjorde sig den ulejlighed at male, så vi stakkels pilgrimme ikke går fejl. Hvis man altså ser dem. Efter flere kilometers vandren på rette vej når jeg Hospital de la Condesa og min lettelse afløses af en endnu mere insisterende knurren i maven, da det går op for mig, at alt hvad jeg kan få her er et glas vand. Men, bliver jeg oplyst, tre km herfra ligger Alto Poio, hvor jeg kan overnatte og få mad. Jeg har nu vandret 18 km på tom mave, men der er ikke nogen vej udenom. Da jeg senere sidder med den liflige damp fra en dejlig bøf lige ind i mine næsebor, kan jeg endelig slappe af og tale med den gamle kone, som har dette hotel på toppen af en fuldkommen dræbende stenet bakke, som man forbander langt væk på vej op. Min første dag i mit spirituelle eventyr har foreløbig vist sig at være af yderst fysisk natur. Og intet er gået efter planen.
SOPHIA LOREN
“Og på dette maleri kan man se, at kunstneren har malet Sophia Loren som nonne.” Den lille kompakte præst i den sorte kjole vasker sine hænder endnu engang, mens han fortæller os om det benediktinske klosters smukke vægmalerier. Han har ledet turen rundt – i baglæns gang – med den distraktion til følge, at vi tænkte mere på, hvornår han ramlede ind i noget end i alle hans levende historier. Klostret i Samos er et af Spaniens ældste og når man træder ind i den indre gård med den plaskende fontæne, hensættes man til en fjern fortid, hvor “Compeed” plastre endnu ikke var opfundet og hvor isolationen fra omverden for at blive nærmere Gud var mere udbredt. Efter rundvisningen tager en mild gammel præst mig under armen og spørger mig, hvor jeg kommer fra. Da han hører, at jeg er fra Danmark, beder han mig mindeligt om at sende ham frimærker. De må gerne være brugte, insisterer han, og så skriver han med ganske fine flueben sit navn og sin adresse ned på bagsiden af en brugt kuvert, mens hans store metalkors pendulerer henover hans rystende hænder. Da jeg kommer tilbage til den rå sovesal med de store vinduer og de mange jernsenge, opdager jeg, at der under min køje lægger en ældre kvinde med fødderne i vejret og en træt hånd henover panden. Senere på aftenen fortæller hun på bænken i tusmørket, at hun er kommet fra Polen og at hun nu har vandret over 400 km. Hun har valgt at gå alene for ikke at blive presset til at gå mere end 10-15 km om dagen. Mere kan hun ikke holde til. Længe har hun været undervejs og nu er hun træt. Men hun opgiver ikke. En veninde af hende havde cancer og havde gået vejen. Men modsat hvad hun havde håbet på, blev hun ikke helbredt af det. Hun var død få måneder efter sin hjemkomst. Elena fra Polen er ikke syg. Men hun har en mission. Sin egen, som kun hun kender. Og Gud.
SOVESALENES VELSIGNELSE
Jeg er pludselig vågnet uden at vide hvorfor. Så hører jeg det. Rrrrrrkk! Lige ved siden af mig. Sovesalen er meget mørk og luften er tung. Jeg kigger lidt ud i det bare ingenting og så hører jeg det igen. Rrrrrrrk! En halv time senere har jeg opgivet at sove og ligger kun og tænker på, om jeg kan være bekendt at stikke til min sidemand med min stok. Så han vender sig. Og holder op med at snorke. 10 minutter senere er jeg desperat og tager resolut min stok, stikker den ind gennem tremmerne på sengehesten, lader den glide henover det tomme rum mellem de to senge og ind i kødet på den snorkende mand. Som et spøgelse rejser han sig op i sin seng med et sæt, stirrer direkte på mig og min afslørende stok, der nu stritter lige ud i luften, og med et grynt lægger han sig ned igen og sover videre. Uden at snorke. Jeg ligger stadig med stokken pegende ud i mørket, da jeg får et totalt grineflip og dårligt kan holde op igen. Endelig langt om længe falder jeg i en velsignet søvn. Dagen efter køber jeg ørepropper og har elimineret problemet.
Den snorkende mand, Juan, og hans kone Mari Carmen, som jeg mødte i Sarria, byen jeg kommer til efter Samos, ankommer haltende til Portomarin på min fjerde dag. Vi har gået igennem det smukkeste landskab med bakker og store vidder og sidder nu i søjlegangen i byen og nyder en forfriskning. Pludselig stormer to unge mænd forbi i et vanvittigt løb og vi andre kigger uvilkårligt på hinanden og udbryder i kor: ”De går ikke El Camino!”. Til alle andre sider kan man nemlig se, hvordan folk går i de mest besynderlige og bestemt ikke smertefrie gangarter. Langsomt er det ene kodeord; forsigtigt er det andet. Eller som den snorkende mands kone udtrykker det: Man træder, som om man går på æg. Hun har selv problemer med sine knæ, der er hævet op til tredobbelt størrelse. Dagens etape var en af de lange på 23 km med mange bakker – især nedadgående, hvilket er langt det hårdeste. Hun har nu fået Røde Kors manden, som sådan set kun er et ung knægt, der har nægtet militærtjeneste, og som nu gør sig som smerteguru, til at binde dem stramt ind. Denne gerning gør han godt, men en del af de andre slipper han ikke udpræget heldigt fra: En ung dreng hyler, da han bliver stukket med en nål, en ældre mand besvimer, da han får jod indsprøjtet i en vabel, jeg selv flygter i panik, da han rammer det nøgne kød under en stor vabel med en enorm sprøjte. Jeg sætter mig udenfor herberget og begynder at sy mine egne vabler i stedet. Tråden lader jeg blive i huden, så vandet hele tiden kan løbe fra og tørre vablen ud. Til sidst ligner mine fødder en prøveklud fra en sytime med snore stikkende ud overalt. Men nu kan ja da gå. Milton, en brasiliansk præstestuderende fra Navarra, kommer over til mig. Han er meget seriøs og meget venlig. Dette er hans sidste studieår og dermed hans sidste tid i frihed, så derfor har han valgt at disponere over den ved at gå hele El Camino. Det kan han ikke være sikker på at få tid og lejlighed til, når først han har fået tildelt sit embede. Han følges med en gruppe religiøse mænd og de tilbagelægger omkring 40 km om dagen, så de hører til i den lidt sejere gruppe. Efter blot fire dage på landevejen begynder jeg allerede at møde mange af de samme pilgrimme, når jeg ankommer til et herberg. Mellem 18 og 25 km er den daglige distance.
BUSSEN TIL MELIDE
På min femte dag får jeg en seriøs krise. Jeg starter med at gå klokken seks om morgenen for at tage den værste hede og ankomme i god tid til herberget i Palas de Rei, en distance på 24 km. For at holde modet oppe komponerer jeg min egen lille sang:
Mine ben de er stærke
Og min gang er god
Jeg når Santiago
Fod for fod
2. strofe når jeg aldrig at blive færdig med
Min krop den er sej
Jeg klager ej
….
Hvad teksten mangler i litterære kvaliteter, har den i effektivitet – den virker og får mig til at bevæge mig fremad. Mine fødder smerter mere end jeg havde troet muligt og mine ben er lavet af ømt beton, så hvert eneste skridt er vitterlig en overvindelse. Jeg havde aldrig forestillet mig, at blot det at gå, kunne være så hårdt. Tusinde gange er jeg ved at kapitulere og tage bussen helt til Santiago og det er kun ren vilje, der får mig frem så langt som til Eirexe, et lille bitte herberg 7 km fra mit oprindelige mål. Solen har bagt uden filter de sidste 10 km og vandringen er foregået på den kedelige og skyggeløse landevej, som tager de sidste kræfter ud af mig. På herberget møder jeg Juan og hans datter Maria, som jeg har fulgtes med næsten alle dagene. Han har lige fået et nyt hjerte og går derfor ganske langsomt. De inviterer på caldo, en slags suppe og regionens hofret, som bliver lavet af herbergets nabo, der har fået en lille nebengeschäft ved at sælge mad og drikke til herbergets beboere. Vi sidder i stilhed da solen går ned over bakkerne. Der er fire dages vandring endnu.
Det er endnu mørkt da jeg begynder at gå på den sjette dag. Den første time går med at varme musklerne op og så fungerer de også fint. Da jeg er i nærheden af Palas de Rei slår jeg ind forbi en forretning, hvor de sælger nylavede tortillas, som jeg spiser stående. I det samme kan jeg mærke, hvordan mine vabler fyldes af væske og smerten vender tilbage med en intensitet, der får mig overbevist om, at jeg skal tage bussen til Santiago. Jeg vil gerne udholde en vis mængde smerte, men at fortsætte tangerer stupiditet. Jeg aspirerer trods alt ikke til at blive en ny Jesus på vej til Golgata og selvom jeg tror inderligt på Gud, tror jeg ikke på moralen om, at det nødvendigvis skal gøre ondt før det gør godt. Ni kilometre bliver det til den dag. Da bussen kommer smider jeg min rygsæk og min vandrestav ind i bagagerummet og sætter mig befriet op i det bløde plyssæde. Mens vejen forsvinder i en lind og velgørende strøm bag mig, har jeg allerede taget beslutningen om, at jeg kun kører de 15 km til Melide. Jeg har aldrig opgivet sådan et projekt før og gør det heller ikke nu.
1700 KILOMETRE TIL FODS
På caféen lige ved det gamle og smukt restaurerede herberg ved Ribadiso da Baixo sidder jeg og hviler mine fødder efter syvende dags vandring og ind træder en franskmand, som jeg efter lidt udveksling af tekniske detaljer om gang, giver et Compeed. Han fortæller, at han en dag vågnede og bare vidste, at han skulle gå vejen. Foreløbig havde han gået 1.700 km og han ville fortsætte forbi Santiago til Finis Terrae ude ved kysten, så han kunne smide sin stok i havet. Han pisker nærmest afsted, da han forlader caféen igen. Jeg humper i stedet tilbage til herberget, hvor jeg støder ind i Sanna, som kommer fra Finland og har gået hele den Franske Rute på 737 km. Hun er ikke specielt troende, men en meget søgende sjæl, som har fået lidt lindring af at gå. For første gang i sit liv er hun både fysik og hjerne og hun er nærmest ekstatisk over, at hun ikke alene har tabt sig, men at hun også kan mærke sine muskler blive hårde og seje. Når hun kommer hjem, fortæller hun, vil hun fortsætte med at lave sport. Det er lidt som om møde den grimme ælling på vej til at blive en svane. Men ællingen findes kun inde i hendes egen hoved. Det går op for mig, at vandringen ikke er en vandring i Gud, men en vandring i ens forestilling om én selv. Så mange dage alene på landevejen gør, at man hele tiden er i aktivt selskab med sig selv og dermed bliver man også nødt til at forholde sig til ens tanker om sig selv. Det er både inspirerende, forløsende og skræmmende. Det tænker jeg også på, da jeg endelig er nået til Monte de Gozo, stationen inden Santiago. Mens jeg sidder og bliver lullet til ro af tøjet, der snurrer rundt og rundt i maskinen, ser jeg alle de personer jeg har mødt på min vej og som hver især har haft deres egen livshistorie at fortælle: Spanske Enrique hvis søn var et år på en Tvindskole, Pablo som boede i bjergene, men måtte kapitulere med knæet på vandringen og som den eneste af gruppen måtte tage bussen til Santiago, snaksalige Concha som mødte tavse José på turen, de to advokater Beatriz og Esther, som også elsker serien ”Ally”, familien med retarderede Anna, der hele tiden lavede rav i den og mig, som bare ville have gået en stilfærdig og smertefri tur.
FORLØSNING
Røgelseskarret svinger vildt fra den ene ende af kirken henover alteret og over på den anden side. De ni præster hiver og lægger alle kræfter til og folk sidder betaget og følger den kontrollerede vildskab. Pilgrimsmessen er ved at være til ende og jeg dupper for Gud ved hvilken gang øjnene og kinderne. Tårerne begyndte pludselig at løbe ved messens start og holder ikke op før jeg kommer ud i dagslyset igen. Min sidekvinde rækker mig diskret et lommetørklæde: ”Sådan var det også for mig ved min første messe” betror hun mig og jeg snøfter videre. Jeg ved ikke hvorfor jeg græder. Jeg føler mig ikke ked af det. Jeg synes ikke min vandring har været spirituel og forløsende i det omfang jeg havde regnet med. Jeg forstår ikke min reaktion. Men bagefter er jeg lettet og føler mig meget troende stemt. Man siger, at når man har vandret El Camino slipper man for at gå gennem skærsilden, når man dør. Det er måske dét, jeg mærker. Lutringen er sket.
BOKS – HISTORIEN
I året 813 ser hyrden Pelayo en stjerne pege på bjerget Libradón, hvor Santiago de Compostella ligger i dag; heraf navnet Compostella (stjernemarken). Biskoppen Teodomiro får et klarsyn og siger herefter, at det er disciplen Jakob’s gravsted der findes på netop dette sted. Det fortælles, at Jakob blev halshugget i året 42 på ordre fra Herodes Agripa og at hans disciple derefter røvede hans krop og tog ud på en havrejse i syv dage til udmundingen af floden Arousa, hvor han blev begravet. I 813 bliver graven atter opdaget og de næste hundredevis af år begynder en lind strøm af pilgrimme at vandre hertil. Der findes flere ruter til Santiago de Compostella, men den mest kendte er Den Franske Rute på 737 km. Den starter i Roncesvalles nord for Pyrenæerne.
Min oppakning vejede kun 7 kilo og bestod af nærmest ingenting: Et letvægtsregnslag, to tropeskjorter, et par bukser med aftagelige ben, en silkelagenpose, en natkjole (herbergerne er for begge køn), masser og strømper og underbukser, som jeg kunne smide ud efterhånden, en fleecejakke, et regnsæt og et par vandrestøvler. Toilettasken var en plasticpose, så den vejede mindst muligt. Alt sammen pakket ned i en speciel kvinderygsæk. Det viste sig, at jeg havde præcis det med, som jeg skulle bruge. At holde vægten nede er helt essentielt, ellers smadrer man skuldre, ryg, hofter og knæ. Og bliver meget træt. Det bliver man nu alligevel.
Skrevet af:
Emilia Caparrós Højbjerg
Evanstonevej 2, 1th
2900 Hellerup
39 18 12 60 / 26 28 26 18
indalo@get2net.dk
BILLEDTEKSTER – EMILIA CAPARRÓS HØJBJERG – ”DE BRÆNDENDE FØDDERS VANDRING”
1 De officielle skilte med El Camino ser sådan ud. En pilgrim og en gul
skal, Skt. Jakobsskallen, også kendt som Ib- eller shellskaller.
2 Udgår
3 Et view over landskabet ved O Cebreiro
4 Der var mange køer på vejen altid i følgeskab med en hyrde.
5 Der er tradition for, at man tager en sten med sig fra hvor man
kommer og lægger den ovenpå én af kilometerstenene, der er for
hver halve kilometer
6 Forfatteren foran kirken og klostret i Samos
7 Fontainen i Samosklostrets gård
8 -do-
9 Samoskirken
10 Præsten der viste os rundt i Samosklostret. Han gik hele tiden
baglæns uden at kigge sig tilbage og vaskede sine hænder mens
han fortalte. Lettere distraherende.
11 Samosklostrets indre gård
12 Sophia Loren som nonne i Samosklostrets vægmalerier. Man må
formode, at kunstneren syntes hun er pæn. Om hun ligefrem er en
rollemodel for en nonne, kan man altid diskutere.
13 En typisk sovesal med køjesenge og tæpper i de gratis herberger.
Her i Samos.
14 Forfatteren ved den længe ventede 100 km sten til Santiago. Jeg
smiler, men jeg er faktisk meget træt og ikke mindst øm i benene.
15 Et typisk billede på vandringen. Pilgrimme i tæt kontakt med får.
16 Forfatteren syer sine vabler, så vædsken hele tiden kan komme ud.
17 Pludselig dukkede den cyklende pilgrim op på turens varmeste dag
iførte praktisk hat med solfanger og propel. Sådan kan det også
gøres.
18 Der ordnes fødder efter en lang vandring. Alle havde en eller anden
form for indbinding, plaster eller sytråde på fødderne.
19 En af de malede gule pile, som skal vise pilgrimmene vej. De er
malet af en entusiastisk fransk præst, der har gået El Camino
adskillige gange. Jeg overså ét af dem og gik en omvej på 8
kilometer den første dag.
20 Finske Sanna foran det smukkeste af herbergerne, El Ribadiso.
21 Tæt på Santiago skulle man gå gennem en stærkt lugtende
eukalyptusskov. Det klarede hjernen og luftvejene. Dejligt!
22 Så er jeg ankommet til Santiago regionen og kilometerstenen
forsvinder. Meget besynderligt for lige præcis på dét tidspunkt har
man virkelig brug for at vide, hvor langt der er igen.
23 Forfatteren ved den søjle, hvor man kommer ind i kirken. Man
lægger sin højre hånd i fordybningen, der med tiden er dannet af
alle pilgrimmenes berøring og beder om sine tre ønsker.
24 Så går man om på den anden side af søjlen og dunker blidt hovedet
mod figurens hoved for at få klogskab. Der er i øvrigt ikke helt
enighed om, hvad man egentlig skal gøre og hvad det egentlig
betyder.
Pilgrimspasset:
Stemples hvorend man kommer hen på ruten, hvor de har et stempel. Der er klart prestige i at have så mange stempler som muligt!
Dokumentet for fuldført vandring får man i Santiago ved katedralen.
