De fleste er kørt trætte af coronaregler og længes efter at leve livet, som før. Hvilket folk er begyndt at gøre. Det kan potentielt sende os ud i en bølge, der er værre end den første. Fællesskabet har bevist sit værd de seneste måneder – men kan det holde? Og hvad skal regeringen gøre for at det kan?
Jeg lider intensivt af coronakvalme.
Ordet selv giver mig dobbeltkvalme, fordi det indgår i puljen af tusind nyopfundne ord, der alle har corona tilfælles, og som bare er endnu et symptom på den aktuelle globale krisesituation, der sidste sommer kun fandtes som skræmmende sci-fi historier. For alle andre end Bill Gates og virusforskere.
Jeg lider af coronakvalme, fordi jeg simpelthen ikke orker at høre mere om sygdommen. Hvor mange der er døde og smittede og indlagte; hvad det betyder for vores økonomi; hvor jeg skal tilslutte mig en digital fællessang; hvor meget afstand jeg nu skal sørge for at have til andre; hvilken spritform der er mest effektiv; om vi snart har en kur eller en vaccine; om arbejdsløsheden bliver alarmerende, når vi er ude på den anden side. Om den anden side overhovedet findes, for nogle eksperter siger jo, at vi lige så godt kan vænne os til, at dette er hverdagen for altid i fremtiden, fordi der hele tiden vil komme nye alvorlige pandemier. Om…om…om… listen er uendelig. Og jeg får kvalme.
Til gengæld længes jeg efter at kaste mig i armene på alle jeg kender og kramme dem til de bliver helt blå i hovederne, og jeg længes også efter at røre ved dørhåndtag, menukort og alt muligt andet uden at spritte af før og efter, og til at møde folk i kød og blod, i stedet for via en skærm med en masse hoveder på, der ind i mellem piller næse, gaber én centimer fra kameraet eller viser en overraskende vigende hårgrænse, når de kigger ned. Kort sagt trænger jeg til at være civil ulydig i praktisk taget alt, hvad coronaen har sat af begrænsninger for mig.
Og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan. Man behøver ikke at være adfærdsforsker for at iagttage, at folk i dag bryder den ene coronaregel efter den anden og det gør, at vi potentielt har direkte kurs mod en anden bølge, der vil blive så stor, at den kan æde den første før morgenmaden. Men altså kun potentielt. For det kan også vise sig, at vi i dag alligevel er så trænede coronakrigere, og at vi rent faktisk er lykkedes med at skabe nogle nye vilkår i det offentlige og sociale rum, så vi ikke ender med at blive ramt meget hårdere, end vi allerede er blevet det.
Ingen ved det. Endnu.
Men én ting ved vi: Vores fællesskab har vist sig bæredygtigt i en krisesituation. Vi accepterede at gå i en slags kollektiv passivitet, da landet blev lukket ned, og vi fulgte de regler, der blev sat op for social adfærd. Så meget, at Danmark er et af de lande, som har klaret sig bedst igennem krisen rent smittemæssigt. Og måske ender vi også med at have gjort det økonomisk, for allerede nu melder vismænd og andre eksperter om, at de finansielle følger af krisen nok ikke bliver lige så slemme, som forventet. Man mærker også tydeligt, at pulsen er vendt tilbage i samfundet, som et udtryk for at mennesker nu mødes igen og udveksler ydelser, og så øges både samfundsøkonomien og den humane kapital.
Sociologi er videnskaben om fællesskabet, og som sociolog har denne coronatid derfor været det vildeste, mest vanvittige sociale ”eksperiment”, der nogensinde er sket i verdenshistorien. Det har vist sig med al klarhed, at de fællesskaber der har klaret sig bedst, er de, der har en god balance mellem frivillighed og solidaritet, hvor lederen har lænet sig op ad videnskaben og hvor fakta konstant er blevet formidlet bredt ud i befolkningen.
Danmark har allerede i udgangspunktet et solidt fundament for denne konstruktion, for vi er det land i verden, der har den højeste grad af tillid blandt mennesker. Næsten 80 procent af befolkningen mener nemlig, at man kan stole på andre mennesker, og samtidig har vi en meget lav grad af korruption, og de to ting tilsammen skaber et fundament for ro og tryghed i vores samfund. Hvilket igen medfører en lyst til at følge de regler, der bliver udstukket fra regeringens side, fordi de fleste både stoler på informationen og strategien. Dette blev toppet af støttepakkerne, der for manges vedkommende skabte en vis sikkerhed omkring arbejdsmarkedet.
Alt er dog ikke rosenrødt, for mange virksomheder er gået konkurs, arbejdsløsheden er stigende og regeringen er blevet kritiseret massivt for at handle egenrådigt og ikke at inddrage de andre partier i strategien. Skal vi som befolkning være medansvarlige for, at anden bølge kun bliver til et skvulp, er det afgørende, at vi bliver ved med at have tillid til regeringen, tillid til strategien, tillid til at vi alle handler solidarisk og ansvarligt og tillid til videnskaben, der skal komme med valid information om den adfærd, vi skal følge. Med andre ord er fremtidens vigtigste valuta tillid. Men tillid kommer af mening. At vi som befolkning oplever mening med de ofre vi skal give, og den ændrede adfærd, vi skal følge. I et demokratisk og oplyst land som vores, er sund fornuft en af de vigtigste ingredienser i mening – og lige nu er der ikke megen sund fornuft og mening at finde i flere af de tiltag, der fx vedrører forsamlinger og turisme indenfor og udenfor landets grænser. Vil regeringen have vores opbakning, må de aflægge egenrådigheden, inddrage de andre partier og parter i strategien, og indføre mening og sund fornuft i det, de beder os om at gøre. Så bevarer vi tilliden og kan bedst bekæmpe ikke bare coronakvalmen, men også selve COVID-19.
Bragt i Jyllands-Posten d. 21.06.2020
