Hun kunne ikke have været mere end 14 år gammel og holdt alligevel sit eget barn på armen, mens hun genert kiggede på den hvide mærkelige kvinde, der var på besøg i deres landsby, midt ude i Ingentingsland. Fin var hun i sit nye tøj, der næsten knitrede når hun bevægede sig, og eksotisk i mine øjne, med den diskrete udsmykning i ansigtet af fint skårne ar, som næsten alle kvinderne bar i forskellige udgaver. Men alligevel var hun noget særligt i dag, denne unge pige, for det var nemlig hendes barn, der lige var blevet døbt og fejret, bla ved at et får blev slagtet og dets blod tilbudt til æresgæster. Blandt andet mig. Jeg betakkede mig dog undskyldende, og spurgte i stedet ind til den unge piges alder, som ingen kunne give mig. Men de andre kvinder kunne dog fortælle mig, at hun endnu ikke havde fået bryster, da hun blev gift. I Niger bliver mange piger gift, når de er mellem 12 og 14 år, men hende her, hun havde været heldig. For hendes bryster havde nået at udvikle sig før hun blev gravid, så hun selv kunne amme sit barn.
Jeg oplevede dette i 2009 på min første rejse for CARE Danmark som deres ambassadør, og oplevelsen kom rejsende til mig i min bevidsthed, da jeg læste om Nairobi-topmødet, der blev afholdt sidste år i november. Nemlig det topmøde, som satte kvinders ejerskab til deres egen krop og fertilitet på dagsordenen globalt. Danmark var en af værterne og derfor var vores egen kronprinsesse Mary en af åbningstalerne. Men hovedværten var UNFPA, de Forenede Nationers Befolkningsfond, hvis formål det er at ”fremme seksuel og reproduktiv sundhed”. Og det er der sørgeligt nok stadig brug for. Rundt omkring i verden er der nemlig alt, alt, alt for mange piger og kvinder, der ikke ejer deres egen krop, deres egen seksualitet og deres fertilitet.
I stedet er den ejet af mændene.
Kvindens krop er dermed ikke alene mandens seksuelle fornøjelsesredskab; den er også en babyfabrik, der styres af hendes ægtemand. Ud fra devisen om, at den der har magten over den næste generation, har magten over samfundet. Og da det er kvinderne, der fysisk skaber de kommende generationer, bliver det derfor deres seksualitet, der bliver styret. På den måde ender kvinderne som mandens ejendom.
Som den unge mor med det nydøbte barn. Der i øvrigt var den tredje kone til en mand, hun ikke selv havde valgt, og som mere end dobbelt så gammel som hende.
Vi danske kvinder er mere privilegerede. For vi kan selv vælge vores mand, vi kan også selv vælge om vi vil være gravide, og vi ejer selv vores krop. Om vi ejer vores egen seksualitet og lyst, er mindre klart, og det spørgsmål fortjener sin egen klumme. For topmødet i Nairobi og erindringen om mødet med den unge mor fik mig til at tænke på, at hvis kvinder over hele verden fik delt historier og erfaringer om hvordan de oplever deres egen krop og seksualitet, og hvad det vil sige at være mor og hustru, og det skete på tværs af alle kulturer og landegrænser, ville det blive tydeligt, at vi er fælles om et behov: Friheden til selv at kunne vælge. Med hvem. Hvornår. Hvordan. Og hvor meget. Og at det behov naturligvis er en ret, som alle kvinder på planeten bør have. Uden undtagelser.
Derfor var det så positivt, at topmødet fik både global opmærksomhed og mobiliseret en masse penge til sagen. Bla. blev der øremærket mange milliarder dollars til både oplysning (bla. om prævention og familieplanlægning) og til projekter og tiltag, der skal forhindre bla. vold og voldtægt af kvinder. Og det fantastiske er, at det ikke kun kommer kvinderne til gode. Det er nemlig blevet bevist utallige gange, at når en kvinde og en mor har det godt i et samfund, har hele samfundet det bedre.
Bragt i Femina d. 26.12.2019
