Vi bliver mere og mere afhængige af hinandens forbrug og adfærd på tværs af landegrænser og kulturer. Vi har derfor brug for bedre indsigter og større tolerance, hvis vi skal overleve godt sammen. En rejse med mine to sønner til Bali, havde derfor et dobbelt formål – og endte med at give os uventet visdom med hjem.
”Nej, mor – jeg synes ikke vi skal svømme med delfiner. Det er jo dyreplageri!”
Denne bemærkning faldt en aften sidste efterår, hvor vi var i gang med at planlægge familiens sommerferie, som i år gik til Bali. Min søn på 18 kiggede lidt intenst på mig og inde i mit hoved var der bare…. tomhed. Det var simpelthen ikke faldet mig ind, at det kunne være dyreplageri. Tværtimod faktisk. Det var mange år siden jeg havde hørt om muligheden for at gøre det, og jeg havde altid fået indtrykket af, at delfinerne selv nød det – hvilket bare afslørede mit eget antropocæne udsyn. For min søn havde naturligvis ret: Hvorfor skulle delfinerne gide at svømme med mennesker, når de kunne svømme frit rundt ude på havet?!
Pinligt berørt over mit eget snæversyn, ringede jeg dagen efter til vores rejsekonsulent Jannie, som bekræftede min søns synspunkt; de solgte ikke den slags længere. I stedet fandt vi frem til andre spændende udflugter, som Jysk Rejsebureau havde gode erfaringer med kunne være interessante for unge at opleve.
Hvilket var det ene af mine formål. Det formål, der ikke var specielt beundringsværdigt; nemlig bestikkelsen. For når teenagere synes de er ved at være voksne, er en tur til vandland ikke længere nok, hvis de skal med forældrene på ferie. Og da jeg endnu ikke er klar til at slippe dem, gav jeg dem hvide strande, vajende palmer, smukke templer, dekorative rismarker i bjergene, fantastisk træskærerhåndværk, aktive vulkaner at bestige, gode surferstrande, lækker mad (inklusiv lortekaffe, Luwak-kaffen, som er verdens dyreste og som smagte overraskende godt, selv for en ikke-kaffe drikker som mig) og meget mere. Og det virkede, for de ville hellere end gerne med. Og vi fik da også alle insta-oplevelserne med – inklusiv et besøg i en abeskov i den vidunderlige kunstnerby Ubud; en oplevelse som hensatte mig i et Tarzan-moment, for kæmpe træer med lianer hængende ned alle vegne og aber hoppende mellem dem – og nogle gange også på os! – var en del af scenariet.
Men det var lige så meget den anden del af formålet, der havde fået mig til at spare sammen til denne rejse og retfærdiggøre CO2 prisen for klimaet, nemlig oplysning.
For Bali var også et besøg ind i en helt anderledes kultur, som gav mange gode snakke om religion, livsstil, politik og kultur, når vi hang ud på caféer, stranden eller på restauranterne om aftenen og fik vendt, hvad vi havde oplevet i løbet af dagen.
En lang køretur fra den ene ende af øen til (næsten) den anden, gav os mulighed for at forstå den balinesiske kultur, for vores guide, Adi, var en ivrig fortæller og stolt af sin ø. Til forskel fra resten af Indonesien, som primært er muslimsk, dyrker man hinduismen på Bali. Næsten alle hjem har sit eget tempel, og overalt i det offentlige rum, er der spredt templer af varierende størrelse, og ind i mellem kommer man også til at træde på små bakker af palmeblade med lidt sødt, en blomst og andet i, som bliver ofret hver dag og lagt ud på vejene foran husene. De er meget bevidste om karma-tankegangen og ifølge Adi, er det en af årsagerne til, at de er så venligt et folkefærd. For det er de. Jeg har aldrig før mødt så rare og imødekommende mennesker som balinesere, og jeg har rejst i mange dele af verden. Den anden årsag er, at de er meget bevidste om, at turisme i praksis er det eneste, de lever af. Så hvis ikke de behandler deres gæster ordentligt, har de ikke noget levegrundlag.
Men det interessante ved Bali er, at de ikke kun dyrker hinduismen; de dyrker også deres oprindelige tro, som er en animistisk religion. De tror altså på, at alt er beåndet eller besjælet, og sørger derfor for at være i kontakt og balance med naturen omkring dem. Flere gange så jeg fx træer, der var blevet svøbt i en sarong, og Adi fortalte, at det er fordi de tror, at der bor en ånd, som passer på dem, og så passer de også på den.
Denne integration af to religioner i harmoni er i virkeligheden et udtryk for den fremtid, som vi som verdensfolk, bliver nødt til at bekende os til, hvis vi skal overleve. Gennem internettet og flyrejser er hele verdens folk blevet mere og mere forbundet, og vi bliver stadig mere afhængige af hinandens lokale adfærd og forbrug. Med de klimamæssige udfordringer vi står overfor for at løse, bliver vi også nødt til at arbejde sammen på tværs af landegrænser, nationer, kulturer, religioner og overbevisninger.
Vi har alle et ansvar for at være med til at skabe en sund integration på globalt plan. Men som forælder har vi en endnu større opgave: Nemlig at træne vores egne børn til at have en kulturel spændvidde i deres sind, en nysgerrighed overfor andre livsformer og en respekt for andre værdier og livsopfattelser, hvis de vel og mærke også er funderet i samme respekt.
At opleve andre kulturer på egen krop og sjæl, er en start til at få en større tolerance og føle et fællesskab med mennesker uafhængig af geografi, race og livsstil. Jeg er ikke i tvivl om, at det mine sønner husker bedst fra ferien er de umiddelbare turistoplevelser. Men jeg ved også, at de fik en masse ny bagage i deres kulturelle rygsæk og at det er med til at gøre dem til ansvarlige verdensborgere.
Så Bali gav os forventelige oplevelser og uventet visdom med hjem. Og et godt grin. For visdommen viste sig også på en strandbar på øen Gili Trawangan, hvor der hang et skilt med en tekst, der huskede os på ikke at gøre livet mere kompliceret end det behøver at være:
Open till close.
Bragt i Jyllands-Posten d. 1.9.2019
