Tag et frivilligt ansvar nu – eller bliv tvunget til det senere! For verdens tilstand vurderes til at være to minutter i dommedag. Et besøg i Kolkata/Calcutta viste, at man ikke behøver at være på Elons Musks niveau, for at gøre den forskel mange taler om. Iftekars filosofi, der baserer sig på enkel kulturudveksling og praktisk bæredygtighed, er noget vi alle kan kopiere. Gensidighed er nøgleordet. (2. mest læste på borsen.dk den dag)
”Mine børn skal ikke gå i skole!”
Vi sidder på sengene i et af de smukke værelser i hans boutiquehotel Calcutta Bungalow. Alle værelserne har et tema og når man kigger rundt på væggene og hylderne, er man ikke i tvivl: Det er skomageren, der hersker her.
”Hvorfor ikke?” Min veninde og jeg siger det forskudt med et enkelt sekund imellem.
”Fordi de overhovedet ikke lærer det, de skal, i en skole i dag! De lærer at regne og stave, de lærer hvor landene ligger i verden, men de lærer ikke de ting, som betyder noget i livet. De lærer ikke hvordan man har en sund husholdningsøkonom, de lærer ikke, hvordan vi passer på miljøet og naturen, de lærer ikke hvordan man er sammen med andre mennesker og de lærer ikke noget om sig selv! Min mor er det klogeste menneske jeg kender, og hun har ingen uddannelse. Men hun forstår mennesker og hun forstår livet og hun giver mig altid de bedste råd. Om alting!”
Ifte smiler stort og hans ansigt lyser op. Igen. Han er i slutningen af 30erne, men hele hans væsen udstråler en interessant blanding af oldingevisdom, let social indignation og barnlig glæde. Noget der kunne virke mærkeligt på alle andre end lige ham.
For man skal ikke være sammen med ham mange minutter før man bliver inddraget i både hans verden og livsfilosofi. Og man skal ikke vide meget om tidsånd og trends, før det bliver klart, at han holder fremtiden i hånden. Det han gør, er det, som flere og flere kommer til at gøre i fremtiden. Som virksomheder kommer til at adoptere. Som regeringer forhåbentlig kommer til at lovgive om. Og som man allerede nu kan vælge at gøre frivilligt og med lyst, eller senere blive tvunget til at gøre i modstand. Og det han gør er i virkeligheden uhyre enkelt tænkt, men svært at udføre, fordi det går imod den herskende livsform.
Ifte, som han bliver kaldt, både forstår og udlever nemlig kombinationen af balance og forbindelse. Balance i forbruget, så det ikke skader klimaet og miljøet, og forbindelser mellem mennesker gennem kulturel udveksling.
I 2007 fik Iftekhar Ahsan sat form på sin store kærlighed til sin by, Calcutta, i dag kaldet Kolkata, der indtil 1911 var Indiens hovedstad under det britiske styre og samtidig centrum for kultur, uddannelse, videnskab og politik. I dag har den et blakket rygte som et smogindsvøbt hul i jorden fyldt med tiggere. For at vise verden, at byen stadig byder et vidunderligt univers af netop kultur og historie, skabte han Calcutta Walks. Fire år i træk har han vundet TripAdvisors Certificate of Excellence og er i øvrigt blevet anmeldt overvældende godt i medier som New York Times, Financial Times, Wall Street Journal, National Geographic og CNN, hvilket ikke kommer bag på en, når man først selv er blevet taget med rundt på deres særlige ture på gåben med en af deres guider.
Heldigvis er der flere rejsebureauer rundt omkring i verden, der af samme årsag har lagt mærke til konceptet, og også her slår hans moral igennem, for efter at hans samarbejdspartner Grace Tours gjorde hans ture kendte herhjemme, blev han ikke overraskende kontaktet af flere andre, som han afviste af loyalitet overfor det bureau, der først havde taget en chance med ham og levede dermed op til hans egne værdier om relationer før økonomi. Og de er virkelig noget særligt. For det første er alle guiderne de vildeste nørder, der ved de mærkeligste og mest interessante og overraskende ting om byen, menneskerne, kulturen og historien. For det andet får man lov til at komme helt med ind i folks private hjem, ind i køkkenet hos streetfoodhytten, ind i baglokalerne til de mange forskellige religioners templer, i nedlagte gamle gårde i forfaldne men skærende smukke gamle bygninger. Og en aften var vi oven i købet med i køkkenet hos en af guidernes kone, der for tiden bor hos sin mor, fordi faren døde, og her lærte vi at kokkerere på indisk og udvekslede historier om livet (og især om mænd og kvinder). For det tredje kan man ikke undgå at blive smittet af deres ubetingede kærlighed til byen og menneskene og der bliver hilst varmt på dem uanset hvor de kommer hen. Set udefra er kodeordet respekt. For det vi besøger og de mennesker, der repræsenterer det. Og derfor går respekten begge veje.
Økonomisk er de ikke blevet millionærer. Men på livskvalitet er de, siger de selv. Og de penge de har fået i overskud, har han investeret i en gammel ejendom, som han nænsomt har sat i stand ud fra en bæredygtig filosofi om genbrug af gamle materialer. Resultatet er blevet et af de smukkeste hoteller jeg nogensinde har boet på. Ikke fordi det er prangende fancy, men fordi æstetikken er så gennemført lækker og gennemtænkt og miljømæssigt sympatisk, at det bare gør en glad at være der. Også dette projekt har et større formål. Byen er nemlig præget af mange forfaldne huse, fordi lejerne ikke bliver reguleret i deres husleje, og derfor vedligeholder ejerne sjældent husene, da det ikke kan betale sig. Lejerne gør det imidlertid heller ikke, fordi de ikke kommer til at eje forbedringerne, så der er et væld af smukke ejendomme, der er mere end 100 år gamle, som bare står og bliver slidt op af mennesker og tid. For at sætte en bevægelse i gang, købte han derfor ejendommen og kan nu gå foran og vise, hvordan de gamle huse kan komme til live igen.
Så Ifte tror på mennesker og bæredygtighed. Og hans midler er formidling af kultur og intelligent genbrug. Indien er verdens andet største land med 1.3 mia indbyggere, hvoraf en femtedel lever under ekstrem fattigdom, så der er mange vilkår, der skal forbedres, før de er på niveau med fx Danmark. Men selvom vi herhjemme lever langt bedre mht de økonomiske vilkår, er vi fattige på de indre linjer. For utallige undersøgelser viser gang på gang, at stress er en folkesygdom, at en femtedel af os får en depression, at op til 30 procent lider af angst, at flere og flere lider af ensomhed og at omkring 50 procent sover dårligt om natten, fordi de er bekymrede og stressede, så selvom vi kan sætte mad på bordet flere gange om dagen og har senge at sove i, så trives vi ikke så godt, som vi kunne forvente under de gode betingelser, vi ser ud til at have.
Der er altså noget i vores livs- og samfundsbalance, der ikke er kalibreret. Og det lader til at de yngre generationer forstår alvoren bag de nødvendige ændringer, der skal til, bedre end de generationer, som har skabt de strukturer vi lever under i dag. Strukturer der på papiret skaber rigdom, men som efterlader de mennesker og den klode, som de skulle tjene, fattigere og værre på livskvalitet. Metoden virker altså ikke på lang sigt og det har de unge gennemskuet. Når man læser undersøgelser om generationerne Y og Z’s værdier og taler med dem for at afdække, hvad de drømmer om, er der nemlig en overvældende stor andel, der vil det samme, som det Ifte allerede lever. Og der er meget der tyder på, at verden har brug for det. Svenske Greta Thunberg på blot 15 år er en de seneste unge, der er løbet med verdens opmærksomhed, fordi hun under klimatopmødet i Polen i december 2018 skældte verdens ledere ud for ikke at tage ansvar. ”I er løbet tør for undskyldninger og vi er ved at løbe tør for tid!”, sagde hun.
Den globale opvarmning er ved at være anerkendt bredt som et faktum, oceanerne lider under afsindig plastikforurening, naturen lider under udpining af ressourcer og ligeledes forurening, flere og flere dyrearter bliver udryddet og mennesket selv er ved at stresse sig selv til døde, så klodens liv er ikke ligefrem præget af en bæredygtig levestil. Faktisk viste dommedagsuret i januar i år, skabt af Bulletin of the Atomic Scientist, der bla består af 15 nobelpristagere, at verdens tilstand kun er to minutter i dommedag, hvilket ikke kun skyldes truende sammenbrud af internationale aftale og politiske sammenslutninger, men også truslen der kommer fra klimaforandringerne, bioteknologien og it.
Så vi er to minutter fra den totale udryddelse.
Og vi er flere mennesker i verden end nogensinde før, hvilket betyder at konsekvenserne af problemerne naturligvis også påvirker langt flere mennesker end tidligere. Der er derfor ikke meget der tyder på, at bæredygtighed længere er et valg, som vi kan tilslutte os frivilligt, hvis vi orker det. Vi skal handle bæredygtigt, hvis vi skal overleve, og derfor kunne det give mening at tale om bære-nødvendighed, der burde indføres hele vejen rundt i alt hvad vi gør og tænker. Lige nu handler vi nemlig – ironisk nok – alt for meget som en bunke uansvarlige teenagere, der har fået lov til at holde fest i et smukt hus, og som efter en lang nat har trashet det fuldstændig og nu står på gaden og diskuterer, hvor man skal tage hen og holde afterparty.
Ifte er heldigvis ikke det eneste menneske, der tager et selvstændigt ansvar for at forbedre klodens tilstand ved at mindste både de kulturelle forskelligheder, som potentielt kan bruges som undskyldning for krig, og ved at tænke bæredygtigt, når det kommer til forbrug. Men det jeg elsker ved hans eksempel er, at det netop ikke er kæmpe stort. Han er ikke Elon Musk, der skaber nye bilmærker og vil bebo Mars. Han taler ikke i FN og vil skabe fred på hele Jorden gennem en kæmpe organisation. Han laver ”bare” gåture rundt i sin egen by og sætter et enkelt hus i stand, der kan huse de mennesker, der gerne vil gå rundt i hans by. Han er meget tættere på alle os almindelige mennesker, der basalt set lever helt gennemsnitlige liv, men han gør noget hver dag, der helt praktisk er med til at sænke os måske et enkelt millisekund fra dommedag. Og jo flere vi gør det, jo længere fra dommedag kommer vi. Og her har svenske Greta jo ret: Vi kan ikke være bekendt at aflevere en klode til vores efterkommere, der er så meget i ubalance, som den er nu.
Det gør ham til et brugbart eksempel for inspiration for os alle sammen. For ikke alene bruger han sine vågne timer på at skabe en ny virkelighed, som han selv kan stå inde for; han forsøger også at træne sine egne efterkommere til at få en bedre fornemmelse for, hvad livsbalance betyder. Ved at inddrage sine børn i sin hverdag, i stedet for at sende dem i skole, lærer de hvordan de indgår i en større praktisk sammenhæng, og det har vi brug for som fællesskab. Naturligvis har alle på ingen måde mulighed for at selv at undervise sine børn. Men det er faktisk heller ikke det, der er pointen. Det er, at han har taget et bevidst valg om, hvad han gerne vil sende videre frem i tiden.
Og lige dét kan vi godt alle sammen tage et ansvar for. Det kan vi praktisere i vores daglige indkøb og det kan vi praktisere dagligt i vores samvær med andre mennesker. Skåret ind til benet handler det om at leve efter et enkelt begreb: Gensidighed. Gensidighed skaber balance, der kommer af at forstå, at vi alle har et personligt ansvar for at give og tage i respekt for en ligeværdig udveksling.
Kronik bragt i Børsen søndag 24. februar 2019
