14 dage på et ayurvedisk sommerophold i Sydindien, hvor sjælen blev hel igen, gav overraskende meget opmærksomhed herhjemme. Mest fordi kuren består af lige dele omsorg og ingenting. Er din to-do liste gået amok i forsøget på at afslutte året med truttende resultater, skal du måske læse med her.
Det eneste tidspunkt på de 14 dage hvor jeg fik pulsen op, var den første aften hvor jeg for vild i den lille bitte by, Kovalam. Fra at være en eksotisk, idyllisk og hyggelig fiskerlandsby, som jeg slentrende have ladet mig føre rundt i om eftermiddagen, blev den pludselig til en ubrudt række af smalle baggader fulde af truende lyde og manglende lys.
Det var en af de få gange i mit liv, hvor jeg blev overdrevent bevidst om min hvidhed og min danske tillidsnaivitet, og væk var den globaliserede turistsikkerhed i min identitet. Men det var fordomme, der jagtede mig rundt i gyderne, for de mennesker jeg mødte var søde og hjælpsomme, og inden længe kunne jeg trække vejret uden stød tilbage på hotellets velkendte grund.
Resten af mit ophold i Sydindien foregik i et tempo, som tillod, at min sjæl nåede at indhente mit sind. Og ikke mindst blev min krop kalibreret ind i et mere naturligt flow af væren. I to uger gik jeg rundt i en klud, som kærlige kvinder svøbte mig i, og jeg lavede praktisk taget intet andet end at tage imod omsorg på tusind måder. Hvilket var præcis hvorfor jeg var taget afsted til Dr. Unni og hans ayurvediske klinik. For at blive taget af. For at slippe holdtheden. For at forvandle mig til at være en rendyrket modtager og opleve, hvad det kunne gøre for min både min fysiske og psykiske tilstand.
Undervejs smed jeg lidt om opholdet op på de sociale medier og i flere måneder efter at jeg var retur, var der overraskende mange, der hev fat i mig og ville høre mere om dagene i det indiske refugium. Først troede jeg, at det var det eksotiske i opholdet, der trak. Fx selve det at være i Sydindien. Eller at blive behandlet efter nogle tusindår gamle principper om tre krops- og personlighedstyper. Eller bare den forkælelse der lå i at få behandlinger flere timer hver dag.
Men det var ikke det. Altså, det var også det! Men det var ikke det, som folk primært hev fat i og ville høre mere om. Det var, at jeg i så mange dage intet gjorde og bare tog imod. Og at tiden ikke var optaget af andet end ingenting. Som jeg kunne veksle til nedslag af lystpunkter, jeg frit kunne følge, når de rejste sig i mig.
De fleste stod med bløde øjne og var nysgerrige på, hvordan det dog var at gøre i hele to uger??? Spørgsmålstegnene stod og vippede på en dyb længsel efter lovlig passivitet, inden de forlod deres mund og væltede ned i en afgrund af manglende ro. Da de steg op igen, havde de samlet sig i et fælles udråbstegn: ”Giv mig venligst navnet på det rejsebureau, der sendte dig afsted, for hey – det lyder nøjagtig som det, jeg har brug for!” Og så blev de sendt videre til Grace Tours, mens jeg iagttog, hvordan deres skuldre sænkede sig og brystkassen spændte af.
Jeg har også selv længe haft et spørgsmål. Siden jeg for flere år siden begyndte researchen til min seneste bog, der handler om at gøre sig fri at tidens succestyranni. For hvordan kan det kan være, at så mange af os lever på en måde, hvor vi har alt for travlt med at få det dårligt?
Der er nemlig et hav af statistikker, der desværre spejler vores ringe tilstand: Stress er i dag en folkesygdom; cirka halvdelen af befolkningen er ramt af det i en eller anden grad. Angst er hverdagen for 20-30 procent af os, mens depression rammer 20 procent på et tidspunkt i deres liv.
Det har også vist sig, at ensomheden er stigende og nu er man også begyndt at tale om søvnløshed, som et samfundsfænomen, for over 20 procent af os lider af det. Alle tilstande fører til psykisk sårbarhed og ringere energi. Mens vi samtidig kræver mere af os selv og andre end nogensinde før.
Der er en masse indlysende forklaringer på tallene. Fx at den enkelte ikke kan sætte sig udenfor fællesskabet og derfor bliver nødt til at følge med for ikke selv at blive fyret. At tidens teknologiske muligheder skaber nye normer for hastighed og tilgængelighed. At vi er en del af et globalt marked, der stiller krav til os alle om at følge med osv. Og alle argumenter giver logisk mening ift vores forsøg på at klare os godt.
Men når vi nu har denne slags tal, der bør få alle regerings- og virksomhedsledere til at tvinge en ny kultur igennem, som understøtter det menneskelig levet liv, hvorfor bliver det så ikke taget seriøst nok? Hvorfor vægter dette ikke nok til, at der bliver gennemført lovgivninger, som varetager det menneskelige levede livs bedste forudsætninger – i stedet for at være passive tilskuere til at en sygdomstilstand er gået hen og blevet en norm? Når man kan lovgive om ligeløn og alkohol, så kunne man nok også finde ud af at lovgive om livskvalitet.
For det er netop disse tal, der er grunden til, at jeg har fået så mange henvendelser omkring min tag-imod-ferie. Fordi den enkelte ønsker at tage ansvar for sig selv. Fordi den enkelte kan mærke, at det er kritisk. Fordi den enkelte vil ændre på sin tilstand.
Lige nu er vi oven i købet i slutningen af året og de fleste er mere end almindeligt pressede for at nå truttende årsresultater. Så pres bliver mødt med mere pres. Det kan der jo ikke komme noget godt ud af.
I stedet kunne vi vælger at bruge tiden på at planlægge, hvordan vi får det bedre i 2019. Ved ikke at have mest fokus på at opnå en helvedes masse resultater, hvis jagt undergraver vores egen livskvalitet og helbred. I stedet for økonomi som det styrende, kunne vi have opmærksomheden vendt mod vækst i forskelligartede erfaringer, der styrker sjælen, relationerne og kreativiteten.
Bragt i Jyllandsposten d. 18.11.2018.
