Her på klummepladsen er der ret frit slag for, hvad man kan skrive om. Især er personlige oplevelser velkomne. Men jeg må indrømme, at da jeg fik idéen til denne, var min første tanke: ”Øh – vil jeg virkelig skrive den klumme?!”
Se, jeg har nemlig lige været et par uger i Indien hos Dr. Unni, der er en ayurvedisk ekspert, for at få skønne behandlinger hver dag, hvilket udover bitre urteindtag inkluderede forskellige former for massager med olie, rismælk, pulver og meget andet, som ofte fik mig til at føle mig som en anden Kleopatra. Jeg var slidt af almindelig stress, så mine behandleres kærlige omsorg var som fløde i min livsgrød og jeg sugede det hele taknemmeligt til mig.
På hotellet svævede dog et spøgelse, som vi alle talte om:
VASTIEN.
En vasti er en tarmskylning (ja, nu kom det altså) der fås i flere udgaver og med forskellige medicinske urtevæsker, der er tilpasset den enkelte patient. I ayurveda er den en hjørnesten for sundhed, for den efterlader én med masser af energi og renhed. Bagefter forstås.
I dagevis hørte jeg om de andres, men slap selv, og i min indbilskhed fortalte jeg mig selv, at det var fordi jeg allerede var så utrolig sund og ren, at jeg ikke behøvede den. Men så oprandt 10ende dagen og i en bibemærkning, midt i en saliggørende behandling, stak den ene læge hovedet ind og sagde: ”Vasti today – okay?”. Og helt forsvarsløs kunne jeg ikke andet end at nikke.
For dem er det lige så normalt og upinligt, som det er for os andre at genstarte en computer, men – helt sådan havde jeg det ikke, da jeg lå på briksen og ventede på at få den. Lægen kom, gjorde effektivt og sikkert sit arbejde og efter en lille stund, skyndte jeg mig ud på det lille toilet, der hørte til stuen. Og gjorde så mit.
”Don’t lock the door!” kom det ind gennem døren og jeg slog slåen fra og ind trådte en af mine tre engle, der i dagevis havde taget sig kærligt af mig. ”Are you okay?” Jeg nikkede. ”No vomiting?” Jeg rystede på hovedet. ”Stomach okay?” Jeg nikkede igen. Alt imens jeg jo ligesom sad der og stadig gjorde mit, knugende en varmedunk mod maven. Lidt senere kom en af de andre ind og begyndte at hælde varmt vand ned ad ryggen på mig, mens hun talte løs og ville høre, hvordan jeg havde det. Og jeg havde det jo fint! Faktisk så fint, at jeg snart efter var færdig og gik ned for at hente min daglige ration urter.
Og så fik jeg det lidt skidt. Gik på toilettet. Og fik det helt forfærdeligt. Begyndte at kaste op, måtte lægge mig på gulvet, og så bankede det på døren. ”Open the door!” og nu forstod jeg pludselig reglen om aldrig at låse døren. De hjalp mig ind på en madras og begyndte at gnide mine hænder og fødder og lænd og gav mig mere at drikke, der skulle hjælpe det sidste ud og efter lidt tid, var jeg ok igen.
”No more vasti!!! Ever!” sagde jeg bagefter til mine tre engle. Og mente det.
To dage senere fik jeg endnu en, som viste sig helt uproblematisk. Faktisk var jeg fuld af energi bagefter og tænkte, at det var ærgerligt at jeg ikke lige kunne nå at få en tredje inden jeg rejste hjem.
Jeg rejste derned for at få noget omsorg og en re-boot af min krop. Hvilket jeg fik til kærlig overflod. Men jeg fik altså også noget andet med hjem. Nemlig et velskyllet tarmsystem. Ikke bare fysisk, viste det sig. Det var så sandelig også i sindet, hvor mine tanker pludselig havde fået ro til at blive klare og nye igen. Faktisk er der meget, der tyder på, at den vestlige verdens stressede hverdag selv trænger gevaldigt til at få en vasti! En virkelig stor én! Så kunne det være, at vi ville arbejde bedre, fremfor bare mere, mere, mere. Just saying….
Klumme bragt i Femina i 26.9.18
