Et ayurvedisk ophold i Sydindien gav mig konkrete kropslige beviser på, hvorfor ægte ledelse handler om relationer og medmenneskelighed. Skal vi have sjælen med – og dermed have adgang til vores kreativitet og innovationskraft – må vi smide maskinlogikken af os.
Hvad vil du helst være: En algoritme eller et menneske?
I virkeligheden er det et trickspørgsmål. Hvilket jeg vender tilbage til om lidt, for min vigtigste pointe med denne kronik starter nemlig et helt andet sted: På en café en mørk vinterdag med en veninde. Som fortalte mig om et ophold hun havde haft to gange hos en Doktor Unni i Sydindien. Det var vist lige før jul og jeg sad pakket ind i varm uld og kold stress, og lyttede mere og mere henført og plusundelig (ja, det er misundelig med et positivt fortegn) mens hun fortalte om hvordan dette fantastiske rejsebureau Grace Tours havde sendt hende afsted i fire uger, hvor hun intet havde lavet, andet end at modtage behandlinger og så slappe af.
Hun skulle ikke mange minutter ind i fortællingen, før jeg mærkede længslen lægge sig som en healende balsam om min popcornhjerne og da jeg gik ud af caféen, vidste jeg, at det der ayurveda-rejse-noget, det skulle jeg også. Og det kunne kun gå for langsomt med at komme afsted.
Et halvt år senere stod jeg selv klar hver formiddag i 12 dage, iført en klud om kroppen og intet andet, og var parat til at modtage forskellige former for urter og massager, som hver især havde en særlig indvirkning på kroppen og som var afstemt efter den indiske filosofi og praksis om ayurveda og dens tre mennesketyper. Men hvor velgørende al den kropslige opmærksomhed og professionalisme end var, viste det sig, at det alligevel ikke var det, der kom til at påvirke mig mest. Det var derimod de kvinder, som tog mig under kærlig behandling i flere timer hver dag.
Der var simpelthen så meget kærlighed og varme i deres kontakt med mig, at det var det, der for alvor gjorde forskellen. Vi grinede tit sammen, selvom vores kommunikation mest bestod af enstavelsesord, og mange gange fik jeg lov til at føle mig som et barn, der bliver taget af en kærlig forælder, hvilket overraskende nok ikke var mærkeligt, men bare vildt befriende. Deres omsorgsfulde kærtegn, som var totalt blottet for seksuelle undertoner, mindede mig om noget, som vi i den vestlige verden desværre glemmer alt for tit. Og som har skabt det ret deprimerende udtryk hudsult, hvilket er en tilstand, der forventes at blive øget i alarmerende grad i fremtiden. Nemlig at vi mennesker først bliver mennesker, når vi er sammen med andre mennesker. Og gerne i direkte berøring med dem. Ikke kun fysisk, men også gennem vore hjerter og i vores sjæl.
Kvindernes medmenneskelighed var det, der bandt sløjfen på den magi, som opholdet gav mig, og som fik både mine fysiske og mentale skuldre ned i åndehøjde, så jeg kunne læne mig ind i livet med en ny ro og et større overskud. Den første uge gik med at slippe tankeoverskuddet og være uproduktiv; den næste bød på kreativitet og klarhed. Og nej, det havde ikke kun noget at gøre med, at jeg var fri af opgaver og derfor havde tid til at tænke på nye måder. Det var nært knyttet til, at disse kvinder holdt min krop og sjæl dag efter dag og at jeg vidste, at de gjorde det.
Se, denne medmenneskelighed er der rigeligt af undersøgelser, der med klare tal viser, er det afgørende punkt i et lykkeligt levet liv, for det er nemlig vores gode relationer, der får os til at leve ikke bare lykkeligere, men også længere og sundere. Desværre er det sjældent det, der får lov til at styre, hvad vi skal have fokus på.
Tværtimod er størstedelen af vores hverdag og de strukturer som vi følger, når vi lever en normal tilværelse, i stor udstrækning bundet op på det, jeg kalder for maskinlogik. Altså en logik, eller et værdisæt, der er funderet i målbarhed, effektivitet og resultater.
Siden vi som art blev industrialiseret, er det i stigende grad blevet maskinerne, der sætter standarden for, både hvornår og hvordan vi mennesker er effektive, hvilket i denne kontekst er lig med værdifulde. Og fra at maskiner var noget stort og fjernt på en fabrik, har de med tiden invaderet os så meget, at de ikke bare omgiver os overalt i det ydre; de er for mange menneskers vedkommende også blevet til en integreret del af vores krop og sind.
Disse tre begreber, målbarhed, effektivitet og resultatorientering, er i skræmmende grad blevet styrende for at tænke mennesket som en enhed, der skal optimeres og udnyttes på bedste vis. Vi ser denne maskinlogik gøre sig gældende ikke bare på arbejdspladserne, men også i de private hjem, hvor apps holder øje med alt fra motion og kost, til sex og spiritualitet. Vi er blevet så vant til at tænke sådan om alt i livet, at vi ikke engang undrer os, når nogen vil have os til at rate vores ægteskab eller forholdet til vores børn. Men giver det mening at tale om livsområderne på den måde?
Hvor effektiv er fx den kærlighed du føler til din partner? Hvor målbart er det kærtegn du gav dit barn i morges? Har dit grineregnskab en sort bundlinje? Absurde spørgsmål. Men funderet i en absurditet, som er voldsomt udbredt i praksis.
Vi har altså flyttet vores fokus fra den medmenneskelighed, der skaber fællesskab og kærlighed, og dermed socialt overskud, hvilket gang på gang beviseligt skaber økonomisk overskud, til at være styret af det, man kunne kalde medmaskinelighed. Altså en adfærd, som forsøger at optimere udkommet ift et sæt af målbare resultater, der kan overvåges og evalueres og sættes ind i et excelark. Og i sidste ende er det i de fleste tilfælde økonomien, der afgør, om adfærden er en succes eller en fiasko. I en tid hvor vi erfarer, at færre og færre mennesker, ejer en stadig større del af verdens rigdom, bliver det samtidig mere og mere relevant at stille spørgsmålstegn ved, hvor meget økonomi vi reelt har brug for?
Eller måske bør vi spørge, hvorfor arbejdspladser overhovedet eksisterer? Er det virkelig for at skabe et økonomisk overskud, som kan gå til allerede rige investorer og aktionærer – eller er det for at give mennesker et sted at bruge deres evner, dyrke relationer og give dem mulighed for at skabe sig en meningsfuld tilværelse? I den bedste af alle verdner, er en arbejdsplads et fællesskab, hvor alle bruger sig selv til at skabe værdi for kollektivet. Sammen. I den reelle verden er der desværre alt for mange, der går på arbejde kun for at få løn. Eller med andre ord, er de på en arbejdsplads, der ledes efter medmaskinelige principper, som jævnligt fratager det enkelte individ lysten til at bruge sin egen kreativitet, og i stedet kun leverer det mindst nødvendige for at opfylde KPI’erne, der er fødet af en maskinlogik.
Og så er jeg tilbage ved spørgsmålet i starten af kronikken: Hvad vil du helst være – en algoritme eller et menneske?
Det er et trickspørgsmål, fordi vi mennesker rent faktisk ER algoritmer. Vi er nemlig nogle temmelig avancerede biologiske programmer, eller opskrifter om man vil, som følger nogle klare regler og forskrifter for udvikling. Og efterhånden som genetikken udforskes bedre og bedre, viser der sig mange spændende ting, som fx at du biologisk kan nedarve traumer og psykiske afhængigheder. Spørgsmålet er derfor, hvor frie af vores genetiske programmering vi egentlig er til at skabe vores egne personligheder?
Pga denne algoritme/robotinvadering i vores hverdag, er vi blevet optaget af at kunne definere det, man kunne kalde for det ægte menneskelige. Især også fordi vi ikke for alvor har nogen anelse om, hvor det kan ende med deres udbredelse og dominans. En af de mest skræmmende fremtider leverer den israelske historieprofessor Yuval Harari i sin seneste bog Homo Deus, hvor han taler for, at vi er godt i gang med at skabe en ny menneskeart, der i store træk vil være en form for hybrid af menneske og computer, og som naturligvis vil være mennesket langt overlegent. Om det er et klassisk sci-fi skrækscenarie eller et relevant bud, vil tiden vise.
Men det frigør os ikke fra at blive ved med at forholde os bevidst til, hvad menneskelighed vil sige og hvilke forpligtelser det giver os? Især som leder. Vi bør have tillid til, at den ”menneskelige algoritme”, der er hundredtusindvis af år gammel, og som er kodet i relationer, fællesskab og medmenneskelighed, er det mest givtige som ledelsesværktøj, fordi den gør mennesker til mennesker og ikke maskiner uden selvstændig kreativitet og meningsfuldhed. Som leder kan du derfor med held sørge for at skabe en arbejdsplads baseret på disse principper, så medarbejderne glæder sig til at komme på arbejde, fordi de kan mærke værdien af både deres bidrag og deres eksistens.
Har du problemer med at komme i den stemning, kan jeg anbefale dig et par uger – eller flere – i hænderne på omsorgsfulde indiske kvinder og mænd; så skal de nok minde dig om, hvad det vil sige at være menneske.
Kronik bragt i Børsen den 8.9.18
