Alt for mange mennesker – og organisationer – lever livet, som et ”som om”. Efter parolen: Gør det forventelige og du er home-free. Mens ens rigtige liv – altså det man drømmer om – får lov til at vente i kulisserne og først bliver kaldt frem, når det andet er overstået. Helst inden man dør! En hospicesygeplejerske og konfirmanderne kan vise os, hvorfor vi skal leve livet mere som en premiere. Men den bedste løsning er faktisk en tredje mulighed!
”Jeg ville ønske, at jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.”
Dette er, ifølge den australske hospicesygeplejerske Bronnie Ware, det, som de fleste mennesker fortryder, inden de dør. Hvilket hun har beskrevet i bogen De fem ting døende fortryder mest. Med andre ord lyder det, som om alt for mange mennesker lever deres liv som en generalprøve, hvor intet for alvor gælder. Hvor man er sikret sikkerhed, fordi man er en del af et bekvemt fællesskab, som har udstukket reglerne, retningen og resultaterne. Og hvor ens vigtigste opgave er at reproducere det, som allerede er kendt.
Sådan da.
Du kan selv lave et hurtigt tjek: Hvornår gjorde du sidst noget, hvor du fik hjertebanken? Hvornår stod du i en situation, hvor det, du skulle sige eller gøre, fik din puls op, så du knap kunne trække vejret normalt, hvor sveden begyndte at løbe ned langs nakken, hvor du rystede en smule på hænderne, hvor du blev tør i munden?
Hvornår var du sidst i en situation, hvor du ganske enkelt ikke anede, hvad udfaldet ville blive? Hvor du ikke var i kontrol over særligt meget? Men hvor du samtidig selv havde sat dig i den situation? Fordi der var noget du virkelig ønskede, som du satsede på og som fik dig til at række ud efter noget ukendt.
Er det i dag? I går? I sidste uge? For en måned siden? Er det flere år siden? Måske et job eller et ægteskab siden?
Eller står du og vrider dine hænder, fordi du ved, at i morgen går det løs? Kan du mærke både kvalmen og hypen på samme tid i din krop, livet der pludselig rejser sig i dig på alle måder, energien der løfter dig og gør dit sind så klart som en antarktisk isterning?
Paradokset
Paradokset er, at vi i dag både har mere frihed til at leve de liv, som vi ønsker at leve, end vi nogensinde har haft før. Hverken køn, race, social adkomst, uddannelse eller økonomi for den sags skyld, er lige så determinerende, som det har været tidligere. Og at vi helt naturligt higer efter at føle os i live på forelskelsesmåden, fordi hormonerne dopamin, oxytocin og serotonin får os til at føle os lykkelige, glade, veltilpasse. Men – og det er her, paradokset kommer ind – samtidig lever de fleste af os livet på en måde, hvor sikkerheden, forudsigeligheden og trygheden sætter rammerne og hvor adrenalinen højst skyller ind over os gennem fjernbetjeningen. Resultatet af det hører man som regel over rødvinsplimmelimmere, hvor der bliver klaget over, at livet er så keeedeligt…og hvad skal man dog gøre ved det?!
De sidste tre år har jeg haft det privilegium at rejse landet tyndt for at tale om blandt andet dette. Om hvordan vi kan skabe os et liv, der ikke føles som et meningsløst succestyranni, der gør os syge, men derimod et liv, hvor vi bidrager med hvad vi virkelig ønsker og dyrker de mennesker vi elsker. For at få livskvalitet og styrke fællesskabet. Og det er efter foredragene, at jeg er blevet opsøgt af den ene efter den anden, der har ønsket enten at dele sin egen oprørshistorie – eller bedt om redskaber til at slippe ud af sit eget dødvande.
Ud af generalprøvelivet.
Vi har travl med at få det…elendigt!
Fælles for dem er, at de undrer sig over, at de var eller er landet her. For de skulle jo netop ikke gøre som deres forældre og ende i det knastørre CV-hamsterhjul.
At alt for mange har travlt med alt for meget af det forkerte, bliver understøttet af et hav af statistikker. Stress er i dag en folkesygdom. 20-30 procent lider af angst. 20 procent bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. 20 procent lider af søvnløshed. Ensomheden stiger. 10 procent af de unge lider af selvskadende adfærd. Og en konklusion på disse nedslående tal kunne være, at vi efterhånden har fået enormt travlt med at…få det elendigt.
Det er naturligvis ikke det, vi siger til os selv. At vi knokler rumpetten ud af bukserne, for at få det dårligt, men det er desværre det, der faktuelt sker for rigtig mange. Mens for få bruger tid nok på det, der i mange undersøgelser beviseligt gør os lykkeligere, nemlig vores nære relationer. Ikke alene lever vi altså et generalprøveliv. Vi lever også efter et elendigt manuskript.
Konfirmanderne og premieren
Og her er det, at jeg gerne vil pifte landets konfirmander ind på banen, som en umiddelbar inspiration og aktivering af de følelser, der dominerede dengang. For der er ingen generalprøve over et konfirmandliv. Tværtimod. Her er det nærmest liv og død hvert minut. Det kan godt være, at de prøver at se helt cool og gerne en smule ophøjet ligeglade ud, men indenunder skjorten, huden, banker hjertet derudad i ottendedelstakt. Livet er en konstant premiere, hvor alt hvad de siger, alt hvad de ligner, alt hvad de gør, alt hvad de mener, er under deres egen nidkære overvågning, og bliver konstant klappet af, som enten en succes eller en fiasko.
At leve sit liv som en premiere er at foretrække for en generalprøve, for her kan man i det mindste mærke livet i livet. Og man er vågen til, hvem man er og gerne vil være. Men det kan også blive til et unødigt invaliderende pres, hvilket vi desværre ser hos alt for mange af de unge, der lider af for mange psykiske ubalancer.
Den tredje mulighed
Så derfor vil jeg gerne foreslå en helt tredje mulighed, der ophæver forestillingen om succes og fiasko og ophæver kravet om deadline, og i stedet sætter os fri til at være nærværende på en ikke dømmende måde, så vi hver især kan hive mest muligt godt ud af de år vi har på denne planet.
Betragt dig selv og dit liv som et eksperiment og handl som en forsker. Gør noget, test det, find ud af om det virker eller ikke virker – og saml på mange erfaringer.
Betragt alle disse erfaringer som data, der fortæller dig, hvad der fungerer og ikke fungerer, hvad der tænder og slukker dig, hvad der gør dig mere eller mindre kompetent ift det, du gerne vil have ud af livet. Tjek ud hvad der gør dig mere og mere til det menneske, du ønsker at være – og lær lige så meget af det der virker, som det, der ikke virker.
Tag IKKE identitet efter succes eller fiasko
Og lad for himlens skyld være med nogensinde at tage identitet efter et resultat. Uanset hvad, er du aldrig selv enten en succes eller en fiasko. Begge dele vil være lige begrænsende for din selvforståelse og der er rigeligt med menneskeskæbner, der viser, hvor ødelæggende den manøvre kan være. Den svenske DJ Avicii’s overraskende død forrige fredag, højst sandsynligt pga alkoholmisbrug, er et af de seneste tragiske eksempler på, hvad det kan medføre af smerte at få knyttet sin identitet til succes.
Selvfølgelig må der nødvendigvis være en del af vores liv, der er præget af rutine og forudsigelighed, eller brænder vi op fra begge ender og det kan vi ikke holde til. Plus det faktum at ægte skills kommer af den gode gentagelse, og samtidig skal relationer vedligeholdes og have en vis grad af forudsigelighed, hvis vi skal turde stole på dem og føle social tryghed. Men. Det betyder altså ikke, at vi ikke kan have en meget mere legende, nysgerrig, eksperimenterende tilgang til hverdagen. Til det vi bidrager med. Og til hvem vi er.
Alt det her har ikke kun betydning for os privat. Det har så sandelig også en erhvervs- og samfundsmæssig betydning. Og især har det betydning for god ledelse. I dag er for meget ledelse nemlig styret af frygten for at være eller blive irrelevant, både hos lederen og hos medarbejderne, og det gør at der er for meget reproduktion af kendte resultater, værdier, KPI’ere. Hvilket ikke virker specielt revitaliserende på hverken udbuddet eller medarbejderne.
De seneste års hjerneforskning har vist os, at vores grå masse er langt mere plastisk end vi anede tidligere, så mon ikke også vores egen identitet er det? Og hvis vores identitet er det, så kan vores liv pludselig få lov til at folde sig ud i mange flere retninger, oplevelser, relationer og kunnen, end vi havde den vildeste forestilling om.
Selv dengang da vi var konfirmander og hele livet stod blafrende åbent.
Kronik bragt i Børsen 29.4.18 #borsen #succestyranniet #emiliavanhauen
